Johannes Nørregaard Frandsen |
11. februar 2011
Sproget ryger ofte på afveje, når flaget vajer - eller vejrer det? Lektor Johannes Nørregaard Frandsen dykker ned i sproget
Ruth Toft fra Rødekro er helt berettiget lidt irriteret over, at flaget tilsyneladende ikke opfører sig, som det gjorde engang. I hvert fald flagrer de sproglige begreber om dets bevægelser kraftigt i vinden. Et flag burde vaje fra flagstangen, mener Ruth Toft, men hun ser ofte i aviser og blade, at flagene nu vejrer i stedet for, og det mener hun da nok er noget, hunde gør.
Et af mine egne yndlingseksempler på flagsprog på afveje stammer fra en avis for nogle år siden, hvor der to gange i samme artikel stod om en person, at han havde tungtvajende grunde til et eller andet. Man ser det for sig: Det hænger nedad! Man kunne håbe for pågældende, at han ikke blev klynget op i flagstangen og vajede tungt derfra. Jeg har også set mange eksempler på, at flag vejer fra deres placering på en stang, og det gør de jo, altså vejer noget, men i sammenhængen er det noget vås.
Når det går stærkt i sprogmaskineriet i medierne, så kan naboord som vejre, veje og vaje løbe sammen, og det er altså rigtig dårlig stil ikke at kunne holde dem ude fra hinanden, så lad mig benytte lejligheden til først at vejre deres betydning og dernæst veje ordene på egen vægt.
Verbet vaje betyder at bevæge sig frem og tilbage, og det er oftest i forbindelse med vindens påvirkning. Vimpler, flag og vasketøj kan vaje i vinden. I Ingemanns ungdomshyldest til det danske flag, "Vift stolt på Kodans bølge" fra 1807, får vi en række synonymer i vifte, suse, flyve og altså vaje, og når man har sunget den lidt tunge tekst, er der ærlig talt tungtvejende grunde til at vejre lidt mod vinden. Ordet vaje er i øvrigt blafret ind i det danske sprog fra nederlandsk waaien, der betyder blæse eller flagre. Det er interessant i sig selv at en række begreber, der knytter sig til flåden, hvad et vajende flag historisk gør, ofte er indvandret fra Nederland. Det afspejler selvfølgelig det forhold, at såvel Holland som Danmark har været store flåde- og sejlernationer, og at der skete stor udveksling af skibe, skibsbyggere og søfolk i 16- og 1700-tallet.
Verbet vejre kan betyde at foretage indåndinger gennem næsen for at lugte noget i luften, og det er det, hunde gør, men det kan også betyde at blæse bort eller få noget til at forsvinde. Når landmænd vejrer hø, så får de fugten til at forsvinde. Dette verbum har rod i det oldnordiske vidra og tysk wittern, der er afledninger af vejr i betydningen vind eller luftstrøm.
Endelig er det ganske dagligdags verbum at veje, der kommer af oldnordisk vega, som egentlig betød at bevæge sig eller bevæge noget. Sådan er det da også, når jeg betræder en vægt, pilen har det med at bevæge sig, måske endda lidt voldsommere, end godt er, så jeg har måske tungtvajende grunde til at vejre lidt.
Det var sådan en lille oprydning i flagets bevægelsesmuligheder, og vaje er et flot, lidt højtidsstemt ord, synes jeg. Men det er selvfølgelig ikke let, når vaje faktisk også er en, ganske vist forældet, staveform for veje. Det var dengang, man også kunne hvøvte i stedet for at vifte.
sprog@k.dk