Hvad betyder noget for dig? Det er det spørgsmål, borgerne vil møde fra Værdikommissionen, som netop er nedsat på foranledning af Kristendemokraterne. Værdikommissionen skal ikke sidde med en færdig facitliste over borgernes værdier, som enkelte meningsdannere ellers ihærdigt har forsøgt at give indtryk af. Der står faktisk meget klart i kommissoriet for kommissionen, at arbejdet skal tilrettelægges, så befolkningens værdier og meninger afspejles. Kommissionen skal derimod ikke i sit virke gøre sig til fortaler for bestemte værdier.
Når værdikommissionen er vigtig for Kristendemokraterne, så skyldes det, at der er behov for at give borgerne en platform, så borgerne kan komme til orde i en tid, hvor uendeligt kloge kommentatorer, politikere og en overfladisk presse sætter dagsordenen uden skelen til, hvad mennesker reelt er optaget af i deres samtalekøkkener og ved kakkelbordene rundt omkring i landet.
Det er mit håb, at Værdikommissionen vil få en bred og folkelig forankring med involvering af alle hjørner af det danske samfund. Det gælder lige fra fagbevægelse, efterskoler, højskoler og til indvandrermiljøerne. Det er vigtigt, at vi for en gang skyld får taget hul på en værdidebat, som ikke skiller os ad i dem og os, men som derimod tager sit udgangspunkt i os alle sammen, som udgør det danske samfund. Hvad har vi til fælles, og hvordan kommer vi igen til at sætte fokus på et begreb som livskvalitet i en tid som kun handler om penge. Hvordan imødekommer vi den refleksion og eftertanke, som befinder sig dybt i folkehavet ovenpå finanskrisen, hvor ræset efter flere fladskærme og større biler får konsekvenser for vores familieliv, forholdet til vore venner, det nære og alt det betydningsfulde.
Borgerne får mulighed for via Værdikommissionen at udfordre den siddende elite på Christiansborg, på debatredaktionerne, og vil ganske givet nuancere vores opfattelse af fællesskabet, og ikke mindst det værdifællesskab som bidrager til den for et samfund så vigtige sammenhængskraft. Værdikommissionen er ikke en kristen kaffeklub, der vil trække noget ned over hovedet på folk. Tværtimod så er udgangspunktet borgernes. De der med uvidenhed og arrogance påstår andet, er måske det bedste argument for nødvendigheden af en Værdikommission.
Per Ørum Jørgensen, MF og Parlamentarisk Leder af Kristendemokraterne








































