23 indlæg det seneste døgnDen danske regering har en særlig forpligtelse, fordi vi med vores krigsdeltagelse i Afghanistan officielt støtter den afghanske regering. Derfor må udenrigsministeren fortælle præsident Hamid Karzai, at en henrettelse af de to kristne mænd vil betyde, at vi ikke længere kan støtte det afghanske regime militært.
Hvor naiv kan man være?
Danske troppers tilstedeværelse i området har intet med menneskerettigheder, religionsfrihed at gøre. Eller demokrati, personlig frihed, frihandel, pigeskoler og meget andet.
Efter Taliban-regiment blev smidt på porten i 2001/2002, blev det nye Afghanistan dannet, med Hamid Karzai i spidsen. En stat med navnet "Den Islamiske Republik Afghanistan". Indikerer navnet, at religionsfrihed er noget der ligger staten på sinde?
Afghanistans befolkning består af mange folkeslag, hver med deres skikke, religion og sprog. Et kulturelt kludetæppe, der betyder at lovgivningen tilpasses de enkelte grupper. Nogle love gælder for én gruppe, andre love for en anden. Udgangspunkt for landets love, har været at legitimere den eksisterende kulturelle praksis - ikke at opdrage og reformere befolkning til at danse efter en centralregerings moralske taktstok.
Danske politikere lod sig snøre til at deltage i "Projekt Afghanistan" i 2002. Forslaget fra Udenrigsministeren, Per Stig Møller, var at nu Taliban var smidt på porten, burde Danmark bidrage med 50 mineryddere, så den nye regime og dets befolkning kunne komme godt i gang. Et forslag, til en årlig udgift på ca. 30 mio. kroner, var der opbakning til. I dag er der 750 danske soldater i landet, og den årlige udgift ca. 2.500 mio. kroner.
Hvad angår de to personer, der har været fængslet (læs: udsat for "kriminalforsorgens" og medfangers overgreb) i månedsvis, handler det formodentligt om to forhold. For det første, at nogle gerne vil statuere et eksempel på at frafald og landssvig kan koste dyrt, og dels om andet end at de lokale despoter skal bestikkes, hvis de skal slippe vedkommende fri. Hvordan personernes sikkerhed fremover skal sikres, er dernæst mere end tvivlsom. Enhver vil jo vide, at det kan betale sig at fængsle dem, da nogen åbenbart er villig til at købe dem fri. Ergo handler en frigivelse også om, at den lokale despot betales rundhåndet for at sikre mod fremtidige overgreb.
At appellere til danske politikere, herunder Ferieministeren, bør man naturligvis gøre. Diplomatiet kan til tider udvikle små mirakler - og navnligt hvis der følger betaling med. Ikke nødvendigvis i kontanter, men f.eks. i yderligere forpligtelser til at støtte Karzai regimet. Hamid Karzai er i øvrigt rigets rigeste person, efterfulgt af sin bror og diverse krigsherrer der var i væltet før Talibanregimet (1992-2001) og nu igen sidder på magten. Et regime af korrupte og krigsforbrydere.
At opfordre Ferieministeren til at true Hamid Karzai med ensidig dansk tilbagetrækning, i fald han ikke lystrer, er mere end almindeligt hattedameagtigt.
