Jeg lever i en verden uden åbenbarede sandheder

Før sin død skrev Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden på en bog om tro sammen med Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager. Læs uddrag her

Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden blev 53 år. --
Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden blev 53 år. --. Foto: Leif Tuxen.

Jeg glæder mig dagligt over at leve i en forunderlig verden, fuld af oplevelser, kompleksitet og mysterier, der kan udforskes. Jeg glæder mig over at tilhøre en art, der er udstyret med bevidsthed og med evnen til både at forstå og opleve verden. Min glæde skyldes, at den verden, vores art har udviklet sig i, er så stor, vidunderlig og mangeartet, som den er, her på denne helt igennem fantastiske klode placeret i et uendeligt univers. Men min glæde over den menneskeskabte kompleksitet – som, selvom den blot udgør et lille hjørne af det fysiske univers, er så stor, at ingen kan nå at udforske den hele i løbet af et helt liv – er endnu større. Jeg beundrer de mennesker, der har valgt at udforske den store, fysiske verden, og følger også lidt med fra sidelinjen i, hvad de finder ud af.

LÆS OGSÅ: Erik Bjerager: En fusionskristens bekendelser

Men selv har jeg især valgt at interessere mig for den menneskeskabte verden af samfund, kultur, kunst og politik, hvor mennesket selv er i centrum og selv er ansvarligt for alt det vidunderligt smukke og alt det forfærdeligt grumme, den rummer. De menneskelige frembringelser er en del af den naturlige og fysiske verden, men de er samtidig helt egenartede dele af verden og unikt vedkommende for os, fordi de er skabt af artsfæller, som vi er i stand til at forstå og identificere os med hen over afstande på hundreder, ja, tusinder af år og hundreder og tusindvis af kilometer.

Fordi religionerne er en del af den levende menneskelige kulturarv og påvirker de samfund, vi lever i, interesserer jeg mig for dem, og jeg fascineres af al den tænkning og alle de følelser, der i tidens lange løb er lagt i religionerne. Men den religiøse tradition og tænkning er ikke min indgang til at forstå verden, og det er heller ikke religiøse værdier eller systemer, der giver mening til mit eget liv. Jeg er kort sagt hverken troende eller kristen, og jeg skal her prøve at forklare hvorfor.

Erik nævner, at moderne mennesker har den opfattelse, at de selv vælger, hvad de vil tro. Og får dermed også antydet, og med rette, at det er en sandhed med modifikationer. Som de sociale dyr, vi er, er vi dybt afhængige af andre og er altid og ikke mindst i opvæksten påvirket af de traditioner, de familier og de miljøer, vi fødes ind i. Som Erik også er inde på, betyder det ikke, at vi ikke afprøver vores valg eller ikke når som helst kan vælge at tro på helt andre ting end dem, vi er opdraget til.

Det er i hvert fald både relevant og naturligt at begynde med begyndelsen – barndommen og familien. Når det er gjort, vil jeg vende tilbage til de grunde, der har gjort, at jeg har fastholdt og videreudviklet, snarere end forkastet, den verdensforståelse, jeg er vokset op i.

Jeg er født i et hjem, hvor vi ikke blev døbt, og hvor vi heller ikke tilhørte noget andet trossamfund end den folkekirke, de fleste danskere nu som dengang er medlem af. I øvrigt betaler jeg den dag i dag min kirkeskat, fordi man øjensynlig her i landet betragtes som medlem af folkekirken, indtil det modsatte er bevist. Jeg har aldrig protesteret, men overvejer mere og mere at gøre det – herom senere. Mit i forvejen – statistisk set – usædvanlige hjem bliver endnu mere usædvanligt ved, at heller ikke min mor og far var døbte – eller på anden måde religiøse.

I min mors tilfælde var baggrunden et ægteskab af den type, der er skildret i Nathansens stykke "Indenfor murene". En ung jødisk kvinde og en ung kristen mand (min mors bedsteforældre) mødes og beslutter sig for, at børnene af deres ægteskab hverken skal døbes eller opdrages i den jødiske tro. Også min far er opdraget i et fritænkerhjem – min farfar var en reflekteret ateist – men hvor langt tilbage ateismen går i Seidenfaden-familien, tør jeg ikke sige. Det kan ikke være så længe siden, den må have været kristen og lutheransk, men der går altså to generationer af fritænkere forud for mig.

