Af Claus Grymer |
4. februar 2011
Udsigten til folkepension får Kristeligt Dagblads skribent til at tænke over evighedens betydning
Folkepension gives til gamle mennesker. Så enkelt er dét. Eller rettere: Så enkelt var det engang.
Nu er der nemlig sket det, at jeg er blevet belemret med et ansøgningsskema om opnåelse netop af folkepension. I første omgang opfattede jeg det nærmest som en fornærmelse. Hvad skulle jeg dog med folkepension? Så vidt jeg var orienteret, er man ikke begyndt at give den til unge mennesker.
På den anden side – helt uvidende om min alder er jeg trods alt ikke. Og i særdeleshed ikke om dens virkning. Den kommende tilstand – folkepensionen lærer mig vel efterhånden at kalde den ved det rette navn, alderdommen – begynder at gøre sig gældende allerede.
"Allerede"? Mellem bøgerne i reolen bag mig står en roman med titlen "Det er senere, end du tror". Jeg bør nok ikke vende ryggen til, men forsøge at mobilisere samme vilje til besindelse som forfatteren, der skrev med daglig udsigt til sin ventende gravsten. Han vidste, hvor sent det er. I øvrigt er vi jævnaldrende.
Ja, den kommende tilstand (for at fremture i fej undvigelse) gør sig gældende for eksempel i forhold til læsning. Som ung gik jeg løs på verdenslitteraturen i rolig forvisning om, at jeg nok skulle nå alt, hvad der var værd at nå. Havde jo masser af tid. Fremtiden var om ikke en evighed, så noget, der lignede. Forskellen, hvis den overhovedet fandtes, var ikke værd at ulejlige sig med.
Den vidt berejste Johannes V. Jensen nævner i et digt et skær i Sydhavet ("betraadt ene af Albatrosser"), som han lader være et symbol på de steder, han, der ellers så mere end de fleste i sin samtid, ikke nåede at se. På samme måde har jeg det med verdenslitteraturen. Meget når jeg ikke. Men til gengæld når jeg noget, som jeg har nået før, men som alligevel viser sig ikke at være det samme. Jeg taler om genlæsningens glæder. En bog kan man opleve på én måde som ung og på en anden som – ikke "ældre", for det bliver et barn jo også, men som gammel. Eller bare halvgammel. Skønt Knud Sønderbys essays ikke tilhører verdenslitteraturen, er min læsning af dem til forskellige tider et eksempel på, hvordan en litterær oplevelse kan ændre sig: Som ung blev jeg slået af deres humor, men i dag af deres stadige kredsen om forgængeligheden.
Ansøgningsskemaet til den anmassende folkepension er indsendt. Men det varede længe, inden jeg lod det komme så vidt. Indimellem lykkedes det mig faktisk næsten at glemme dets eksistens. Men en grånende herre i spejlet huskede mig uvenligt på det. Så udfyldte jeg skemaet. Eller den grå i spejlet gjorde.
Forleden bemærkede jeg en notits om, hvor længe en person på min alder statistisk set med rimelighed kan forvente at leve. Jeg husker ikke tallet (eller vil jeg ikke?). Men jeg husker, at jeg havde fingre nok til at tælle mig frem til det. Min opmærksomhed ændrede imidlertid retning, da jeg kort efter læste Anders Thyrring Andersens nye bog "Polspænding. Forførelse og dialog hos Martin A. Hansen", hvor han fint gør rede for Hansens syn på det evige liv – "anskuet ikke blot som et liv efter døden, men som dét, forestillingen om dette evige liv betyder for mennesket, medens det er i live." Også den gamle har altså – som livet – "evighedsværdi".
Og den har jeg ikke fingre nok til at tælle mig frem til.
grymer@k.dk