Mette Villads Christensen har fået afslag på genoptagelse af sin afskedigelse, og nu anlægger hun sag mod Kirkeministeriet med krav om 2,5 millioner kroner i erstatning
Den afskedigede sognepræst Mette Villads Christensen og hendes advokat har en ansøgning om fri proces til en erstatningssag mod Kirkeministeriet liggende hos myndighederne. Men ministeriets langtrukne arbejdsprocedure har udskudt afgørelsen.
Nu foreligger ministeriets svar, og det er et nej til at genoptage afskedigelsessagen. Derfor regner præstens advokat, Klaus Antonsen, med, at der nu kommer fart i den civile sag.
"Jeg går ud fra, at man har holdt et eventuelt tilsagn om fri proces tilbage indtil det var klart, om Kirkeministeriet ville genoptage sagen eller havde omgjort beslutningen og trukket afskedigelsen tilbage. Nu har retten fået ministeriets afvisning tilsendt og kan så komme videre i overvejelserne om at give fri proces, siger Klaus Antonsen.
Mette Villads Christensen blev afskediget i 2009 efter paragraf 43 i Tjenestemandsloven om langvarige uoverensstemmelser mellem præst og menighed i et sogn. Det er der ikke tilstrækkeligt grundlag for, konkluderede ombudsmanden herefter og opfordrede Kirkeministeriet til at genoptage sagen og træffe en ny beslutning. Svaret fra Kirkeministeriet forelå i går: Afskedigelsen er velunderbygget og rigtig, og der er derfor ingen grund til at genoptage den.
"Det er ret overraskende, for jeg har ikke tidligere hørt om, at man ikke følger ombudsmandens indstilling. Det synes jeg nok er stærke sager, for dermed siger ministeriet, at ombudsmanden har uret," siger Claus Antonsen.
I stedet får Kirkeministeriet som arbejdsgiver nu en erstatningssag på halsen, hvis Mette Villads Christensens ansøgning om fri proces går igennem. Beløbet vil lyde på 2,5 millioner kroner og dækker den løn, som hun skulle have haft udbetalt, godtgørelse for ulemper og for udgifter til rådgivning og bistand.
Sagen skal i første instans føres i byretten, og det bliver sandsynligvis i København, hvor præsten bor, og Kirkeministeriet hører hjemme.
vincents@k.dk