Første gang det gik op for mig, at min families ståsted var usædvanligt, var i mødet med den eneste anden børnefamilie på vores villavej i Ordrup. En familie med fem børn, hvoraf de to i en årrække var mine nærmeste legekammerater. Familien var katolsk, og en dag forklarede storebroderen mig – jeg har vel været fem eller seks år gammel, storebroderen måske ti – om himmel og helvede. Jeg gjorde gældende, at de steder ikke eksisterer og blevmeget overrasket over, at han med stor selvsikkerhed hævdede en anden opfattelse.

Vi væddede om det, men væddemålet endte blindt, da vi hver især kunne påberåbe os forældre, der var enige med os, men ikke med hinanden. Uenigheden påvirkede i øvrigt hverken forholdet mellem børn eller voksne. At det var i mødet med en anden, lidt sjælden familie – en katolsk familie – at emnet dukkede op, illustrerer vel især, hvor lidt religion fyldte dengang. De fleste i vores omgangskreds og af mine børnehave- og skolekammerater har jo været medlemmer af folkekirken, uden at jeg erindrer, at det nogensinde har givet anledning til debat eller bare samtale.

Mine forældre tog mig med til Frankrig, da jeg var otte år, men det ændrede ikke meget, hvad fraværet af religiøse oplevelser angår. Skolerne, jeg gik på, var internationale, og mange religioner har i sagens natur været repræsenteret, men det var usynligt i en fransk skolesammenhæng.

I det sekulære Frankrig er religion holdt ude af skolerne, og det optræder heller ikke som undervisningsfag. Når emnet blev strejfet, var mit udgangspunkt, at vi jo var fritænkere – et ord, jeg den dag i dag langt foretrækker for ateist eller lignende – noget, jeg mere eller mindre bevidst opfattede som en selvfølgelig del af det at være et moderne menneske.

Mit forhold til religion fik først egentlig substans, da min mor begyndte at læse til præst, samtidig med at jeg selv skulle forlade hjemmet for at gå i gymnasiet hjemme i Danmark.

Hendes valg af en ny uddannelse – hun var oprindelig uddannet børnehavelærerinde, men havde det meste af sit liv været det, man kalder hjemmegående husmor, hvilket ikke forhindrede hende i at have mange interesser og engagementer – hang sammen med, at hendes yngste barn – mig – nu forlod reden. Og hendes valg var ikke så overraskende, som det måske lyder. Min mor var et nysgerrigt menneske, der længe havde interesseret sig for alt muligt – herunder åndelige emner.

Jeg husker blandt andet, at hun organiserede en studiekreds om Teilhard de Chardin, en selvstændigt tænkende jesuit og filosof, der interesserede mange dengang.

Hjælpepræsteuddannelsen, der skulle afbøde præstemangel, gjorde det muligt for hende at studere fra Paris – blot skulle hun med mellemrum hjem til kurser og eksaminer, som universitetets teologilærere stod for. For mig betød det, at når jeg læste til gymnasieeksaminer på ferie med mine forældre – jeg boede ikke længere hjemme, da mine forældre var blevet i Frankrig – så læste hun til sine teologiske eksaminer. Og vi "hørte" hinanden og diskuterede stoffet. Det var elementært spændende – men det gav også en god ramme om samtalerne, den spænding, der jo lå i, at troen pludselig var dukket op i vores fritænkerhjem.

For min mors vedkommende kom interessen og studiet før troen – men det betød bestemt ikke, at troen ikke kom. Ud over alle de teologiske ting, hun skulle lære og tilslutte sig for at blive ordineret, var kernen i hendes tro, sådan som jeg hørte og forstod hende, en uendelig glæde og taknemmelighed over livets gave, en taknemmelighed over skabelsen, der var så stærk, at den gjorde forestillingen om en Skaber forståelig og efterhånden uafviselig for hende.

Hun var bestemt ikke dogmatisk, og teologiprofessorerne drillede hende tit med hendes både jødiske og katolske afvigelser fra den lutherske lære.

Men min mor var begavet, og hendes heterodoksi var på et så kvalificeret niveau, at den hverken forhindrede hende i bestå sine eksaminer eller i at blive ordineret som præst i Roskilde Domkirke. Desværre nåede hun kun i meget begrænset omfang at bruge uddannelsen, selvom planen egentlig havde været, at hun skulle blive sognepræst og min far gå på pension som "præstekone" et sted i Danmark. I stedet blev hun syg og døde af kræft, da hun var forholdsvis ung – hun blev begravet på min 21-års fødselsdag.

For mig betød min mors uddannelse først og fremmest, at jeg fik langt mere viden om religion og teologi. Men også at jeg fik langt mere respekt og forståelse for, hvor stor og kompleks en tradition der er tale om.

Hverken indsigt eller diskussioner eller min mors tro – hun er det menneske, der har betydet mest for min udvikling, og jeg elskede hende højt – anfægtede dog mit fritænkeri. Men det betød, at jeg har en livslang interesse for emnet og en modvilje mod blot at afvise religion og religiøsitet som "vås og vrøvl" eller ligefrem farligt vås og vrøvl, som der kan være en tendens til blandt en del ateister.

I nogle livsfaser har jeg derfor været en slags apologet for det religiøse, mens jeg i andre har været mere skeptisk – for eksempel da jeg blev provokeret af den meget firkantede amerikanske religiøsitet, jeg mødte under et studieophold i USA i begyndelsen af 1980'erne.

Men hvorfor har jeg fastholdt min oprindelige ikke-tro trods min mors eksempel og de mange positive oplevelser med religiøse mennesker, jeg har haft livet igennem (de negative har mere været via medier og studier)?

Erik skriver, at han tror på Gud, fordi han "ikke kan lade være". På samme måde kan jeg sige, at jeg ikke tror, fordi jeg ikke kan tro.

Når jeg ikke tror, er det altså ikke, fordi jeg har gjort det store regnebræt op og konkluderet at troen – eller den ene eller den anden religion – gør mere skade end gavn, at den er farlig og forkastelig, og derfor, så at sige, ikke fortjener at blive troet på. Det er ikke derfor, selvom jeg da ikke synes, at det er uvæsentligt at gøre regnebrættet – eller rettere de mange regnebrætter – op og i en given situation finde ud af, om religionen, kirken eller troen er en positiv eller negativ faktor.

Den slags diskussioner venter der sikkert mange af forude i denne bog, og de er ikke irrelevante eller meningsløse, selvom det er svært at reducere tusinder af års historier og så stor en mangfoldighed til ét, endeligt regnskab – endsige facit.

Men det er altså hverken nytte- eller værdibetragtninger af den art, der gør, at jeg ikke er religiøs.

Grundlæggende så tror jeg ikke, fordi jeg ikke mener, at der er noget at tro på. Eller, som jeg lidt provokerende valgte at formulere det, da jeg for en del år siden blev bedt om at holde et foredrag om min tro for en kreds af grundtvigianske præster, der mødes til et årligt seminar i Liselund: Jeg tror ikke på, at Gud eksisterer, fordi Gud ikke eksisterer.

Jeg er med på, at det er en smal sag for moderne teologer at definere Gud på en sådan måde, at hans eksistens eller ikke-eksistens unddrager sig den type bevisførelse eller argumentation, vi anvender i alle andre spørgsmål om eksistens og ikke-eksistens.

Allerede Anselm af Canterbury opstillede med det ontologiske gudsbevis et subtilt et af slagsen – et af dem, jeg terpede med min mor og drillede min klassekammerater med, da jeg i gymnasiet holdt et mange timer langt foredrag om kirkehistorie for dem.

Beviset går kort sagt ud på at definere Gud som "det, hvorudover intet højere kan tænkes". Og dermed strander ethvert forsøg på at benægte Gud på det indlysende problem, at det, man benægter, mangler den afgørende egenskab "at eksistere", hvorfor det ikke længere er det, "hvorudover intet højere kan tænkes", man benægter, da en Gud, der eksisterede, ville være mere end en Gud, der ikke gør. Anselm tog troens idé om Gud som forudsætning for sit bevis.

Endnu nemmere er det for moderne præster at sige til mig, at når jeg benægter Gud, så er det en eller anden primitiv forestilling om en Gud, der sidder på en sky og bestemmer over verden, ikke det langt mere subtile og abstrakte gudsbegreb, som den pågældende præst eller troende person opererer med, som jeg benægter.

