"Det skal i hvert fald ikke have lov til at stå uimodsagt," fastslår Bjørn Nørgaard, der samtidig tager et opgør med den modernisme, han selv er barn af.

"I den fundamentalistiske modernisme går man ud fra, at mennesket vil stige mod større og større grad af oplysning og fornuft. I moderne tid har videnskaben og økonomerne overtaget vores verdenstydning, og så er der ikke mere brug for 'alt det pjat i kirken', mener man. I stedet for religion har vi nu vores fornuft – men for mig at se er der ikke noget der tyder på, at menneskene er blevet mere fornuftige. De foretager sig stort set de samme tåbeligheder, som de gjorde, da jeg var barn."

Derfor kan det kommende værk tolkes som Bjørn Nørgaards bud på, "hvordan vi kan tænke en ny form for det moderne, hvor vi inkluderer også det religiøse.

Vi må lære at indse, at vores samfund bygger på forskellige måder at erkende verden på, og at de skal have lov at leve side om side i det sekulære rum: Vi har den videnskabelige, rationelle måde at erkende verden på, der er den kunstnerisk-poetiske, der er den politisk-økonomiske erkendelsesmåde, og der er den religiøse eller kristne vej til at forstå meningen med os selv og den sammenhæng, vi er en del af.

Uden det religiøse rum ender vi som endimensionelle mennesker, og det er desværre der, vi er lige nu, mener jeg. Vi har gennemrationaliseret og gennemmaterialiseret vores kultur og mistet den rigdom af værdier og nuancer, som både det religiøse og det poetiske rum tidligere gav os. Vi er kommet til et punkt, hvor vi ikke engang kan diskutere politik længere. Vi diskuterer kun økonomi."

steens@k.dk