Manglende forebyggelse skaber flere psykisk syge unge

De blødere tilbud, der findes, er næsten udelukkende forbeholdt dem over 18 år, så derfor henvises de selvmordstruede til de kommunale socialforvaltninger. De er ifølge serviceloven forpligtet til at tage sig af dem. Det er dog de unges eget ansvar at tage kontakt, og mange får det aldrig gjort.

På Center for Selvmordsforskning har centerleder Lillian Zøllner bekymret fulgt udviklingen de senere år. Siden 2001 har centeret undersøgt netop denne type sårbare unge, der bliver stadig flere i antal. Ganske få har søgt hjælp hos egen læge, mens mange er blevet afvist på landets psykiatriske afdelinger. Langt største- delen har aldrig fået nogen form for hjælp, og det er det virkelig skræmmende perspektiv i udviklingen, mener Lillian Zøllner. For centeret kan tydeligt se, hvordan en del af de unge blot kommer længere og længere ud i deres situation, som i udgangspunktet er en ret normal del af ungdomslivet. De bliver stadig mere syge, kan ikke gennemføre deres uddannelse, og til sidst bliver de reelt psykisk syge.

"Der er tale om en virkelig uholdbar situation, hvor ingen rigtig tager ansvar for de unge. Hjælpen er mangelfuld, alt for spredt og varierer voldsomt fra kommune til kommune. Og det selvom det har været tydeligt i årevis, at selvmordsforsøgene blandt helt unge piger har været markant stigende. Vi kan simpelthen ikke være bekendt i et land som Danmark at have så mange unge mennesker, der ikke ønsker at leve. Særligt ikke, når vi faktisk kan gøre noget ved det," siger hun.

Center for Selvmordsforskning tilbyder eksempelvis samtlige kommuner i landet et undervisningsforløb på otte gange to timer til de unge. Forløbet skal lære dem at mestre deres liv bedre, så problemerne ikke kommer ud af kontrol. Samtidig tilbydes sundhedsplejersker og andre kernepersoner tæt på de sårbare unge et tredages kursus i blandt andet at spørge rigtigt ind til de unges problemer og hjælpe dem videre.

En rapport om projektet er lige på trapperne og viser ifølge centeret, at forløbet er en stor succes. Alligevel viger både folkeskoler og gymnasier tilbage fra at tage imod tilbuddet – typisk med henvisning til manglende ressourcer.

På Psykiatrisk Center København har man forsøgt at hjælpe de selvmordstruede unge ad anden vej, nemlig gennem opsøgende hjælp. I et nu afsluttet forskningsprojekt har sygeplejerske Britt Morthorst blandt andet hjulpet dem med lektier, kærestesorger og skilsmisseforældre – alle typer af hverdagsproblemer, der bare har hobet sig op. Og én ting står klart: De unge har brug for hjælp, der ikke sygeliggør dem, siger hun:

"Når en pige på 16 eksempelvis har taget en overdosis piller, ender hun på en intensiv afdeling til afgiftning i 36 timer, og så sendes hun hjem med en vifte af forslag om at gå til egen læge eller til kommunen. Men for mange er det skamfuldt at bede om hjælp, og selvmordsforsøget har ofte kun gjort den unges situation værre. Her svigter systemet ofte ved kun at tilbyde psykiatrisk hjælp. Skal vi nå de unge, skal det ske på deres egne præmisser."

Politikerne har gennem de såkaldte satspuljemidler flere gange sat millioner af til at hjælpe unge selvmordstruede. Men langt de fleste penge er brugt på voksenpsykiatri til unge over 18 år. En række fagfolk forklarer til Kristeligt Dagblad, hvordan de i årevis har forsøgt at få flyttet fokus over på de mange unge under 18, der har problemer uden at have en psykiatrisk lidelse. Men de er oppe mod lange og tunge fagtraditioner, der ikke lige sådan lader sig flytte, siger de.

Voksenpsykiatrien, eller almenpsykiatrien som den egentlig hedder, er et langt større og ældre fagområde end børne- og ungepsykiatrien, og det har indflydelse på, hvor meget faglig prestige der er i at arbejde med unge selvmordstruede, og hvor meget problemstillingen fylder på medicinstudiet. Særligt de blødere dele af fag-området vies ikke den store opmærksomhed, hverken fagligt eller politisk, lyder det.

Lisbeth Hagenbøll er overlæge og leder af et helt nyt kompetencecenter til forebyggelse af selvmord for børn og unge i Hovedstadsregionen. Hendes nye arbejde er et eksempel på, at der trods alt sker noget på området, men det har holdt hårdt, fortæller hun. Ligesom mange andre, der arbejder med selvmordstruede unge, har hun længe efterlyst øget fokus på unge under 18 år.

"Det har altid primært været de voksne, man har været opmærksomme på, og voksenpsykiatrien har jo også haft rigeligt at lave. Det er en politisk prioritering, hvilke problemer der skal tages hånd om, og hvor det skal ske. Når der tilsyneladende sker noget nu, må det være, fordi politikerne endelig har erkendt det akutte behov for at få knækket den meget faretruende kurve for selvmordsadfærd blandt unge. Mit håb er, at der bliver sat bredt ind, for denne meget sårbare gruppe af unge har alt for længe været overladt alt for meget til sig selv," siger Lisbeth Hagenbøll.

Den vurdering deler Knud Kristensen, formand for Landsforeningen SIND, der arbejder for at forbedre forholdene inden for psykiatrien. Han oplever, at stadig flere unge får en psykisk lidelse, de kunne have undgået, hvis de havde fået den rigtige hjælp. Lige som flere af fagfolkene ser han især problemet ligge i det stadig kraftigere spændingsfelt mellem kommuner og regioner, der enten ikke kender eller ikke vil kendes ved deres ansvar.

"Der sker en voldsom stigning i tilgangen til det psykiatriske system i disse år, og en del af forklaringen er helt sikkert, at for mange bliver svigtet af det sundheds- system, der skulle have samlet dem op. Det er paradoksalt, når politikerne igen og igen siger, at forebyggelse er vigtig, men det sker desværre i en blanding af kassetænkning og usikkerhed omkring, hvem der egentlig har ansvaret for de sårbare unge," siger han.

henriksen@k.dk