Grosbøll-sagen viser dog, at denne diskussion ikke helt har udtømt sin kraft, selv ikke i Danmark. For Grosbøll sagde jo netop ikke, at han ikke troede på Gud, men at han ikke troede på en Gud, der skaber eller griber ind i verden. Det overraskede mig, at det provokerede så mange i folkekirken. For forudsætningen for at nå dertil, hvor Erik siger, at han er – altså dér, hvor tro og viden ikke på nogen måde kolliderer med hinanden eller modsiger hinanden – er vel netop at se på for eksempel Gud nogenlunde sådan, som Grosbøll gjorde det.

Jeg anerkender dog, at Gud nemt kan defineres sådan, at jeg ikke kan bevise hans manglende eksistens på samme måde, som jeg og andre kan bevise – eller sandsynliggøre – at månen ikke er en grøn ost, eller at der ikke findes den og den ting på det og det sted.

Ikke desto mindre er kernen i min ikke-tro, at vi lever i én verden, der lader sig udforske og forstå – også og ikke mindst videnskabeligt. Og selvom vi kan skelne mellem fysiske og åndelige spørgsmål, mellem naturvidenskab og humanvidenskab, mellem konkrete ting og værdier, der ikke kan reduceres til ting, men som alligevel er betydningsfulde og værdifulde størrelser i verden (idéen om retfærdighed eller idéen om frihed for eksempel), så mener jeg alligevel, at alt, hvad vi taler om og tænker på, skal forstås som dele af denne tilgængelige – måske ikke aktuelt tilgængelige, men principielt tilgængelige – verden, som vi lever i.

Med den verdensforståelse er det svært at få øje på, hvor Gud som en instans, der er selvstændig i forhold til os mennesker, skulle gemme sig, og hvilken forskel hans påståede eksistens egentlig gør i verden.

Alle de spørgsmål, som mennesker har grublet over i forbindelse med de religiøse traditioner, lader sig også gruble over uden at blande udokumenterede postulater ind i den dybe og kritiske refleksion, der er brug for.

Jeg skrev før, at min ikke-tro ikke har noget med religionens fordele og ulemper at gøre, og deri ligger, at det afgørende for mig her ikke er et spørgsmål om ondt eller godt, men et spørgsmål om sandt eller falskt. Og i sådanne spørgsmål er det den, der påstår noget, der har bevisbyrden. Det er således ikke mig, der skal modbevise Guds eksistens i alle de udgaver, mennesker nu engang har givet ham. Det er dem, der tror på Gud, der skal overbevise mig om at Han findes, herunder at hans eksistens er nødvendig for at forstå den verden, vi lever i, eller for at føre de samtaler, vi har lyst til og brug for at føre i verden.

Og her kommer vi så til en supplerende indvending mod Gud, der rækker lidt ud over, at jeg simpelthen ikke kan få øje på nogen beviser for eller tegn på – hverken logiske eller empiriske – at han skulle findes.

Indvendingen går ud på, at ubegrundede postulater er problematiske i en fri samtale mellem ligeværdige mennesker – altså den form for samtale, der har ført mennesket til større forståelse for verden, og den form for samtale, som de fleste også ser som den etisk bedste form for dialog. At henvise til Gud i en samtale indfører, som jeg ser det, en form for ulighed, som jeg ikke bryder mig om, i og med at den ene part råder over en præmis, der ikke er tilgængelig for den anden. Og det, man vil sige med sin henvisning til Gud, er efter min mening altid muligt at sige uden at bringe Gud i spil.

Hvis man vil sige, at der er grund til at føle ydmyg undren over den verden, vi befinder os i, så er jeg enig – det giver mening, helt uden Gud. Hvis man ønsker at understrege behovet for tillid mellem mennesker, så er Gud heller ikke nødvendig.

Eller hvis det er menneskelig ligeværdighed, det drejer sig om, så findes argumentationen fuldt udfoldet hos for eksempel Immanuel Kant. Det er klart, at hvis Guds tilstedeværelse kun er dekorativ, er det ikke noget problem. Det er henvisningen til Kant jo på sin vis også – selvom den også giver et fingerpeg om, hvor man kan finde en relevant argumentation om emnet i en mere udfoldet form.

