Fra hygge til rædsel

Kong Vinter trådte bred og mægtig ud af postkortet og viste sin sande styrke. Måbende sad vi og så på tv-billeder fra det totalt indesneede Bornholm. Nu var vi hinsides irritationen. Vinteren var blevet et trusselsbillede, en rædselsøkonomi.

Og den blev bare ved og ved, hen over jul og nytår. Selvom jeg er en mand i min bedste alder, følte jeg mig utryg og besværet, når jeg var ude at færdes i is og sne. Jeg følte det, som om alderdommen ude fra fremtiden rakte sin kæmpehånd ind mod mig og gav mig en forsmag på følelsen af udsathed ved at komme rundt, når man er gammel.

Som en anden hændervridende morlille advarede jeg alle medlemmer af familien, store som små, når de skulle ud. Pas på, det er forfærdeligt glat!

Min store søn faldt nytårsnat og forvred knæet.

En dag jeg selv var ude, forsvandt benene under mig uden varsel, men jeg slap med at få ondt i den ene balle. Trusselsniveauet var tårnhøjt. Jeg lagde stort set motionsløb på hylden i disse måneder. Og så endte det galt alligevel.

Jeg gik til købmanden en formiddag. Med bittesmå forsigtige museskridt prøvede jeg at komme over en blank flade. Det kunne jeg ikke. Jeg gled og forvred min fod så voldsomt, at anklen brækkede to steder. Så var der ellers dømt skadestue, hospitalsindlæggelse, operation og mellem tre og seks uger på krykker. En dom, jeg stadig i skrivende stund er i gang med at afsone.

Det er et eksistentielt chok at komme galt af sted. Især på så lille en foranledning. Når man har været så forsigtig. Var det nu sket under en skiferie eller en løbetur, havde der været tale om en kalkuleret risiko. Og jeg havde selv været en såret kriger, der måtte tage skade for hjemgæld.

Nu er jeg bare en nådesløst kvast morlille, hvis hændervridende jeremiader ingenting hjalp.

Tingene kommer i et nyt perspektiv med en brækket ankel. Jeg må "numse" mig op og ned ad rækkehusets trappe, som er for smal og snoet til, at man kan hoppe med krykker. Og det går op for mig for første gang, at her kan vi altså ikke bo, når vi bliver gamle.

Men selvfølgelig bedres tingene dag for dag. Jeg bliver god til at hoppe på ét ben og til at tisse i et syltetøjsglas, og jeg bliver glad, når jeg kigger ud ad vinduerne og ser, at sneen næsten er væk, for selv den mindste lille dynge kan sende en gysen igennem mig.

Måske vil også dette passere. En dag er verden og jeg tilbage i den samme gode gænge. Men mens det står på, er det, som om vinteren og verden aldrig bliver helt det samme igen, som om omslaget fra hygge til rædsel vil blive stående som et memento. Hvor er vi dog udsatte og prisgivne på hele vejen fra Heathrow til vores egen dørtærskel.

kultur@k.dk

Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hver anden fredag om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv.