Politisk islam i demokratisk udgave

Det samme har al-Qaedas terrorhandlinger, og flere islamiske ledere har slået ind på en mere moderat linje. Det gælder for eksempel lederen af Tunesiens islamiske Ennahda-parti, Rached Ghannouchi, som under den første Golf-krig kaldte til "hellig krig", men nu er fortaler for demokrati. Og i Marokko har det islamiske PJD-parti aflagt den radikale retorik efter bombeangrebet i Marokkos økonomiske hovedstad, Casablanca, i 2003 og er nu repræsenteret i parlamentet.

"Der er tale om partier, som har draget konsekvensen af, at en voldelig magtovertagelse overalt har vist sig at være umulig eller føre til en blindgyde. I stedet er de inspireret af de tyrkiske erfaringer, hvor det islamiske parti AKP har vundet regeringsmagten og nu også udøver den på demokratisk vis," påpeger Didier Billion, vicedirektør i Institut for Strategiske Studier, IRIS, i Paris og specialist i de politiske systemer i middelhavsområdet.

Lederen af det senere forbudte islamiske Ennahda-parti i Tunesien, Rached Ghannouchi, har konsekvent sammenlignet partiet med AKP, som under ledelse af den tidligere borgmester i Istanbul Recep Tayyip Erdogan er blevet den væsentligste politiske faktor i Tyrkiet umiddelbart efter stiftelsen i 2001.

Også AKP er rejst på ruinerne af det mere radikale Refah-parti, som blev forbudt i 2001. Året efter vandt AKP valget, og i 2007 gentog partiet succesen og sikrede sig over 46 procent af stemmerne.

PJD-partiet i Marokko, der har samme navn som AKP, Partiet for Retfærdighed og Udvikling, er tydeligt inspireret af AKP og har for eksempel efterlignet det tyrkiske partis logo. Blot er den elpære, som hos AKP symboliserer moderniteten, erstattet med en petroleumslampe.

Partiet har været førende i kravet om bekæmpelse af valgsvindel og har siden 2002 været det vigtigste oppositionsparti i Marokko med 46 mandater i det nationale parlament ud af 325 ved det seneste valg.

"Både PJD i Marokko, Ennahda i Tunesien og dele af FIS-partiet i Algeriet placerer sig helt klart på samme politiske linje som AKP i Tyrkiet," fastslår Ulla Holm, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, og specialist i de nordafrikanske lande.

Det samme kan i nogen grad siges om Hizbollah-partiet i Libanon, som netop har overtaget regeringsmagten, selvom det politiske system med etniske og religiøse kvoter er særegent. Også Det Muslimske Broderskab i Egypten har undergået en betydelig udvikling. Alle disse partier bekender sig til demokratiet og respekterer tilsyneladende spillereglerne. Blandt andet fordi de selv har en interesse i at promovere demokratiet, som kan skaffe dem del i den politiske magt," siger Ulla Holm.

Men selvom disse partier bekender sig til demokratiet, rejser de også spørgsmålet om adskillelsen mellem politik og religion. I Tyrkiet beskyldes AKP for at stå bag en systematisk islamisering af samfundet i strid med landets kemalistiske, sekulære politiske arv. Præsidentfruen viser sig kun iført hijab, og regeringen har legaliseret brugen af islamiske tørklæder på landets universiteter, hvor religiøse tegn ellers er forbudt.

Loven er siden blevet kendt forfatningsstridig, og i 2008 undgik det regerende AKP med nød og næppe at blive forbudt af Forfatningsrådet på grund af "anslag mod verdsligheden", som anklageskriftet formulerede det.

"Der er ingen tvivl om, at disse partier er stærkt konservative," påpeger Ulla Holm.

"Det er helt i overensstemmelse med tidsånden i de pågældende lande, hvor traditionelle muslimske værdier betragtes som et bolværk mod den sociale opløsning, som i nogen grad er en konsekvens af moderniseringen af samfundet. Men samtidig er der ingen entydig fortolkning af, hvad muslimske værdier er. Det vil blive genstand for en debat, hvor synspunkterne vil brydes," mener den danske forsker.

I Marokko har PJD således deltaget i debatten om ændringen af familieloven, den såkaldte moudawana, som i sin nuværende form har ført til en forbedring af kvindernes stilling, blandt andet med regler for skilsmisse og ophævelse af kravet om mandlige tutorer for kvinder.

"Debatten var voldsom, helt tilbage til 1999 med demonstrationer for og imod ændringerne, som de islamiske partier modsatte sig," påpeger Amina el-Messaoudi, jurist og politolog ved det marokkanske socialforskningsinstitut, CERSS.

"PJD fremsætte en lang række ændringsforslag til reformen af moudawanaen, men endte med at stemme for den. Det er blevet et parti som ethvert andet med en demokratisk styreform internt i partiet og respekt for de demokratiske spilleregler udadtil. Men der er også en fløj af partiet, som har mere radikale synspunkter end dem, der udtrykkes af flertallet," understreger hun.

Men PJD har også medvirket til at marginalisere mere radikale islamistiske partier som for eksempel sheikh Yassines forbudte Retfærdigheds- og Velgørenhedsparti, påpeger Didier Billion.

"Yassine har også sine tilhængere, men de udgør en minoritet. Også i Tunesien kan man finde tilhængere af et islamisk teokrati, men også her er de i mindretal. I hvert fald for øjeblikket. Ingen kan sige på forhånd, hvordan disse partier vil udvikle sig, og om deres demokratiske sindelag er fast forankret. Men de bør klart legaliseres, for alene det at deltage i det politiske spil gør det vanskeligere at indtage ekstremistiske positioner. Der er tale om mere end en overfladisk taktik, og de europæiske lande bør støtte disse partiers deltagelse i den demokratiske proces, ikke modarbejde den," mener Didier Billion.

Samme holdning har Ulla Holm:

"Det er en dyb nødvendighed, at de vestlige lande og EU ikke marginaliserer nogen som helst med undtagelse af de kræfter, som anbefaler voldsanvendelse. Vesten må holde op med automatisk at sætte lighedstegn mellem politisk islam og terror. Eftersom der ikke er nogen fri debat i de arabiske lande, kan det være svært at vide, hvor rodfæstet de islamiske partiers bekendelse til demokratiet er. Men EU?s hidtidige linje har helt klart slået fejl, som vi har set i Tunesien," mener Ulla Holm.

bpedersen@k.dk