Regeringens oplæg til en førtidspensionsreform tager udgangspunkt i, at INGEN under 40 år skal kunne tilkendes FP.

Det er alt for unuanceret. Førtidspension bør tilkendes, når en persons erhvervs- og funktionsevne VARIGT er nedsat i en sådan grad, at selv ikke en støttet arbejdsmarkedsforanstaltning har udsigt til at kunne fastholde ansøgeren i en funktion på arbejdsmarkedet. Derfor er det aldeles useriøst at indføre en ekskluderende aldersgrænse, f.ex. på 40 år.

Psykologbehandling og coaching er ideelt set gode redskaber, men der findes helt oplagt tilfælde, hvor en mental lidelse forhindrer mennesker på under 40 år at varetage en funktion i arbejdslivet.

De to store sindslidelser, som giver psykotiske tilstande: Schizofreni og psykotisk depression eller bipolare affektive tilstande (manio-depressiv sindslidelse) venter jo ikke i 40 år med at bryde ud. Faktisk er gennemsnitsalderen for en psykotisk sygdoms frembrud en hel del under 40 år.

Men samtidig må man erkende, at mange af selv de svære lidelser lader sig behandle, medikamentelt eller gennem psykologassistance. Derfor var det mere ædruelig tale at henvise patienter under 40 år til en tidsbestemt førtidspension, hvor sagen tages op som "kontrolsag" efter et vist åremål.

Det kan dog i sig selv være en mentalt udbrændende situation at have en kontrolsag "hængende over hovedet". Den forsørgelsesmæssige usikkerhed kan i sig selv være medvirkende til at fastholde den psykiatriske patient i sin sygdom.
Derfor skal der også være mulighed for i helt oplagte tilfælde at tilkende en FP til visse unge mennesker, hvor der er så dårlig en prognose, at tanken om fastholdelse i en jobsituation oplagt er absurd.

Carsten Snedsted, socialrådgiver (med speciale i bl.a. psykiatri).

snedsted skrev:

Tak for dette indlæg Snedsted. Jeg er meget enig med dig i, at regeringens oplæg op,ingen under 40 skal kunne tilkendes førtidspension er alt for kategorisk og vidner om manglende seriøsitet. Man bør kunne tilkendes førtidspension, når ens erhvervs- og funktionsevne VARIGT er nedsat i en sådan grad, at selv ikke en støttet arbejdsmarkedsforanstaltning har udsigt til at kunne fastholde ansøgeren i en funktion på arbejdsmarkedet, sådan som du også anfører det - og så bør det være lettere at få tilkendt førtidspension. Rigtigt mange er ikke i stand til at arbejde, men blive bedømt til ikke at kunne få førtidspension og henvises til kontanthjælp. Det er ikke rimeligt.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne
www.kd.dk/nederby

Hvorfor interesserer man sig ikke for hvorfor der i Danmark er langt flere mennesker der forholdsmæssigt bliver psykisk lidende end det tilsyneladende er tilfældet i lande som Danmark sammenligner sig med ? og hvorfor så mange i verdens lykkeligste land bliver psykisk lidende ? Det er der formodentlig ,ulighed for at tage bid på !

Kære Marie-Louise

Dette forhold har jeg et stykke af vejen beskrevet i forbindelse med mit indlæg, "Fanden, Djævlen og Dæmonerne".

Det er i øvrigt umådeligt sjældent, at nogen vover at stille netop dette spørgsmål. Det skyldes uden tvivl, at alle frygter svaret. Som de måske nok inderst inde har en ide vil afstedkomme et svar, hvor de så må forholde sig til nogle meget ubehagelige kendsgerninger. Men den konsekvens, at de kristne, videnskaben og den vestlige kapitalistiske verden må erkende, at de tilsammen udgør den største trussel mod Guds skaberværk, og alt der lever på den.

Jeg er selv nedslidt som præst og har fået tilkendt svagelighedspension. Men min erfaring siger mig, at der er alt for meget klynkeri. OK, det tager en rum tid at komme ovenpå igen, men jeg har aldrig beklaget mig. Mange gange hjælper det at skifte arbejdsplads eller erhverv. Det værste man kan gøre er at tage piller. Eller som jeg har oplevet det i et sogn, hvor arbejdstilsynet er kommet ind i billedet, for ih,ja, alle skal have det så godt, og så er det synd for dem, der ikke føler, det burde være som efter deres eget hovede. Jeg synes heller ikke, det er sjovt at gøre rent eller gå ud med skraldespanden, men een skal jo gøre det. Og vi skal alle ret ofte gøre noget, som vi synes er så irriterende. Hvad er det dog for en barnepigementalitet. Nu har vi så i Danmark lavet en undersøgelse, men jeg tror, at andre lande vil more sig over os. Men måske skulle de også gøre som os og ville da komme til et tilsvarende resultat. Hvor er det dog synd for os mennesker!

