De fleste af os er vant til, at Ombudsmandens ord er lov. Det er de imidlertid ikke i streng juridisk forstand, og derfor kan Kirkeministeriet uden repressalier nægte at efterkomme en henstilling, som det er sket i sagen med den fyrede sognepræst fra Nordjylland, Mette Villads Christensen, hvor Ombudsmanden har ønsket en genoptagelse af sagen. Det har Kirkeministeriet sagt nej til.

Men det er ikke særlig klogt at gøre, vurderer forvaltningseksperter, mens politikere kritiserer kirkeministeren som øverste ansvarlige.

"Det er usædvanligt, at en statslig myndighed vælger at vende det døve øre til Ombudsmandens opfordringer," siger Michael Gøtze, der er lektor i forvaltningsret på Københavns Universitet, og som netop er i gang med en bog om Ombudsmandens rolle som juridisk vagthund.

"Da ministerierne har en minister som øverste chef, og da sagen dermed i sidste instans kan blive politisk, er det sjældent, at et ministerium bare ignorerer Ombudsmanden. Hvis Ombudsmanden har gode grunde til sin kritik og anbefaling, udløser det en lav karakter på den forvaltningsretlige karakterskala til det ministerium, der vælger at vandre videre med sagen, som om intet var hændt efter Ombudsmandens juridiske undersøgelse," siger Michael Gøtze.

Jurist Oluf Jørgensen, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøj- skole, fælder også en hård dom over Kirkeministeriet.

"Det er usædvanligt ikke at følge Ombudsmandens henstilling, og det ser jo ikke godt ud, at et ministerium nægter at følge den. Ombudsmanden er en meget, meget vigtig institution og en dansk eksportvare. Det er den eneste kontrolmulighed over for ministerierne, bortset fra domstolsvejen, som er meget lang. Der findes ikke andre klageinstanser," siger Oluf Jørgensen og peger på, at netop fordi institutionen ikke kan kræve noget, er den vigtig at værne om.