Frank Kærgaard blev jæger, fordi han fik en hund, en beagle, der var så aktiv, at den ikke var til at styre på en halv tønde land. I et forsøg på at trætte hunden mentalt lagde han spor ud på deres lufteture, som den skulle snuse sig frem til. Det blev "Topper", som den hed, så god til, at han trænede den op til at blive en schweisshund, som er betegnelsen for hunde, der kan snuse blod og finde frem til sårede og anskudte dyr.
"Jeg blev fanget ind af sporten, og som 46-årig tog jeg jagttegn, fordi man for at bruge schweisshund skal have en riffel, så man kan aflive vildtet," siger Frank Kærgaard.
I dag er "Topper" ikke mere og heller ikke hans efterfølger, en labrador, der hed "Luther". Og som provst i Kolding Provsti har den 63-årige Frank Kærgaard ikke tid til at optræne endnu en schweisshund.
"Men jeg går stadig på jagt. Det har tilført en ny dimension til mit liv. Jeg nyder kontakten med naturen fjernt fra verdens larm og det sociale fællesskab med andre jægere. Du kommer tættere på skaberværket ude i naturen med alle dens dufte og lyde. Når du sidder derude, fra solen står op, er du opmærksom på, hvordan alting veksler i løbet af en dag. Pludselig hører du noget pusle i krattet – det er en fasan," siger Frank Kærgaard.
LÆS OGSÅ: Man viser vildtet den sidste respekt
Hans interesse for at gå på jagt er ikke noget, han har fået med fra opvæksten, fordi hans far eller andre i familien var jægere og havde land at jage på. Dermed ligner han mange af de mænd og kvinder, der i disse år er begyndt at gå på jagt.
Ifølge nye tal fra Jagtkontoret i Naturstyrelsen er antallet af danskere, der går til jagtprøve steget med 45 procent siden 2008. Hvor der for tre år siden var 5127, der gik til jagtprøve, var tallet i 2010 steget til 7371.
Fem procent af jægerne er kvinder, men selvom de udgør et mindretal i jægerstanden, viser opgørelser fra Jagttegnsregistret, at antallet af kvindelige jægere er vokset markant gennem de seneste år.
Danmarks Jægerforbund, der tæller 90.000 medlemmer ud af de i alt 228.700 danskere, der er jagttegnsberettigede, konstaterer, at jagt er blevet en ny trend. Og at de nye jægere overvejende er mennesker, der ikke har fået oplevelser med jagt, vildt og natur ind med modermælken.
"Jagt og moderne tider er ikke to uforenelige ting. Noget tyder på, at der er en større forståelse på vej for jagten og jægerne. Det kan vi blandt andet se ved, at der nu er en større accept af at slå dyr og fugle ihjel. Og det går endda at vise det i tv, uden at der lyder et ramaskrig af protester som for 10-15 år siden. Det synes jeg er utrolig glædeligt," siger H.C. Fuglsang, Bramming, der er formand for medlemsudvalget i Danmarks Jægerforbund.
Et eksempel er tv-programmerne "Nak og æd", der blev vist i efteråret på DR 2, hvor naturmanden Jørgen Skouboe forskellige steder i Danmark nedlagde vildt som kronhjort og kaniner, der efterfølgende blev tilberedt over åben ild af kokken Nikolaj Kirk.
Over hele landet sidder jægere in spe i denne tid på skolebænken for at forberede sig på jagtprøven, der finder sted til april. Således også forleden aften i nordsjællandske Rungsted i en kommunal bygning, som Hørsholm og Omegns Jagtforening har lejet sig ind i. Her byder jagtforeningens formand Max Elbæk i grønne bukser, ditto skjorte og sandfarvet vest med mange lommer velkommen til et jagttegnskursus med 25 deltagere, der har været i gang siden september sidste år. Alle minus en er mødt op, deriblandt tre kvinder. Aldersmæssigt spænder holdet fra 16 år og opefter.
Der er ild i pejsen, gevirer på væggen, udstoppede fugle, en ræv og et egern på en hylde og varm kaffe på kanden. Underviser Brian Elbæk gennemgår denne aften ammunition til jagt, derunder indretningen af patroner, kaliberbetegnelser, riffeltyper, indskydningsafstand og andre teknikaliteter. Undervejs bliver det understreget, hvor vigtigt det er at anvende den rette ammunition, så vildtet dør så hurtigt og smertefrit som muligt.
