I dette tilfælde depression, der er en rummelig diagnose, som man kan stille på baggrund af symptomer, de fleste menneske vil kunne genkende fra perioder i deres liv: Man føler sig trist, nedtrykt og træt over en længere periode, man mister interessen for de fleste ting og mangler sin sædvanlige energi og drivkraft. Man bebrejder sig selv og føler skyld, man mangler selvtillid og har svært ved at se meningen med livet, man har stærk nedsat eller overdreven appetit, og man sover dårligt.

Svend Brinkmann understreger, at han ikke vil nedgøre den lidelse, mennesker mærker, når de har ondt i livet, men han mener, at for mange får diagnosen depressiv uden grund. Andre eksempler på diagnoser, som får medvind af tidsånden, er ADHD (opmærksoms- og hyperaktivitetsforstyrrelse), PTSD (posttraumatisk stress syndrom) og social angst.

"Folk har det svært, men det er ikke det samme som at have en psykisk lidelse. Vi er mindre tilbøjelige til at acceptere problemer og vanskeligheder som individer og samfund. Hvor sænket et stemningsleje må man have, inden man kommer under mistanke for at være depressiv? Hvor stor en virketrang skal man have i arbejdslivet og privat for ikke at virke depressiv?".

Når man har ondt i livet og får stillet en diagnose som depression, kan det ifølge Svend Brinkmann ofte være en sund reaktion på et sygt liv.

"Mange af de folk, som går ned med en depression, lever objektivt med livsvilkår, som er ufrugtbare for dem. Det kan være vigtigt at se på livsvilkårene og ikke bare klare problemet med medicin," siger han og nævner som et eksempel børnefamilier, hvor både mor og far har fuldtidsjob og må løbe stærkt for at få hverdagen til at hænge sammen.

"Går han eller hun ned i tempo, hænger deres liv ikke sammen. Det er en afvigelse, som vi ikke har råd til, hvis livet med to job og børn skal hænge sammen. Men er det ikke et problem, at vi har fået kørt samfundet op i tempo, der gør, at folk må tage antidepressiv medicin for at kunne følge med?", spørger han.

Når mange danskere hver eneste dag forlader lægen med en diagnose som depression, hænger det også sammen med, at det at få stillet en diagnose kan fungere som en slags redningsplanke. Ikke alene er det en redningsplanke for patienten, der nu kan se frem til en længere sygemelding, men også for lægen, som oplever at kunne være med til umiddelbart at lindre ved at give patienten en tiltrængt pause på et legitimt grundlag.

"Lægen giver en diagnose, fordi man tænker på patientens ve og vel. Som patient er der umiddelbart noget frigørende i at få en diagnose, for det er forbundet med en slags anerkendelse af problemet. Med en diagnose kan patienten konkludere, at det ikke bare er hende, som føler, at hun har et problem. En diagnose er nødvendig i mange tilfælde, hvis man vil have en sygeorlov, men det er lidt ærgerligt, at man skal have en psykiatrisk diagnose, for at man kan få lov at komme lidt ned i tempo, og på længere sigt kan diagnosen hindre individet i at få ændret på de forhold, som symptomerne var en sund reaktion på," siger Svend Brinkmann, som slår til lyd for, at man anlægger et mere socialt perspektiv på de psykiske problemer.

Forskning har vist, at der er en sammenhæng mellem den økonomiske ulighed i et samfund og udbredelsen af psykiske lidelser, men det perspektiv bringes sjældent på banen, fordi sygdom ses som et individuelt problem, som man må handle sig ud af ved at give den depressive eller stressramte værktøjer til at håndtere problemet.

Når en læge stiller en diagnose, skal det ideelt set ske ud fra en biologisk, psykologisk og social sygdomsforståelse. Men i mange tilfælde har det biologiske sygdomsbillede forrang i lægers bevidsthed, mener Svend Brinkmann.

Set i et historisk perspektiv er der sket en forskydning i vores selvforståelse over mod et biomedicinsk verdensbillede, hvilket ses tydeligt, når læger undersøger en patient. Der findes gode videnskabelige grunde til, at det biomedicinske verdensbillede har vundet større indpas, fordi forskere de senere år har fået ny viden om genetik og neurovidenskab, som har givet et nyt sprog til at forstå mange af tilværelsens spørgsmål.

"Det har klart nogle fordele, at man i dag kan forklare ting inden for nogle videnskabelige rammer. Vi er blevet bedre til at behandle sygdomme, men vi er blevet dårligere til at tale om, hvad vi mener med sygdom. Men dyrkelsen af et biomedicinsk verdensbillede betyder også, at man ikke i så høj grad konsulterer psykologien og filosofien," siger Svend Brinkmann, som mener, at en fokusering på et biomedicinsk verdensbillede i værste fald kan gøre biologi til skæbne.

Inden for psykiatrien arbejder man med en biologisk psykiatri, hvor man prøver at finde den neurologiske og genetiske baggrund for psykiatriske lidelser. Brinkmann ser det som et led i individualiseringen og mener, at man her mister blikket for den sociale og psykologiske side af sygdomsforståelsen.

"Hvis det er i individets hjerne, man ser en kemisk ubalance, vil man i en biologisk psykiatri arbejde med at ændre ubalancen i hjernen, men hermed individualiserer man problemet og forsømmer at se problemet ud fra et socialt og samfundsmæssigt perspektiv."

Når det biomedicinske verdensbillede regerer, vil tilgangen til eksistentielle problemer ændre sig. Som et eksempel fortæller Svend Brinkmann om en kvinde med depressive træk, som opsøgte en psykolog. Kvindens mand havde begået selvmord, og kvinden så sig som medvirkende årsag til selvmordet. Hun følte skyld, og psykologen mente ud fra et biomedicinsk verdensbillede, at det var hendes opgave at fjerne skylden hos kvinden.

"Vi skal ikke behandle skyld eller andre eksistentielle temaer som skam, dødelighed og ansvar som noget, man bare skal fjerne. Det er ikke sygeligt at føle skyld, når ens mand har begået selvmord. Jeg mener, at det viser, at man er et moralsk menneske, som er i kontakt med en moralsk realitet. Jeg frygter, at vi udvikler en fladere forståelse af, hvad et menneske er, når man forklarer livets modgang biomedicinsk."

nygaard@k.dk