Ved første øjesyn er der ikke rykket meget ved stillingen i spørgsmålet om ritualer for homoseksuelle, selvom der har været både udvalgs- rapport og høringssvar. Men ser man nærmere efter, tages der små skridt med stor betydning, skriver Birgitte Stoklund Larsen, leder af Grundtvig Akademiet.
- Colourbox
Birgitte Stoklund Larsen |
7. februar 2011
Ved første øjesyn er der ikke rykket meget ved stillingen i spørgsmålet om ritualer for homoseksuelle, selvom der har været både udvalgs- rapport og høringssvar. Men ser man nærmere efter, tages der små skridt med stor betydning
Kirkeanalyse
Der er ikke meget nyt at hente i de høringssvar om folkekirke og registreret partnerskab, som Kirkeministeriet netop har offentliggjort. Men det betyder ikke, at der ikke sker noget.
Kirkeministeriet har netop offentliggjort de 612 indkomne høringssvar på rapporten om folkekirken og registreret partnerskab. Der er ikke mange overraskelser blandt svarene, om end man noterer sig, at flere stiftsråd ikke er enige med deres biskopper, og at stiftsrådet i Ribe, hvor man ellers ikke vifter højest med den mellemkirkelige fane, afviser indgåelse af partnerskab i folkekirken med en henvisning til "den globale fælleskirkelige forståelse".
Det rigtig gode spørgsmål er, om folkekirken er kommet videre. Umiddelbart må man sige nej. For et år siden var der fremlagt op til flere lov- eller beslutningsforslag i folketinget om vielse af homoseksuelle, og der tegnede sig et politisk flertal for – so oder so – at gøre det muligt for homoseksuelle at blive viet i folkekirken.
Det fik kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) til på forslag af biskop Karsten Nissen at nedsætte et udvalg for at give folkekirken tid og for at undgå "politisk tvang", som hun udtrykte det her i avisen. Folkekirken skulle med andre ord ikke "køres over" af politikerne, der overnight kunne vedtage en lov, som ville være svær at sluge for dele af det folkekirkelige Danmark. Det kunne bringe uro i kirke-stat-forholdet, et forhold, som for tiden er mere kulturelt kontroversielt end vielse af homoseksuelle, hvis man skal tro flertallet af avisledere, som forholdt sig til spørgsmålet i foråret 2010.
Som tænkt så gjort. Kirkeministeren nedsatte et udvalg. Et udvalg er sådan en slags bureaukratisk black box, som forhandler sig frem til et fælles resultat. Udvalg er, som den amerikanske liturgihistoriker Susan White har påpeget det, gode til at nå kompromisser – på bekostning af fornyelse på den ene side og traditionsbevarelse på en anden side. Spørgsmålet om vielse af homoseksuelle viste sig dog for kontroversielt til kompromis i et udvalg, hvor stort set alle teologiske synspunkter var repræsenteret.
Rapporten "Folkekirken og registreret partnerskab" fremstår således som en reportage over uenigheder snarere end den kompromistekst, der kunne pejle noget som helst i retning af, hvor folkekirken står – andet end splittet. Det samme kan man sige om resultatet af høringen, hvor eksempelvis svaret på, hvorvidt partnerskab skal kunne indgås ved en kirkelig handling, demonstrerer dyb uenighed – blandt biskopperne såvel som blandt præster og menighedsråd. Sat på spidsen er det eneste punkt, hvor der hersker massiv enighed, at en præst skal have frihed til at sige nej til at medvirke.
Hvad så nu? Kirkeministeren kan tage høringssvarene med i Folketingets Kirkeudvalg. Folketingets partier kan trække deres tidligere fremsatte lov- og beslutningsforslag frem igen – uden at man er blevet så voldsomt meget klogere på, hvad man mener i folkekirken ud over, at man er uenige. For så vidt har situationen ikke rokket sig. Og så dog alligevel.
Der er i hvert fald tre forhold, man skal være opmærksom på – alle tre har at gøre med forskydninger i forholdet mellem kirke og stat.
For det første er det værd at bemærke, at spørgsmålet om vielse af homoseksuelle er et af de forhold, biskop Niels Henrik Arendt nævner, når han skal begrunde, hvorfor han har skiftet mening og nu går ind for, at folkekirken får "et organ", der kan prioritere og svare for sig, når folkekirken bliver spurgt.
Spørgsmålet er altså for Niels Henrik Arendt vigtigt i forhold til, hvor man kan tale om "folkekirken selv".
Hermed er vi ovre i det andet punkt, spørgsmålet om vielse af homoseksuelle kan nemlig meget vel blive en prøvesten på, hvor meget velvilje og forståelse, folkekirken har i det siddende folketing – om det så bliver nu eller efter et valg. Og hvordan Folketinget agerer, kan så i anden omgang være afgørende for, hvordan centrale aktører i folkekirken agerer – for eller imod en kirkeordning.
For det tredje må man også nævne spørgsmålets betydning for den beslutning, som Indre Missions hovedbestyrelse netop har truffet om at acceptere frimenigheder med en tilknytning til Indre Mission, men uden for folkekirken. Hvad det på langt sigt betyder for Indre Missions engagement i den statstilknyttede folkekirke, det kan man kun spå om. Men betydning får det.
Så altså: Selvom det konkrete resultat af udvalgsarbejde og høring er pauvert, så er der langtfra sket ingenting. Folkekirken er i proces.
Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad