Frieri til de frivillige

Her på Ærø bor der 6700 mennesker, og af dem er 240 frivillige i Røde Kors. Det vil sige, at 3,5 procent af øens befolkning er aktivt og ulønnet involveret i at drive de to Røde Kors-butikker i Ærøskøbing og i at være besøgsvenner, vågekoner, støtte for flygtninge med mere.

Og det er bare ét eksempel fra én organisation. Tænk på, at Kirkens Korshær på landsplan har over 7000 frivillige i genbrugsbutikker, varmestuer og mange andre af organisationens arbejdssteder.

Hvordan ville hele den folkelige idrætsbevægelse se ud uden frivillige?

Ifølge Center for frivilligt socialt Arbejde defineres "en frivillig" som en person, der ganske uden fysisk, retslig eller økonomisk tvang udfører en ulønnet indsats over for personer, som er uden for den pågældendes familie.

Endvidere skal der være tale om en aktiv indsats (det er altså ikke nok blot at være medlem af en forening), som er til gavn for andre end den frivillige og dennes familie, og der skal være tale om en indsats, som er formelt organiseret. Dagligdagens hjælpsomhed med at hjælpe den svagtseende over lyskrydset eller at bære den gamle dames indkøbsposer hjem fra Netto tæller altså ikke med.

Men når vi nu er ude i et landskab, hvor det går ganske fortræffeligt i Danmark, hvad skal vi så med Frivillighedsåret? Skeptikerne peger på, at da vi sidst havde et sådant år – det var i 2001 – kom der ikke noget mærkbart ud af det.

Men hvad nu hvis året tilmed kommer til at skubbe udviklingen i en direkte negativ retning?

I lyset af økonomisk krise, genopretningspakke og spareplaner trænger en særlig problematik sig nemlig på: Der kan være en offentlig interesse i at spare penge ved hjælp af den store frivillige indsats.

Socialdirektøren i Randers, Knud Aarup, har således i bogen "Frivillighedens velfærdssamfund" slået til lyd for at indføre social værnepligt i Danmark, hvorefter unge under 25 år skal opdrages til at blive aktive medborgere gennem fire måneders samfundstjeneste i en af velfærdssamfundets institutioner.

Knud Aarup lægger ikke skjul på, at en unge-samfundstjeneste vil være med til at mindske offentlige udgifter.

Et sådant forslag er til at tage og føle på, og man kan diskutere det åbent. Men det er ganske forfejlet her at tale om frivillighed. En tvungen samfundstjeneste vil jo netop ikke være frivillig, jævnfør den ovenstående definition.

Langt farligere er imidlertid den snigende nedbrydning af frivillighedsbegrebet. Det er næsten uundgåeligt, at stat og kommune i de frivillige ser et uudnyttet potentiale, som kan bruges mere effektivt.

Hvis Frivillighedsåret skal munde ud i noget fornuftigt, bliver det derfor nødvendigt at få gennemlyst med- og modspillet mellem regeringen, kommunerne og det frivillige Danmark.

Her skal det offentlige have format til i respekt for værdien af den frivillige arbejdsindsats at holde de formaliserende fingre langt væk. En drejning af frivillighedsbegrebet over i retning af, at der her er tale om meget billig arbejdskraft – som tilmed lige så gelinde kan hjælpe til med, at vi sparer nogle stillinger i det offentlige – vil være ødelæggende for den menneskelige kvalitet og engagementet i en vigtig del af det civile samfund.

Rent bortset fra, at der vil være tale om en uanstændig beskæftigelsespolitik.

Finn Slumstrup er forfatter og foredragsholder