Frej skrev:

Så det du som præst mener, er, at der må være en kant med den der næstekærlighed. Der har sit udspring i den kristne fortolkning af en Gud, som man tillægger at tilgive alt og alle, fra den ene yderlighed til den anden?

Måske skulle de kristne have undladt at fortolke Gud i deres eget billede, og i stedet have fortolket Gud ud fra den naturlighed, som han i sin fuldkommenhed har skabt sammenhængende på alle niveauer. Hvorfor Guds fuldkommende vilje kan udledes helt præcist af det han skabte?

Marie-Louise skrev:
Ja, det er vigtige spørgsmål MARIE-lOUISE.
Ja Marie-Louise det er vigtige uønskede spørgsmål.
Palle Ørbæk, direktør i Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, understregede også i artiklen, at nedslidende lidelser som stress og depression kan behandles, og det er desværre kun behandling der er i fokus.
Der kan tjenes mange penge på behandling af mennesker med stress og depressioner, og når lidelserne individualiseres, så slipper samfundet for at stå til ansvar for de politiske beslutninger om f.eks. udbygningen af det trådløse samfund.
Selvfølgelig skal der satses på forebyggelse af f.eks. skadevirkninger ved forureing med kemiste stoffer og nye former for bestrålinger.
Kig ind på www.iemfa.org og http://vimeo.com/180/8440 - det er på høje tid med forebyggelse!
Selv har jeg skrevet to bøger om trådløse problemstillinger.

Måske er der noget om det, Bjørn Holmskjold nævner: At vi skaber Gud i vores billede (altså at vi selv definerer tilværelsen og livet), frem for at lade ham skabe os i sit billede (lade ham definere tilværelsen og livet). Jeg ved ikke, om det helt sådan BH selv vil forstås, men så er det i hvert fald sådan, man gerne må forstå mig.
Jeg tror nemlig, at en af de mest samfundsopløsende og -ødelæggende kræfter, der er på spil, er tilsidesættelsen af Gud. Hver enkelt person er overladt til sig selv og skal konstant træffe valg for at skabe mening i sit eget liv. Jeg ved dette fra samtaler og diskussioner med mine medstuderende på Aarhus Universitet. Vi har opgivet den store, sammenbindende og meningsgivende historie. Hver enkelt er og skaber sin egen historie: sig selv.
Den enkelte prøver at finde elementer og meningskomponenter (eller hvad i al verden man skal kalde sådan noget abstrakt hurlumhej) og sammensætte det på en måde, der forhåbentlig kan give balance og oplevelsen af et fundament i hverdagen. Problemet er bare relativismen: Når jeg dybest set kan bruge hvad som helst til at skabe denne balance, bare det virker, er der intet af det, der reelt set holder og dermed kan udgøre et velbalanceret fundament. Man kommer til at bygge sit liv på luftkasteller, ideer.
Johannes Sløk så dette problem med balancen, og mente at gud (med lille 'g') måtte ind i regnestykket igen. Hans argumentation holdt dog ikke, for gud skulle ikke ind, fordi gud var en sandhed, men for balancens egen skyld, altså for menneskets egen skyld, og dermed ender vi igen ved den enkelte, det selvcentrerede individ.
Så længe alting handler om, at JEG skal finde balance, så finder jeg den ikke. Vi må i stedet erkende, at gud ikke er til som begreb for at afbalancere menneskers hverdag, men at han er sand Gud, verdens skaber og menneskers eneste redning. Han blev vaskeægte kød og blod i sin søn, Jesus, og det, og kun det, er et holdbart fundament at bygge på, fordi det ikke er en idé. Og ydermere fordi en sådan erkendelse ikke lader os forblive herrer over eget liv, men indrømmer Gud herredømmet: Han leder livet. Han styrer og bestemmer. Vi ejer ikke livet. Det er givet til os. Det har rammer, og det er alt sammen bestemt af Ham.
Vi behøver derfor ikke konstant definere os selv og vores vej gennem livet (kun i nogen grad - Gud har givet os en vis grad af frihed); grundlæggende set kan vi vide, at vi er hans elskede skabning, som han kom gennem Jesus for at redde, fordi vi havde vendt ham ryggen. Formålet med vores liv er ikke os selv, men at finde tilbage til ham og leve i fællesskab med og prise ham, som elsker os mere end nogen anden.

Det er en - måske ligefrem den største - grund til nedslidningen i vores samfund. Andre kunne nævnes, men jeg tror meget vindes, ved at lade ovenstående sandhed vinde mere frem.

Alt det bedste!