Kursusdeltagerne følger med på overheadprojektoren og i deres "Vildt og jagt i Danmark", som er lærebogen til den autoriserede jagtprøve. En af dem er Lisbet Rømeling, 44 år, mor til to børn og studerende fra Virum. Hun er blevet inspireret til at tage jagttegn via en venindes mand og hans familie, der går på jagt.
"Jeg synes, at det lyder dejligt med samværet, naturen og at have en fælles interesse med andre. Men jeg aner ikke, om jeg vil kunne skyde et dyr. Jeg har aldrig prøvet det og ved ikke, om jeg får et chok. Jeg har endnu ikke haft et gevær i hånden," siger Lisbet Rømeling.
Men det får hun snart, for et par dage senere skal holdet møde til "tørtræning" på Blovstrød Skole, hvor de skal lære at betjene våben og træne afstandsbedømmelse.
"Det er vigtigt, at I lærer det, så I bliver høvlet rigtig igennem til skydetræningen. Lærer I det ikke, tager vi maj med. Nu begynder det at blive alvor. Vi nærmer os jagtprøven," buldrer det oppe fra overheadprojektoren.
Et jagtegnskursus koster cirka 2000 kroner og undervisningsmaterialerne omkring 600 kroner. Et nyt gevær koster fra 5000 kroner og opefter. Dertil kommer forskelligt jagtudstyr som tøj og taske. Medmindre man er inviteret, skal der også betales for selve jagten.
Fra verdens begyndelse har der været jægere. Men for 500 år siden blev jagten forbeholdt den samfundsklasse, der ejede jorden og dermed havde magten, pengene og adgangen til vildtet, påpeger Jette Baagøe, der er museumsdirektør på Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm.
"Det var et gode at have den jagt. Vildtet var en ekstra kødressource, men det, at man havde ret til at skyde det, var ensbetydende med at have magt over naturressourcerne. I vort demokratiske samfund ejer enhver bonde sin egen jord. Men naturen er stadig en begrænset ressource, og ejerskabet til den danske jord er begrænset til færre hænder, fordi der er blevet færre landbrug, der ejer land og skov. Derfor må de fleste i dag betale for at gå på jagt, og det skal man enten have råd til eller også kende de rigtige kontakter."
"Det ser ud, som om det i dag i visse socialgrupper af veluddannede og vellønnede folk midt i 30?erne er blevet moderne at gå på jagt. Jagt har været og hænger stadig sammen med ens sociale status i samfundet. Derfor signalerer det også i dag social status at tilhøre jagtkonsortiet," siger Jette Baagøe.
For 20-30 år siden var den gennemsnitlige jæger i Danmark en yngre mand, der var vokset op på landet og havde gået på jagt med sin far og lært det fra barnsben, for det tilsagde den familiære tradition. I dag er der en tendens til, at jagttegnet bliver taget i en voksen alder, og langt de fleste af de nye jægere bor i byerne.
"Det vigtigste for en jæger er naturoplevelsen – det går igen i alle undersøgelser. Det handler om at komme ud i naturen, men også om den intense måde, man er til stede i naturen på, når man har et gevær over skulderen. Man er samtidig til stede på en anden måde, når man er der på dyrenes præmisser. Man bliver en del af det, der sker i naturen, når man går på jagt. Og denne intense oplevelse er usædvanlig for bymennesker."
"At gå en tur i skoven har gennem de sidste 25 år været den vigtigste fritidsbeskæftigelse for danskerne, viser undersøgelser. Vi har en basal trang til at komme ud i naturen. Oprindelig hørte vi til i små grupper på så store arealer, at man ikke mødte hinanden. Nu er vi buret inde i stenørkener, hvor der hele tiden er støj. Derfor giver det god mening, at mange nu er begyndt at søge ud i naturen for at opleve stilheden og stresse af. Og som jæger oplever man også fællesskab med andre."
På Jagt- og Skovbrugsmuseet oplever man ofte, hvor fremmedgjorte moderne mennesker er blevet i forhold til naturen. Her kommer børn, der tror, at mælk kommer fra en fabrik, og ikke ved, at kyllingen i køledisken engang har været levende.
"Når man ingen fornemmelse har af, hvad vi lever af, mister man også forståelsen for ens plads i naturen. Det er et grundlæggende problem i samfundet. Dertil kommer, at naturbevaring og -beskyttelse i en årrække ikke har været politisk prioriteret herhjemme. Det er kommet tilbage på den politiske dagsorden efter klimatopmødet i København, og det har stor betydning. Tendensen er heldigvis ved at vende i form af en stigende interesse for naturen," siger Jette Baagøe.