Problemet opstår, hvis og når Gud fungerer som trumf: Det her passer, fordi Gud siger, det passer. Det her skal du gøre, fordi Gud siger, du skal. Den trumf er problematisk,ikke bare fordi den kan misbruges – den kan jo lige så vel bruges til gode formål og have gode virkninger som det modsatte – men fordi den ophæver den ligeværdige dialog til fordel for en henvisning til en højere autoritet, som de, der tror på Ham, har privilegeret adgang til. Og dermed er den fælles udforskning af verden og værdier ikke længere reguleret af en idé om sandhed, med af en forestilling om åbenbaret sandhed.

I det lys er det et af de synspunkter, der ofte fremføres mod dem, der ikke tror, og som sætter deres lid til blandt andet den videnskabelige søgen, der altid har forekommet mig underligt og uholdbart: Det er tesen om, at de, der ikke tror, har en mere fattig og flad indgang til verden, en "snævert" rationel holdning, der gør, at de går glip af al den dybde og alle de mysterier, som tilværelsen og verden ret beset rummer. Og som religionen skulle give en bedre indgang til.

Argumentet har en overfladisk troværdighed, fordi der findes rationelt og videnskabeligt orienterede mennesker, der slet ikke ønsker at gå ind i meningsspørgsmål og slet ikke er åbne for eksistentielle overvejelser, fordi de er så skeptiske over for de religiøse svar på de spørgsmål. Men det er et psykologisk fænomen – og langtfra dækkende for den mangfoldige adfærd blandt troende såvel som ikke-troende mennesker.

Mere principielt anskuet forholder det sig nemlig efter min mening nærmest omvendt: Den troende har styr på verden og de store sandheder via den åbenbaring, hun eller han tror på, via de hellige skrifter eller den deraf afledte tradition.

Men når man kender de afgørende svar på forhånd, hvordan kan man så hævde for alvor at have sans for tilværelsens og verdens store dybde og mange mysterier? Her forekommer det mig, at de videnskabsmænd, der begiver sig ud på det store og svære eventyr, som det er at udforske verden, vel vidende at de ikke har svarene, og at de foreløbige svar, som den hidtidige videnskabelige praksis har udfundet, netop er foreløbige, viser langt mere ægte respekt for dybde og mysterier.

Dertil kommer, at den videnskabelige vej til indsigt er præget af dyb ydmyghed, fordi den underlægger sig ikke bare tænkningens, men også den ydre virkeligheds disciplin.

Uanset hvor meget man tror, at tingene hænger sammen på en bestemt måde, så er det en af det enkelte menneske uafhængig virkelighed, der afgør, om det virkelig forholder sig sådan. Også teologien har sin intellektuelle disciplin, men den er i sagens natur i langt højere grad et lukket system, fordi der er dogmer og åbenbaringer, som den nødvendigvis må respektere.

Erik slutter med at sige, at han ingen modsætning ser mellem tro og viden. Jeg glæder mig over den respekt for videnskabens resultater – og metode – der ligger i det. Jeg er også helt på det rene med, at man sjældent finder sit personlige ståsted, sin personlige meningsfuldhed, ved at udforske videnskabens resultater eller for den sags skyld ved selv at forske videnskabeligt. Ens egen meningsfuldhed, ens tro, om man vil, har, uanset om man vedstår det eller ej, rødder i det konkrete, det personlige og det emotionelle – og dermed også i ens egen historie og i den tradition, man er rundet af.

Men i samme øjeblik man forlader det helt personlige og når til det, der er fælles og samfundsmæssigt, så har jeg svært ved at se, at man kan adskille tro og viden. Viden er ikke irrelevant for, hvad man med rimelighed kan tro på. Skiller man tro og viden helt ad, synes jeg ikke, man tager hverken det ene eller det andet helt alvorligt. Og der, hvor de to ting støder sammen, er det for mig at se meget svært at komme uden om, at viden trumfer tro.

Når det er sagt, er det ikke mit ønske – og jeg tror heller ikke, det er muligt – at uddrive religionen af det menneskelige sind eller overbevise Erik om, at hans personlige tro ret beset er uforenelig med vores fælles viden. Religionen er der, og jeg ser ingen tegn på, at den er ved at forsvinde.

Men lad mig nu lade være med at foregribe flere af de temaer og store spørgsmål, der venter forude. Jeg tror ikke selv på noget religiøst, men jeg vil meget gerne indgå i en vedholdende samtale om alle de spørgsmål, som ikke bare den personlige tro, men også de udbredte og organiserede religioner i vores samfund rejser – eller forsøger at svare på.