Det land, der har mest at frygte ved udfaldet af den folkelige opstand i Egypten, er umiddelbart Mellemøstens eneste velfungerende demokrati, Israel. Siden indgåelsen af fredsaftalerne med både Egypten og Jordan har landet levet uden at være i egentlig krig med sine naboer. Begge fredsaftaler er indgået med diktatorer – præsident Anwar Sadat og Jordans kong Hussein – og et post-Mubarak demokratisk styre i Egypten, der mere eller mindre vil være domineret af Det Muslimske Broderskab, er ikke umiddelbart opskriften på fortsat fred.

Den dominerende stemning i Israel er præget af både frygt og skepsis over udviklingen. Det Muslimske Broderskab har i årevis fastholdt, at det vil ophæve fredsaftalen fra 1979 mellem Israel og Egypten, hvis det får magten i landet. Det ligner et israelsk mareridt at være omgivet af iranske proselytter med et halvislamistisk styre i Tyrkiet, der har vendt Israel ryggen, Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza og Det Muslimske Broderskab i Egypten.

Det er et åbent spørgsmål, om Israel står over for igen at blive isoleret, når landets stærkeste allierede i regionen falder. Skræmmescenariet er en tilbagevenden til sikkerhedssituationen ved statens oprettelse i 1948, hvor alle nabolande ønskede Israel slettet af landkortet.

Isolationen fra nabolandene søgte Israel dengang at bryde med bånd til lande som Iran i periferien uden om de arabiske naboer. Efter shahens fald og præstestyrets magtovertagelse afløstes det bånd af den helt afgørende fredsaftale med først Egypten og siden Jordan. De fredsaftaler brød den arabiske enighed og blev afgørende for, at Israels eksistens ikke længere var truet af en altødelæggende krig mod sine arabiske naboer. Fredsaftalen har for israelerne derfor været af lige så stor psykologisk som strategisk betydning.

Folkeopstanden i Egypten og før det Tunis varsler om afgørende forskubbelser af jordskorpen i det arabiske politiske landskab. Men protesterne kan også nå Israel, og et af de store spørgsmål er, hvordan Netanyahu-regeringen vil reagere, hvis millioner af palæstinensere samles i Israel og på de besatte områder for at kræve selvstændighed og ret til selvbestemmelse.

Det er svært at fastholde den nuværende magtbalance mellem Israel og de palæstinensiske områder, og før eller siden er Israel tvunget til at finde en fredelig sameksistens med palæstinenserne, som ikke er præget af den herskende dominans.

Krisen i regionen vidner til fulde om den gamle sandhed, som enhver israeler kender, at over for den palæstinensiske befolkning er Israel som en Goliat, men over for den arabiske verden er Israel som en David. bjer