Breve fra fortiden

"Du ringer en dag, ikke?".

Jeg håber, at jeg ringede – nej, jeg ved, at jeg gjorde det. Men jeg fik aldrig besøgt den kære ældre kvinde, der sluttede et brev til mig med ovenstående opfordring, før det var for sent.

Mildred er ikke glemt. Men det var hendes brev fra marts 1993.

Det dukkede op, da vi for nylig ryddede loftet. Håndværkere skulle komme for at lægge nyt tag. Så ned bar vi alverdens sager. Meget af det var lige til containeren. Overhalet af tiden som plasticsækken med falmede plysdyr. Pladespillere i uorden. Hjemmestrikkede blebukser i ubleget bomuld. To skræddersyede balletkjoler størrelse 7 og 12 år. Engang kridhvide og struttende, nu grå af ælde. Malerier, bøger, legetøj.

Blandt det meget gods, gemt af vejen af nok sentimentale grunde, men sikkert også i håbet om, at det igen en gang kunne komme til nytte, var en stor papkasse. Den viste sig at være proppet med breve. Ikke at jeg havde glemt, de var der, men bevidstheden om dem havde været stuvet hen i et støvet hjørne af min mentale harddisk.

På den er også opmagasineret alverdens gamle sager. Erindringer, følelser, billeder og stemninger fra før verden blev en anden. Fra dengang, hvor man talte om hukommelse og ikke harddisk. Hvor man skrev breve på papir til hinanden og ikke sendte sms?er og mail. Fra før Facebook. Og dengang hvor jeg i min egen modne selvforståelse ikke var blevet til den, jeg er.

Det blev altsammen kaldt til live, da jeg dykkede ned i papkassen og begyndte at læse brevene fra fortiden. Nogle er håndskrevne med stejl skråskrift, andre med barnlig rund formskrift og nogle prentet med så personligt et udtryk, at de er tæt på at være ulæselige. Og så er der de mange maskinskrevne, hvor ord og sætninger indimellem er streget over med x?er, som var den tids deletetast.