Grådigheden overlevede

For mange år siden blev Københavns forbrydere henrettet på Amager. Deraf den efterhånden bedagede besværgelse "Ama'r!", ledsaget af et imaginært snit over halsen. I søndags var det den 107-årige Amagerbanken, der blev halshugget efter flere års alvorlige økonomiske problemer. Banken føjer sig til den internationalt set lange liste over krakkede, danske banker. Noget af det iøjnefaldende ved listen er fraværet af meget store pengeinstitutter. Ikke siden Landmandsbankens krak i 1922 er en storbank gået ned herhjemme. Det kunne selvfølgelig skyldes, at de store er bedre til at drive forretning end de små, men det er næppe hele forklaringen. Meget tyder på, at netop Den Danske Bank ville være væltet under finanskrisen i 2008, hvis ikke et stort flertal i Folketinget meget resolut havde vedtaget de såkaldte bankpakker. Pakkerne var reelt en ubegrænset statsgaranti mod storbankers krak. Som i andre vestlige lande tillod politikerne ikke så voldsomme fallitter, da det ville have skabt et samfundsøkonomisk kollaps af gigantiske dimensioner.

Desværre blev den offentlige redning af bankerne ikke fulgt op med den øgede samfundskontrol, som burde have været en naturlig konsekvens af garantierne. Bankerne har i det store og hele kunnet fortsætte, som om intet var hændt, med skyhøje lønninger og bonusordninger, og Finanstilsynet har ikke kunnet stille meget op. Det er i sig selv skandaløst, at man iværksætter en gigantisk redningsaktion for Amagerbanken, hvor staten, institutionelle investorer og private aktionærer over 10 måneder skyder samlet 2,9 milliarder kroner ind som ny kapital – for kun få måneder senere at konstatere, at det alligevel ikke var nok. Såvel Finanstilsynet som bankens afgående direktører, bestyrelsesmedlemmer, advokater og revisorer sidder tilbage med et kolossalt forklaringsproblem.

Finanstilsynet er offentlighedens garant for, at banker drives sundt, og flere eksperter peger på, at tilsynet har svigtet. Hvordan kunne det i efteråret kræve, at der skulle tilføres ekstra ansvarlig kapital på 750 millioner kroner, for nu få måneder senere som medlem af den nye bestyrelse at måtte konkludere, at det ikke rakte? Det må bankens 50.000 aktionærer og øvrige kunder med god ret spørge om. I dag er de fleste aktionærer hverken millionærer eller milliardærer i Karsten Ree-klassen, men derimod ganske almindelige lønmodtagere, og de må føle sig ført bag lyset. Især af Finanstilsynet, men også af bankledelsen, hvor tidligere direktører har kunnet forlade den synkende skude med millioner i gyldne håndtryk. Der er virkelig brug for at styrke den offentlige kontrol med bankerne. Grådighed kan ikke aflives, men forhåbentlig kan den tøjles bedre end i dag.

hhh