Jeg glæder mig til hver gang, vi ses

"Jeg glæder mig til hver gang, vi ses. Det er altid spændende at komme af sted og se og høre, hvordan det går," siger Aage Jespersen, der ikke sjældent har taget værktøjskassen med for at hjælpe med at bygge terrasse eller andet praktisk arbejde i bofællesskabet i Albertslund, hvor Kirsten og Kristian har købt bolig.
"Men jeg har altid tid til et spil Olsen med Anna her. Jeg siger ikke, hvem der vinder," siger bedstefar Aage og lægger armen om sit barnebarn, der med en stolt grimasse bevidner, at det ikke er ham.

Der er to og en halv times kørsel fra begge hold bedsteforældre, der bor i Sydvestjylland, til Albertslund, hvor Kirsten og Kristian bor. Anna ringer ofte til begge hold for at høre, hvordan det går. Nu, hvor hun har lært at læse, bliver det også til sms'er.
"For nylig fik jeg en dejlig sms. Der stod: 'Jeg har tabt en tand, lært at læse og været ude at cykle 18 kilometer'," smiler Jonna Jespersen.
Hun og Aage Jespersen bor i Gørding nær Esbjerg. Her har de altid boet, og her bor Jonnas forældre og tre yngre søskende med deres ægtefæller og børn. Men Aage og Jonna Jespersens fire børn er alle flyttet væk og til større byer. Der er en søn i Odense, og to døtre i København, og efternøleren derhjemme er på vej ud at se verden med rygsæk og kommer næppe tilbage sådan for alvor.
Da Kirsten, der er cand.psych., og antropologen Kristian flyttede hjemmefra, var retningen sat mod Aarhus og siden København - begge steder for at læse og nyde godt af de kulturtilbud, der findes i byen. De kan ikke forestille sig nogensinde at flytte tilbage.

Hun er bevidst om, at det betyder, at Anna og Karl får et anderledes forhold til deres bedsteforældre end det, hun selv havde til sine, der boede blot et stenkast væk.
"Mine bedsteforældre havde i højere grad en opdragende funktion i vores liv. De var en større del af hverdagen på godt og ondt. Tiden, som Karl og Anna tilbringer med deres bedsteforældre, er i højere grad bare 'flødeskumstid'. Det vil sige, at vi lægger vægt på, at vi ikke skal skændes, at vi skal hygge os og have nogle gode stunder sammen," siger Kirsten Jespersen og fortsætter:
"Jeg kan godt savne, at vi er en del af hinandens hverdag, at bedsteforældrene har mulighed for at dukke op til bedsteforældredage i skolen, har hentedag og så videre. Det er så det, vi giver afkald på ved at bo så langt fra hinanden."
Kirsten Jespersen fremhæver, at hun og hendes familie til gengæld har et godt netværk, hvor de bor.
For mens Aage og Jonna Jespersen er omgivet af familie, har Kirsten og Kristian et stærkt netværk i Danmarks største bofællesskab, Lange Eng. Her er et minisamfund bestående af 54 familier, frivillig fællesspisning seks gange om ugen, en cykelsti uden for døren og masser af legekammerater og voksenhjælp lige ved hånden.
"Vi har valgt at tage noget af det gode med, som vi selv er vokset op med: Vores børn kan frit løbe over til legekammerater, de kan cykle i skole, og vi er omgivet af et netværk af mennesker, som kan hjælpe, hvis det brænder på - samtidig med at vi bor tæt på København," fortæller Kirsten.

Der er tydeligvis mange ligheder fra opvæksten i Sydvestjylland, men der er også store forskelle. I Karls børnehave og Annas skole er der børn med mange forskellige baggrunde, bofællesskabets fællesspisning byder på retter fra hele verden, og på den måde er bulgur og ris en lige så normal spise som kartofler for Anna og Karl. I Gørding er kulturen mere traditionel og lokal.
"Familiefesterne er kæmpestore. Der serveres suppe, steg og is og skrives lejlighedssange på 'Pigerne fra Småland', som akkompagneres med en harmonika," fortæller Kirsten Jespersen med et glimt i øjet og fortsætter:
"Netop forskellen er berigende for vores børns liv. For mine fætre og kusiner, der er jævnaldrende med Anna og Karl, lever et helt andet liv."
Karl, der er gået på omgang fra skød til skød under interviewet, synes efterhånden, at det trækker ud. Han tager hul på endnu et puslespil, og bedstefar sætter sig ved siden af. Om føje timer går turen tilbage til Gørding. Det er tid til at sige tak for denne gang.
"Anna har nogle gange svært ved at sige farvel. Derfor taler vi altid med hende om, hvornår vi skal ses igen, så det ikke er 'farvel', men et 'på gensyn'," siger Jonna Jespersen.

familielivk.dk