Realisten Obama

Da oprøret først begyndte at skylle ind over Tahrir-pladsen i Kairo for tre uger siden, holdt Det Hvide Hus sig tilbage. Obama undlod at bakke entydigt om det massive folkelige krav om præsident Hosni Mubaraks afgang og opfordrede i stedet den egyptiske enehersker til at iværksætte demokratiske reformer. Selv efter at Obama-regeringen begyndte at presse Hosni Mubarak til at træde tilbage, støttede den en overgangsperiode styret af Mubaraks håndplukkede og folkeligt upopulære vicepræsident Omar Suleiman.

Præsident Obama skuffer dermed de vælgergrupper, der betragtede ham som en venstreorienteret due og menneskerettighedskors- farer. Under præsidentvalgkampen i 2008 præsenterede han ofte sig selv som en repræsentant for antikrigs-venstrefløjen og pointerede, at han var den eneste kandidat, der som senator havde stemt nej til USA's invasion af Irak.

Foran konservative og midtersøgende vælgere har Barack Obama dog altid portrætteret sig selv som en mere realpolitisk høg, der altid vil sætte amerikanske interesser først. Og efter to år i embedet står det klart, at selvom mange af hans politiske modstandere ynder at præsentere ham som en spagfærdig due, er præsidentens udenrigspolitik i højere grad gennemsyret af konservativ realpolitik end af venstredrejet ideologi.

Det har han vist med sin håndtering af krigen mod terror, som han har ført med hård hånd i tråd med forgængeren George W. Bushs politik, og nu også med omvæltningerne i Egypten. Den konservative midte har da også i store træk støttet hans strategi.

"Obamas reaktion på den udenrigspolitiske krise i Egypten komprimerer hele hans udenrigspolitiske vision," skriver kommentatoren Ross Douthat i avisen New York Times.

"Dette er ikke blødsøden, dueagtig vaklen. Det er koldblodig realpolitik," fortsætter Douthat.

Forestillingen om Barack Obama som en helt ny type moderne leder frigjort fra tidligere tiders snævre politiske kategorier var med til at vinde ham Det Hvide Hus. Men det står klart, at præsident Obama fører diplomati af den gamle skole. Idealisme lever kun side om side med realisme, når forholdene tillader det. Egypten bliver næppe det sidste eksempel herpå.

nyholm@k.dk