Roses realisme og observationer

LIGE SIDEN den muslimske indvandring for alvor blev et emne, har ihærdige sjæle mindet om, at vi ikke må generalisere, da muslimer er lige så forskellige som alle andre. Vi får med andre ord bud på at styre vores fordomme, og med oprøret i Egypten aner kritikere af islamdebatten nyt håb.

Her kan vi jo med egne øjne se, at muslimske mænd ikke alle går rundt iført langt skæg og kjortel. Her ser vi en oplyst middelklasse storme ud i gaderne for at vælte en diktator, og disse dages egyptiske scenarie blev diskuteret søndag aften i Deadline 2. Sektion på DR 2.

Programmet udviklede sig til et interessant studie i varmblodet optimisme kontra kølig realisme. Mens Weekendavisens debatredaktør, Pernille Bramming, der selv har levet i Egypten, og tidligere direktør for det dansk-egyptiske dialogcenter, Rasmus Boserup, drømte om et nyt syn på den muslimske verden og måske et kommende demokrati, holdt vores – som vært Jes Stein Pedersen formulerede det – "verdenskendte debattør", Flemming Rose, benene på jorden.

Rose oplevede som korrespondent Sovjetunionens opløsning, han var idémanden bag muhammedtegningerne i 2005, og hans grundtese er, at det tager fantastisk lang tid at nedbryde ideologiske systemer.

Systemet vejer tungt i Rusland, hvor man her godt 20 år efter Murens fald stadig ikke har skabt et solidt demokrati, og ifølge Rose vil oprøret i Egypten således næppe heller udarte til et sådant.

Han mener, at det kulturelle og religiøse på de kanter vejer tungere, end ret mange forestiller sig, og han sammenligner oprørerne med en flok opstemte 68?ere, der ikke ved, hvad de vil have i stedet for det, de kasserer.