Demokrati er et vovestykke

Begivenhederne på Tahrir-pladsen i Kairo finder sted i en periode i verdenshistorien, hvor antallet af demokratiske lande vokser. Efter Første Verdenskrig var der 31 demokratiske lande. Efter sammenbruddet af Sovjetunionen voksede tallet til 117 demokratiske lande. Når den igangværende demokratibølge er skyllet over Mellemøsten i løbet af nogle år, kan vi være oppe på cirka 130 demokratiske lande.

Erfaringerne fra Østeuropa og diktatoriske regimer i Sydeuropa eller Latinamerika har været, at demokrati ikke kommer af sig selv eller kan gennemtrumfes med fremmed militærmagt. Den sydafrikanske ærkebiskop og demokratiforkæmper Desmond Tutu har understreget, at demokrati skaber man demokratisk. Der skal være mennesker i samfund og stat, som kan skabe demokratiske forandringer indefra. Når først almindelige borgere mister frygten for autoriteterne og er villige til i fællesskab at demonstrere for frihed og værdige levevilkår, kan selv den stærkeste militærmagt krakelere indefra, fordi flertallet har mistet tilliden til systemet.

I forandringsprocessen fra diktatur til demokrati er der forskellige faser, og Egypten er i øjeblikket i den fase, man kan kalde for systemets legitimitetskrise. Det er en fase, der ofte hænger sammen med økonomisk ineffektivitet og politisk ustabilitet. Denne fase kan tage lang tid, men det afgørende er, at når bevægelsen mod systemskifte er sat i gang, kan den meget sjældent stoppes. Den amerikanske samfundsforsker Samuel P. Huntington sammenligner bevægelsen med en bølge, der langsomt bygges op for til sidst at bryde igennem, når bølgen bliver stærkere end understrømmen af personer og institutioner, der ikke vil deltage i systemskiftet.

Den koptiske kirkes leder i Egypten forsøger i øjeblikket at holde bølgen tilbage ved at skabe en understrøm af protest mod de mange mennesker, der vil et demokratisk systemskifte i Egypten. Han gør fælles sag med politikere, der tidligere ikke har været bange for at indsætte militæret for at få et demokratisk regimeskifte i Irak og Afghanistan. Det er nedslående at iagttage, hvordan liberalismen og demokratiets forkæmpere i USA og EU tøver med at støtte de mange egyptere, der sætter deres liv på spil i frihedens og retfærdighedens navn.

Kirkernes Verdensråd og den koptiske kirke skal passe på, at de ikke kommer for sent, når historiens hjul drejer.

Peter Lodberg er lektor i teologi på Aarhus Universitet.