Vinteren er ingen undtagelse. Hareskoven er altid levende. Vinden ryster i toppen af de høje graner og leger i skovbundens brune løvblade. For en håndfuld uger siden var her sne overalt, som om et tykt ligtæppe var trukket over hele skoven. Men her findes døden ikke, kun skindøden. Og de, der kender skoven her, ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før skovbunden igen er hvid – af anemoner.
Animationsinstruktøren Esben Toft Jacobsen kender Hareskoven, der også fordrede hans fantasi, da han var dreng under skolens ugentlige skovture. Vi er faktisk begge vokset op i Hareskovby, hvor vi mødes for at tale om hans nye film, "Den kæmpestore bjørn", der foregår i en skov. Han gik et par klasser over mig, viser det sig. Og pludselig kommer jeg i tanke om min formningslærer, der engang viste os en af Esbens tegninger: "Prøv at se perspektivet. Er det ikke imponerende, at man kan tegne sådan i 7. klasse?", sagde hun og pegede på papiret, der var fyldt med en perfekt proportioneret fantasitegning, så vidt jeg husker.
Senere dukkede han op som eksemplarisk gymnasieelev og fortalte, at han havde fravalgt et ønskejob som tegner i Norge for at gennemføre gymnasiet. For uddannelse var vigtigt. Efter gymnasiet brugte han dog først 10 år på at lave computerspil, inden han opdagede filmskolens animationslinje. Allerede hans afgangsfilm blev bemærket og udtaget til Filmfestivalen i Berlin. Og nu er han endelig debuteret med sin første animationsspillefilm, "Den kæmpestore bjørn", der også er nomineret til en børnefilmspris på Filmfestivalen i Berlin, hvor filmen altså måske også udløser en lille glasbjørn.
"Den kæmpestore bjørn" handler også om valg i barndommen og er mere en eksistentiel børnefilm end en naturfilm. Den handler om forholdet mellem to søskende, Sofie og Jonathan. Sofie er den søde, nysgerrige lillesøster som den mindste søster i "Løven, Heksen og Garderobeskabet". Men det er storebroderen, den cirka syvårige Jonathan, der er den mest interessante, siger Esben Toft Jacobsen, da vi følges ad gennem stisystemerne i Hareskoven.
"Jonathan har nået en alder, hvor samvittigheden er begyndt at vågne i ham, mens hans uskyld forsvinder i takt med, at han alligevel gør mange af de forkerte ting. For han er hele tiden i splid med sig selv. Han mobber sin lillesøster, men er alligevel bekymret for hende, så der bor både en slags bandit og beskytter i ham. Men det er bestemt ikke nemt at være Jonathan, fordi han konstant kommer til at tiltrække sig negativ opmærksomhed, mens Sofie er den lille søde pige, som alle automatisk holder af."
Under et ophold på bedstefaderens ødegård bevæger de to børn i filmen sig ind i en magisk skov, hvor de både møder en paranoid jæger og en kæmpestor godmodig bjørn, der er så stor, at den går rundt med træer på ryggen. Den bliver lillesøsteren hurtigt ven med. Men en del af Jonathans dannelsesrejse i filmen er at finde sin egen vej i livet. For han har både anlæg for at blive som den onde jæger og den kloge bedstefar, forklarer Esben Toft Jacobsen.
"Man bliver selvfølgelig også formet af de valg, som andre omkring en tager. Men man kan i det mindste selv vælge, hvordan man vil reagere på det, man bliver udsat for. Og jeg tror, at det er meget grundlæggende, at man groft sagt enten kan møde verden med nysgerrighed eller med bekymring. Hvis man slår sig, er det naturligt, at man begynder at se farer alle vegne. Men det er også sådan, at man kan komme til at reagere aggressivt og angstfyldt. Og jeg tror, at man et stykke ad vejen har et valg om at handle anderledes."
"Allerede i skolegården kan man for eksempel vælge, at man ikke selv vil bidrage til mobning. For de, der jager andre, er jo ofte dem, der er bange for at blive ofre selv. Jeg husker selv barndommen som en periode, hvor jeg tog en masse forkerte valg, som jeg senere har lært af. Og som historiefortæller synes jeg, at det er en ekstrem spændende periode, fordi mange af de valg, man allerede tager på det tidspunkt, kommer til at forme en senere," siger Esben Toft Jacobsen, efter at vi har forladt skoven og sidder i S-toget mod storbyen. Så tilføjer han:
"Men man holder jo heldigvis ikke op med at tage valg, og jeg synes da selv, at jeg er blevet bedre til at være nysgerrig og tillidsfuld, når jeg møder verden."