Autoritet - en nødvendighed i både skole og samfund

Næsten lige hjemkommet fra et års ophold i Kina var jeg vidne til, at forældre var aktivt optaget af at give deres børn opmærksomhed og kvalitet, og jeg så, hvordan de havde selv små børn med til store koncerter i koncertsalene i byen. De kunne lytte, de kinesiske børn, og de kunne sidde stille.

Men hjemme igen er det let iagttageligt, at danske forældre overlader børnene til deres egen hektiske ungdomskultur. Forældrene forlanger mere og mere af lærerne. Men hvor er deres egen indsats og engagement i børnenes udvikling?

I min skoleverdens optik tog denne udvikling fart, da den forhenværende statminister Anders Fogh Rasmussen (V) for åben skærm i sin første nytårstale talte eksperter og smagsdommere imod. Hans hadske opgør opfattede vi på min skole som et samfunds- og fællesskabsnedbrydende udsagn, et frontalopgør med alt det, vi stod for som skolefolk. Fremført af en statsminister, der i sit selvopgør var skamredet af den nyliberale ideologi.

Et par eksempler fra min skoleverden: En nyliberal økonomifar kom ind på mit rektorkontor og forlangte, at jeg skulle ændre datterens årskarakter i matematik fra 8 til 10. "Hvorfor skal jeg det?", spurgte jeg spagfærdigt, og svaret lød: "Fordi jeg tjener flere penge, end du gør".

Og en tidligere minister i en borgerlig regering stod med sin håbefulde datter på skolens kontor ved en orienteringsaften og spurgte mig: "Hvad kan din skole gøre for min datter?". Da jeg svarede tilbage med et Kennedy-citat: "Hvad kan din datter gøre for min skole?", blev han "mopset". Den slags optrin på en rektors kontor var utænkelige for en generation siden.

MIT SYNSPUNKT ER, at den borgerlige regering i 10 år har gjort alt for at nedbryde institutionernes naturlige autoritet, og man har i nyliberal mistillid suget al kraft ud af embederne.

Tilliden til den faglige kompetence er forsvundet. Fagkonsulenterne blev fjernet. Embedets autoritet blev systematisk brudt ned. Vi ved godt, at ingen i dag kan udgive sig som autoritet i kraft af traditionens tyngde eller i kraft af det embede, man er blevet betroet.

Men når autoritetstabet er så synligt stort, når ansatte i den offentlige sektor, for eksempel socialrådgivere, bliver lovet tørre tæsk, når sygeplejerskers professionelle behandling bliver draget i tvivl, når højtuddannede læger bliver beklikket på deres faglige kompetence af politikere og hysteriske journalister, når lærere hele tiden udsættes for ambitiøse etbarnsforældres chikane, så må der gøres indsigelser.

Når skoleåret begynder, skriver mange politikere kronikker, hvor de angriber Danmarks tusinder af dygtige lærere, der har planlagt relevant undervisning for det nye skoleårs elever. Overskriften lyder igen og igen: "Lærerne duer ikke". Selv en tidligere statsministers Vild med dans-kone var på en tabloidavis? spiseseddel ude med vurderingen: "Folkeskolens lærere duer ikke". Og som jaget vildt har lærerne, der passer deres arbejde, fundet sig i det.

Vi er drevet frem af en nyliberalistisk ideologi på alle områder i vores samfund. Den politiske autoritet, viljen til på værdig måde at sige til og fra er borte. Ingen tør hævde et kvalitetsprincip, at noget er bedre end andet.

Danske politikere har mistet deres dømmekraft og sunde fornuft. Og den danske befolkning er forstyrret indplastret i anti-fornuftens perversion, overladt til markedssamfundets totalitarisme med appel til egoisme, grådighed, griskhed, underholdning og dumhed.

Det græske ord, som man oversætter ved "autoritet" og "myndighed", exousia, betyder den kraft eller magt, som kommer ud af alt levende. Ingen kan påtage sig autoritet, fordi autoriteten kommer ud af selve skabelsen, men i dag lever vi i et dilemma: Ingen tør henvise til nogen form for førkulturel autoritet.

Den etablerede orden er ikke længere en tilstrækkelig begrundelse for normer. Det nytter ikke at begrunde autoritet ved at sige, at dette har tidligere generationer godtaget og troet på. Vane og tradition er ikke længere den selvfølgelige og ubestridelige basis for autoritet.

Men problemet er, at vi ikke kan leve uden normer, som giver mening og retning til vore egne tanker og handlinger. Og et civilsamfund kan ikke opretholdes uden iboende konsensus om op og ned, rigtigt og forkert, dit og mit, kvalitet og kitsch.

Og vi kan ikke overlade den opgave at overføre normer og værdier til skolen alene. Alle må bære med. Mennesket kan ikke leve i det evige bombardement fra medier og omgivelser, der illustrerer altings ligegyldighed. Den nyliberale frisættelse er totalitær af væsen.

På det elementære personlige plan er autoritet noget, som primært træder frem og formidles i kontakten med andre mennesker, hvor der er tale om at anerkende og blive anerkendt, at forstå og blive forstået. For barnet er autoritet og forbilleder derfor det samme. Det er en gammel erfaring, at børnene krystalklart gennemskuer autoriteten, når den bliver autoritær eller fremtræder som forførerisk spil for galleriet.

Der er ingen ønskelig vej tilbage til den autoritære skole, men det er nødvendigt, at politikere og forældre samvirker om at genskabe lærerens myndighed som pædagog, vejleder, naturlig autoritet, forbillede, Det kan kun ske ved at genskabe respekten for fagene, for lærerens viden, pædagogiske indsigt og lærerens nærvær, ja, og brug blot ordet kærlighed til eleverne.

Derfor må lærerne generobre autoriteten i en ny konstruktiv balance i den vigtigste triangel i enhver undervisningssituation mellem elev, lærer og stof. Og det skal politikerne og forældrene i tillid gå ind og bakke op om, og så skal de i øvrigt holde sig på kreativ afstand af skolen. Lærerne og eleverne kan selv finde ud af det, hvis vi viser dem elementær tillid.

Asger Sørensen er tidligere rektor på Gammel Hellerup Gymnasium og religionsfagkonsulent i Undervisningsministeriet