Hvis en vicebiskop, der kan repræsentere de op mod 15% af Folkekirkens medlemmer, kan styrke kirkens sammenhængskraft, er idéen ikke så tosset endda.
Ingen forslag, der sikrer, at Indre Mussion forbliver en del af Folkekirken, bør på forhånd afvises.
For mig at se er det snarere et åbent spørgsmål, om en højrefløjs-biskop skal overtage tilsynet med præster og menigheder på bekostning af de 10 biskopper, der vælges efter de eksisterende regler. Det ville jeg ikke synes om.
Tilbage bliver opgaven for en højrekirkelig vicebiskop så at være et talerør for sine trosfæller, når bidskopperne f.ex. skal udtale sig i overordnede spørgsmål i udvalg, nedsat af kirkeministeren.

Og hvis dette tiltag blot sigter på at få skabt en 6-5 situation, når talen er om homoseksuelles kirkerettigheder, så er der ikke tale om reel sammenhængskraft, men en splittelse under velordnede former.

Forslaget om at indføre et særligt biskoppeligt tilsyn for bestemte dele af den danske folkekirke er ikke nogen god ide, med mindre man virkelig ønsker en uformel kirkesplittelse. Det kan kun føre til een ting, nemlig forvirring og ufred i menighederne.

Der kan siges meget grimt om den tilstand, at bispemøderne har udviklet sig til en pseudosynodal ordning, og det bør der også. Men deraf at drage den konklusion, at et forsvindende mindretal, skulle have en egen (vice)biskop vil ikke kunne føre noget godt med sig, kun føre til yderligere splittelse.

Det siger sig selv, at det vil give utålelige arbejdsvilkår, både for menighedsråd og sognepræster, hvis man forestiller sig, at to sognepræster i samme sogn, skulle være under to forskellige tilsyn og vejledninger for deres arbejde.

Ligesom det er uantageligt at forestille sig, at et mindretal, for hvem det er lykkedes at sætte sig på et menighedsråd, skulle have lov til at rykke et kirkesogn væk fra det tilhørsforhold til den lokale kirke (med biskop), som kirkens medlemmer med rette må mene at være en del af.

Jeg vil gerne minde om, at vi har en forpligtigelse til at være kirke for alle folkekirkens medlemmer, ikke bare en lille flok, der hyppigt frekventerer kirkebygningen.

Hvis man ikke længere føler sig som en del af det fællesskab, som folkekirken udgør, så må man have modet til at gå. At forlange særrettigheder for særligt udvalgte inden for et kirkesamfund, er en uting, der i betænkelig grad nærmer sig det ukristelige. Over for Vorherre og i kirken er vi alle lige!

Jeg vil selvfølgelig ærgre mig, hvis en del af folkekirken skulle vælge at gå, men Danmark er i øvrigt stort nok til at rumme flere kirkesamfund, hvis det skulle være nødvendigt. En rigtig kirke og en for de, der føler sig særligt hellige. Man kan bare se på Skotland, hvis man skulle være i tvivl.

Sognepræst
Peter Grane

Skal vi "fra folkekirken afvigende trossamfund" nu til at medfinansiere endnu en statslig embedsmand og dermed forøge den allerede eksisterende religiøse diskrimination? Nej!

At statens eget religionsvæsen ikke kan finde ud af, hvad man mener, tror og bør tro, kan nu ikke være et problem for andre end medlemmerne af den sekt, der kalder sig folkekirken.

Fredens Sogn skrev:

Peter Grane, du peger på en forpligtelse til at være kirke for alle folkekirkens medlemmer.
Nu er et sogn jo ikke et åndeligt afgrænset område, men et geografisk område. I dette bor mennesker, som er medlemmer af folkekirken samt mange andre, måske af forskellige religiøse opfattelser.

Hvordan stiller du dig m.h.t. forpligtelsen til disse mennesker, som altså bor i sognet. Hvordan spiller Jesu ord (ordre) om at gå ud i verden og forkynd evangeliet ind i denne sammenhæng?

Jeg kan godt se nogle strukturmæssige og bemandingsmæssige og lønningsmæssige forhold, men som princip, er det nogle, som kommer kirken ved?

Søren Hansen

Kære Søren Hansen,

Jeg er naturligvis bevidst om, at en sognepræsts forpligtigelse til at forkynde Guds ord også rækker ud til de mennesker, der ikke er medlem af folkekirken. Men, som jeg ser det, er jeg kaldet af et bestemt sogn til at varetage det mangesidede embede som sognepræst for dem. Det betyder, at jeg først og fremmest i mit daglige arbejde tager mig af dem, jeg er kaldet til hyrde for. Da det så ganske rigeligt kan udfylde alle ugens dage, må jeg tilstå, at arbejdet med at omvende det, i mit tilfælde relativt beskedne antal, mennesker, der ikke er medlem af folkekirken, er lavt prioriteret.

Sognepræst
Peter Grane