Den arabiske verden vågner op med værdighed og håb, skriver Tariq Ramadan

Al-Bannas mål var at grundlægge en "islamisk stat" baseret på gradvis reform, som skulle begynde med almen uddannelse og sociale programmer for brede befolkningsgrupper. I 1949 blev han myrdet af den egyptiske regering på ordre fra de britiske besættere. Efter Gamal Abdel Nassers revolution i 1952 blev bevægelsen udsat for voldelig undertrykkelse.

Mange af bevægelsens medlemmer blev tvunget i eksil: nogle i Saudi-Arabien, hvor de blev påvirket af den bogstavtro saudiske ideologi, og andre i lande som Tyrkiet og Indonesien: samfund med muslimsk flertal og sameksistens mellem en vifte af forskellige trossamfund. Atter andre slog sig ned i Vesten, hvor de kom i direkte kontakt med den europæiske tradition for demokratisk frihed.

Nutidens Muslimske Broderskab samler disse forskellige visioner. Men grundlæggergenerationen er meget gammel i dag, så lederskabet repræsenterer ikke længere fuldtud forhåbningerne blandt de yngre medlemmer, som er meget mere åbne over for verden, ivrige efter interne reformer og fascinerede af den tyrkiske model. Bag den forenede, hierarkiske facade er modsatrettede kræfter på spil. Ingen kan sige, hvad vej bevægelsen vil gå.

Det Muslimske Broderskab leder ikke opstanden, som bringer Hosni Mubarak til fald. Den udgøres af unge mennesker – kvinder og mænd, som har afvist diktaturet. Det Muslimske Broderskab og islamisterne generelt repræsenterer ikke flertallet. Der kan ikke herske tvivl om, at de håber på at kunne deltage i den demokratiske overgang, når Mubarak går af, men ingen kan sige, hvilken fraktion der vil blive dominerende. Det gør det umuligt at afgøre bevægelsens prioriteringer. Alt kan ske med de bogstavtro på den ene side og tilhængerne af den tyrkiske måde på den anden. Broderskabets politiske tænkning har udviklet sig betragteligt i løbet af de seneste 20 år.

Hverken USA eller Europa – for slet ikke at nævne Israel – vil uden videre lade det egyptiske folk gøre deres drøm om demokrati og frihed til virkelighed. De strategiske og geopolitiske overvejelser er af en sådan art, at reformbevægelsen allerede nu overvåges tæt af amerikanerne i samarbejde med den egyptiske hær, som har købt sig tid og tiltaget sig den afgørende rolle som mægler.

Det Muslimske Broderskab har besluttet at støtte Mohamed el-Baradei, som er blevet den centrale figur i protesterne mod Mubarak. Derved har ledelsen af Broderskabet signaleret, at tiden ikke er inde til at blotte sig ved at fremsætte politiske krav, som vil kunne skræmme Vesten og ikke mindst det egyptiske folk. Forsigtighed er kodeordet.

Respekten for demokratiske principper kræver, at alle kræfter, som afviser vold og respekterer retsstatsprincipperne (både før og efter valg), deltager fuldt ud i den politiske proces. Det Muslimske Broderskab må have lov at deltage i forandringsprocesserne – og det kommer bevægelsen også til, hvis en bare minimalt demokratisk stat kan etableres i Egypten (skønt ingen kan afgøre, hvad udenlandske stormagter har af hensigter).

Hverken undertrykkelse eller tortur har kunnet udslette Broderskabet. Det modsatte er faktisk tilfældet. Alene demokratisk debat og en levende udveksling af idéer har en indvirkning på udviklingen af de mest problematiske islamistiske teser – lige fra forståelsen af sharia til respekten for frihed og forsvaret for lighed. Kun ved at udveksle idéer – og ikke med tortur og diktatur – kan vi finde løsninger, som respekterer folkets vilje. Den tyrkiske model bør være en inspiration for os, som ser på.

Vesten bliver ved med at bruge "den islamistiske trussel" til at retfærdiggøre sin passivitet og deciderede støtte til diktaturer. Da modstanden mod Mubarak tog til, opfordrede den israelske regering gentagne gange Washington til at støtte Mubaraks anti-demokratiske militærregering mod folkets ønsker. Europa indtog en holdning om at vente og se. Begge standpunkter er afslørende: I sidste ende viger store ord om demokratiske principper for Vestens egne politiske og økonomiske interesser. USA foretrækker diktaturer, som garanterer adgangen til olie og tillader israelerne at fortsætte deres langsomme kolonisering, frem for troværdige repræsentanter for folket, som ikke ville kunne tillade en sådan tingenes tilstand at fortsætte.

Referencer til farlige islamisters røster for at retfærdiggøre, at man ikke lytter til folkets stemme, er både kortsigtet og ulogisk. Under både Bush og Obama har USA mistet enorme mængder troværdighed i Mellemøsten, og det samme gælder Europa. Hvis amerikanerne og europæerne ikke tager deres politik op til genovervejelse, kan det være, at stormagter i Asien og Sydamerika begynder at gribe forstyrrende ind i deres indviklede struktur af strategiske alliancer.

Påvirkningen af regionen, når Mubarak træder tilbage, vil være enorm – alligevel er de præcise konsekvenser umulige at forudsige. Efter revolutioner i både Tunesien og Egypten er det politiske budskab klart: Med ikke-voldelige masseprotester er alting muligt, og ingen enerådig regering sidder længere sikkert i sadlen.

Præsidenter og konger mærker presset fra dette historiske vendepunkt. Uroen har nået Algeriet, Yemen og Mauretanien. Man bør også se på, hvad der sker i Jordan, Syrien og sågar Saudi-Arabien: Forebyggende reformer er blevet annonceret, som var der en fælles følelse af frygt og sårbarhed blandt regimerne. Herskerne i alle disse lande ved, at hvis det egyptiske styre er ved at styrte sammen, risikerer de selv samme skæbne. Denne tilstand af ustabilitet er bekymrende og samtidig vældigt lovende. Den arabiske verden vågner op med værdighed og håb.

Forandringerne indgyder sande demokrater håb og lover skidt for dem, der er villige til at ofre demokratiske principper for deres økonomiske og geostrategiske beregninger. Befrielsen af Egypten ser ud til blot at være begyndelsen. Hvem bliver den næste? Hvis Jordan og Yemen følger trop, vil Saudi-Arabien som centrum i den muslimske verden befinde sig i en udsat position uden andet valg end at udvikle sig til et mere åbent politisk system.

Rundt om i verden er der blandt muslimer en afgørende masse, som vil støtte denne forandring – den nødvendige revolution i centrum. I sidste ende kan alene demokratier, som tager alle ikke-voldelige politiske kræfter til sig, bringe fred til Mellemøsten. En fred, som også må respektere palæstinensernes værdighed.

Tariq Ramadan underviser i moderne islamiske studier på Oxford Universitet. Han har senest udgivet bogen "The Quest for Meaning: Developing a Philosophy of Pluralism" (Jagten på mening – om at udvikle en pluralismens filosofi) på forlaget Allen Lane. Tariq Ramadan er barnebarn af Hassan al-Banna, som grundlagde det Muslimske Broderskab i Egypten i 1928.

(c) Global Viewpoint Network

Oversat af Sara Høyrup