Hun synes, det er godt, at flere danskere bliver jægere.
"Både fordi det er uhyggeligt at opleve, at mennesker bliver så fjerne fra det, de selv er en del af. Men også fordi mennesker, der går på jagt, ofte har interesse for naturen og for naturpleje. Så jeg er personligt glad for, at der er flere, der går på jagt, for de plejer at stille krav, og det er positivt for den hårdt prøvede natur."
Endnu et aspekt af den fornyede interesse for jagt blandt bymennesker er, at beherskelse af naturen er blevet en faktor, der også giver social status. Det mener cand.techn.soc. Hans Peter Hansen, der er ansat som forsker på Afdeling for Miljøkommunikation på Landsbrugsuniversitetet i Uppsala i Sverige.
"Politisk og socialt er naturen blevet et magtfelt. Og de, der kan beskrive, forklare og beherske naturen, har fået en særlig betydning og anseelse. Det gælder ikke kun naturvejledere, forstfolk og andre, der professionelt beskæftiger sig med naturen, men også såkaldt almindelige mennesker, der har friluftsliv som hobby. Og på tv er programmer om beherskelsen af naturen som for eksempel ?Nak og æd? og ?Bonderøven? populære."
"Det handler om forsoning med naturen. I det moderne samfund har vi fjernet os fra naturen, der jo er vores eksistensgrundlag. Samtidig bliver vi hele tiden bombarderet med, at mennesket udgør en risiko for naturen, at vores adfærd ikke er bæredygtig og ikke korrekt. Deraf behovet for forsoning med naturen. Og derfor tror jeg, at jagt spiller en rolle som en mere direkte metode til at forsone sig med nogle af de eksistentielle spørgsmål, vi alle slås med," siger Hans Peter Hansen.
Han er vokset op uden for Varde i Vestjylland og har gået på jagt, siden en onkel, der selv var jæger, forærede ham et gevær, da han var 15 år. Gennem årene har han prøvet mange forskellige jagtformer som elgjagt, havjagt, klapjagt og jagt på rådyr, hjorte, gråænder, fasaner og harer.
Fortsætter næste side
"I begyndelsen var det spændingen, at skyde, at kunne beherske noget og udfordringen. Men hurtigt kom noget andet ind – at det er en meget sund mentalhygiejnisk proces, hvor man tager et gevær og sætter sig ud et sted, hvor der kommer dyr. Man sidder i mange timer, og jeg tog altid en notesbog med, fordi jeg fik god inspiration. Efterhånden fik jeg et afhængighedsforhold til at komme ud, slappe af og være alene med mig selv. Det var på en eller anden måde meningsskabende," siger Hans Peter Hansen.
Som forsker har han skrevet flere artikler om jagt samt et bidrag til Politikens jagtbog "Fokus på jægere" om "Jagten fra det sociale perspektiv". Han har også stået for undersøgelsen "Jagt i Danmark 2000", hvoraf det blandt andet fremgår, at motivet for at gå på jagt er aldersafhængigt: Unge jægere gør det overvejende for spændingens skyld. De 30- til 40-årige gør det mere for at stresse af. De 40-50-årige for at få trofæer. Og blandt de ældre spiller det sociale samvær en stor rolle.
Selv har han ikke tid til at gå på jagt lige så ofte, som da han var yngre. Nu bliver det til et par gange om året.
Hans Peter Hansen er en så erfaren jæger, at det må være relevant at stille ham spørgsmålet: Hvordan føles det at skyde og dræbe et dyr?
"Det første store dyr, jeg skød, var et rådyr. Det at have taget et liv afstedkommer en meget ambivalent følelse, som man især oplever den første gang. Det er et slags kontrapunkt, hvor man på en gang er meget trist og samtidig oplever en glæde over det."
"Når man selv står for at slagte og tilberede det dyr, man har skudt, er der et vemod. Det oplever jeg stadigvæk. For mig er det vigtigt, at det vemod findes. Det handler om respekt. Men det er også meningsfuldt. Jeg tror, at det dyr, jeg har skudt, har levet et godt liv. Jeg er kødspisende, og derfor går jeg ud og er med til at holde mig selv i live ved at indgå i et kredsløb."
"Ens egen dødelighed er også med i det – og en forsoning med den."