Edens Have dukker med dansk hjælp ud af Bahrains sand

"Højene, som vi arbejder på nu, er enorme. De er bygget som bryllupskager – altså i lag – og uden om dem var der tykke stenmure sat i cement. De, der byggede dem, må have haft enorme ressourcer og stået øverst på den sociale rangstige, for gravene er meget imponerende," siger Steffen Terp Laursen.

Fundet af de to kongehøje beviser, mener han, at Dilmun omkring år 2000 f.Kr. pludselig forandrede sig fra et høvdingesamfund til et kongesamfund. Gravhøje fra den tidligere periode var nemlig slet ikke så store som disse, og de lå andre steder i Bahrain. Derfor, siger han, blomstrede Dilmun omkring dette tidspunkt, og det har formodentlig at gøre med faldet af Omans Magan-rige mod øst og de derved større handelsmuligheder med kobber. Et andet stort rige mod nord, Mesopotamien, havde nemlig brug for enorme mængder til blandt andet våben og smykker, og det fik de fra Oman. Men som Magan faldt også Dilmun.

"Købmændene fra Dilmun sad som en prop og styrede al handelen i Golfen. Med ét ser det ud til, at den handel, de slog sig op på, kollapsede, måske på grund af konkurrencen fra import af billigt kobber fra Cypern," siger Flemming Højlund, der i 32 år har beskæftiget sig med arabisk arkæologi.

Dilmuns storhed og fald er gennem de sidste 60 år stykket sammen på baggrund af fund i gravhøje og bosættelser. Her har danske og bahrainske arkæologer nemlig udgravet fine segl fra rigets købmænd, samt fra andre kilder fundet referencer til Dilmun. Og en af disse er interessant, siger Steffen Terp Laursen. For den sidste gang, der på en mesopotamisk lertavle refereres til kobber fra Dilmun, er også den første gang, man hører om den cypriotiske handel.

Ligesom kobberet var vigtigt for Dilmuns opblomstring og overlevelse, var Bahrains underjordiske kilder det også. Uden dem ville det ikke have været muligt at ernære en befolkning, som arkæologerne anslår til 14.000. Dog har også øens geografiske placering spillet en vigtig rolle, for den beskyttede Dilmun mod udefrakommende angreb. Langtfra alle de andre kulturer i området havde nemlig skibe, og den største fare på den Arabiske Halvø kom derfor sandsynligvis fra røvere på land. De havde svært ved at nå øen; alligevel var hovedstaden Qala?at al-Bahrain beskyttet af en stor bymur og en hær, viser de udgravede fund herfra, der i dag ligger i montre på Bahrains Nationalmuseum i Manama.

Edens Have synes derfor ikke altid at have været et fredeligt sted, men alligevel eksisterede riget Dilmun i omkring 2000 år, beskyttet af guderne Inzak og Enki. Det var det netop fra templer til deres tilbedelse, at danske arkæologer for første gang begyndte at forbinde Dilmun med de bibelske referencer til Edens Have, fortæller Flemming Højlund.

"Beviser dukkede op i udgravningerne i form af små genstande beskrevet med kileskrift, der omtaler guden Inzak. Fra de mesopotamiske kilder ved man, at Inzak var Dilmuns skytsgud, og at Dilmun var et ganske særligt sted. Det var det hellige land, hvor guden Enki spiste de forbudne frugter – udødelighedens land, hvor ravnen tier, løven ikke dræber, og ingen bliver syg og gammel. Det var landet, hvor Ziusudra, der byggede en ark og dermed overlevede Syndfloden, gav helten Gilgamesh nøglen til det evige liv."

Dermed mener han som Glob og Bibby, at Dilmun ligger til grund for Bibelens senere beretninger om Paradisets Have, og at danske arkæologer altså har gravet i Edens Have. Men på trods af de klare beviser er den hellige grav ikke vel forvaret.

Motorveje og bebyggelse pløjer sig nemlig ind i områder med gravhøje. På blot 10 år er Bahrains befolkning vokset fra 600.000 til over en million, og da alle gifte bahrainske par får et hus, når de gifter sig, er flere byggerier på vej. Allerede nu har den udvikling slugt over 60.000 gravhøje, og dermed vigtige brikker i historien om Dilmun, og Steffen Terp Laursen frygter, at endnu flere vil forsvinde.

"Min frygt er, at vi om 10 år ikke har nogen grave tilbage. Derfor arbejder vi desperat nu, for at få de to kongegrave i A?ali udgravet, så vi kan redde vigtig viden herfra. Der er et enormt pres på landets ledere om at levere huse og veje til den voksende befolkning, og jeg frygter, at de økonomiske interesser vægter tungere end fortiden."

Ikke engang Bahrains kulturminister og Unescos interesse for at sætte Dilmuns fortidsminder på Unescos Verdenskulturarvsliste er nogen garanti for monumenternes overlevelse, mener Steffen Terp Laursen. Kun et dekret fra kongen, der freder gravhøjene, vil redde dem.

Den arkæologiske indsats går dog ikke i stå af den grund. Godt samarbejde med Bahrains Nationale Museum og regeringen sikrer nemlig danskerne adgang til gravene – også i fremtiden, siger Nabeel Bin Yacoub Alhamer, der er informationsminister i Bahrain.

"Over 50 års tæt samarbejde med danskerne fra Moesgård Museum har grundlagt et forhold bygget på tillid og respekt mellem vores to nationer. Derfor ser vi også frem til at videreføre dette i fremtiden."

At samarbejdet med arkæologer i Bahrain og resten af Golfen heller ikke må undervurderes inden for dansk arkæologi, viser en helt ny udstilling, der i sidste uge åbnede i emiratet Abu Dhabi, der er en del af De Forenede Arabiske Emirater. Udstillingen viser et udpluk af fund fra danske udgravninger i emiratet og er kommet i stand på grund af et samarbejde mellem Abu Dhabi Authority for Culture and Heritage og Moesgård Museum. I andre stater er der andre udstillinger, og tilsammen fejrer de Danmarks største arkæologiske satsning i udlandet nogensinde. Men kronen på værket, siger Flemming Højlund, bliver den permanente udstilling af fund fra den Arabiske Halvø, som Moesgård Museum fra 2014 åbner.

Indtil da vil arkæologerne både i Danmark og i Bahrain arbejde på højtryk for at redde endnu flere fortidsminder fra Edens Have. For det skal gøres nu, inden moderniteten og udviklingen definitivt overtager gravhøjene i Bahrains ørkensand, og endeligt henviser gravene fra en stolt civilisation og svarene på Dilmuns uløste mysterier til glemslens mørke.

udland@k.dk