Skal DR sætte fokus på den kristne kulturarv? Heftig debat blandt læserne. Foto: Scanpix.
- Torben Huss
Steffen McGhie |
10. februar 2011
Skal DR sætte fokus på den kristne kulturarv? Heftig debat blandt læserne
Kristen missionsvirksomhed eller journalistisk belysning af kristendommens rolle i dansk kultur? Tolkningerne af den nye passage i public service-aftalen for Danmarks Radio er mange.
Kristeligt Dagblad skrev tirsdag, at Danmarks Radio i den nye public service-aftale forpligter sig til at lægge vægt den kristne kulturarv. Sagen har affødt en heftig debat på Facebook og på Kristeligt Dagblads hjemmeside om hvordan, Danmarks Radio skal varetage kristendomsformidling – og hvorvidt det er statsradiofoniens rolle at formidle kristendom.
Mange stemmer i debatten forholder sig kritisk til ændringen og opfatter aftalen som et udtryk for, at Danmarks Radio skal bedrive missionsvirksomhed.
”DR skal ikke missionere. Det har vi de private kanaler til. Hvis kristendommen skal have en kulturel platform i mediet, boer der tilsvarende være en bred vifte af multireligiøs sendeflade så folk kan se hvad de har at vælge mellem,” skriver Henrik Howardsen i sit indlæg på
Kristeligt Dagblads Facebook-profil.
Nogle brugere peger på problematikken i at blande journalistik og religionsformidling.
”Dermed bliver DR pludselig til en medievirksomhed der skal promovere en bestemt tro - dermed er institutionen rykket fra at være en medievirksomhed, der arbejder ud fra klare journalistiske præmisser, til at være en holdningsbearbejdende virksomhed,” skriver Frank Løkkegaard i sit indlæg på Facebook.
Et udbredt argument i debatten er, at kristendom i en sammensat kultur som den danske ikke bør have fortrinsret.
”Mange ting er en del af vor historie og landets åndelige arv. Meget af det er kristent arvegods. Men meget af det – hvis ikke størstedelen – kommer fra de græske og romerske tænkere, før kristendommen fik fodfæste i Europa. Samtidig behøver vi heller ikke kigge langt efter vor vikingehistorie - kig på vore navne på ugens dage,” skriver brugeren Astor på Kristeligt Dagblads hjemmeside.
Andre mener, at aftalen underminerer fundamentet for licensbidrag, eftersom grundlovens § 68 foreskriver, at ”(i)ngen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen”.
”Danmark har kun været kristent i 1000 år ud af vores lange historie, og vi er altså en del der ikke abonnerer på mellemøstlige eventyr som livsgrundlag. Havde kirken magt som den har agt, brændte vi vel stadig folk på bålet for at tænke selv. Nuvel, man kan jo heldigvis slukke for DR. Og så skulle licensen selvfølgelig afskaffes for ikke-kristne,” skriver Petrine Louise Bröchmann på Facebook.
Andre internetdebattører byder ændringen i aftalen velkommen. Af dem fokuserer størstedelen på Danmarks Radios forpligtelse til at belyse den indflydelse, kristendommen gennem historien har haft på dansk kultur.
”Meget vel kan nogen blive stødt på mærkerne, og finde, at det ikke stemmer overens med deres forståelse af dem selv eller statens opgaver. Er man således funderet, synes jeg man burde klippe første side af passet ud, bukke hovedet hver gang man passerer en gavl eller andet arkitektonisk, som indebærer kristne motiver. Ydermere bør vi nok også revidere vores ordforråd for ord med en kristen forbindelse,” skriver Henrik Dahlin på Facebook.
”Når der nu er blevet arbejdet for at få indføjet kravet om, også at afspejle den kristne kulturarv, er det jo med baggrund i, at det hidtil ofte har været en overset mangel i programfladerne, som ikke rettes op af sig selv. Public Service skal give et realistisk billede af vort samfund og hverdag i Danmark,” skriver brugeren Bent på Kristeligt Dagblads hjemmeside.
Enkelte brugere vurderer, at ændringen i aftalen ikke vil medføre væsentlige ændringer i praksis.
”Hidtil har der uden særlig bemærkning i DRs aftale, så vidt jeg ved, været et flot program DR-kirken, som er direkte forkyndende. Så er der morgenandagt i radioen og faste udsendelser om religion/kristendom. Ud over disse er der en del religiøst stof … Er det virkeligt muligt med rimelighed at dele menneskenes personlige religiøse holdninger op i for eller imod en sætning om kristendom i en aftale?,” skriver Søren Hansen på Kristeligt Dagblads hjemmeside.
Erik Nielsen peger på, at Danmarks Radios nye forpligtelse i retning af den kristne kulturarv ikke er omfattende.
”Det er der vist ingen grund til at føle sig truet over. Men kristendommen påbyder os at elske Gud og næsten. Og det er jo noget farligt noget,” skriver han på Facebook.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad