Dagens kronik handler om problemer ved de nuværende regler for valg til menighedsråd. Billede fra årsmødet i Landsforeningen af Menighedsråd 2010.
- Malene Korsgaard Lauritsen.
14. februar 2011
Menighedsråd Det er på høje tid at overveje muligheden for at afprøve forskellige valgformer ved Menighedsrådsvalget 2012
I DISSE MÅNEDER er det ganske vist et andet kommende valg, der stjæler opmærksomheden. Nemlig det folketingsvalg, der med usvigelig sikkerhed vil finde sted i 2011.
Men der vil med lige så stor sikkerhed blive afholdt menighedsrådsvalg i 2012, og det er på tide at overveje, om man skulle have et par pilotprojekter sendt i luften med henblik på at erhverve erfaringer med andre valgformer end den hidtidige.
I forbindelse med sidste menighedsrådsvalg den 11. november 2008 fremkom en række synspunkter på, hvordan et menighedsrådsvalg (også) kunne gennemføres. Baggrunden var blandt andet den lave valgdeltagelse på 15,7 procent, hvilket svarer til, at lidt mindre end hver sjette stemmeberettigede vælger afgav sin stemme. Dette tal er kun over- eller undergået én gang før. Nemlig i 1980, hvor tallet lå på 15,5.
I mellemtiden har mange været enige om at registrere en stigende interesse for tro og kirke i samfundet, men det er altså ikke en interesse, der ytrer sig i form af valgdeltagelse ved menighedsrådsvalg.
Det lave antal valgdeltagere i 2008 kan dog også forklares med, at der var usædvanligt få sogne, hvor stærke lokale stridsspørgsmål blev sat på dagsordenen i forbindelse med valget. Hvor det er tilfældet, kan man ellers oftest opvise helt anderledes deltagerprocenter.
Under alle omstændigheder udløste valget en diskussion af valgmetoder, der ikke mindst blev igangsat af udtalelser fra biskop Kjeld Holm, som han uddybede i Dansk Kirketidende (Nr. 9, 2008), hvor han foreslog en generalforsamlingsmodel, hvor man ved simpelt fremmøde lod sig orientere om den forgangne menighedsrådsperiodes forløb og resultater, diskuterede fremtidsvisioner, valgte det nye menighedsråd og drak et glas rødvin!
Ideen var selvfølgelig at opnå et mere direkte demokrati og undgå unødige bureaukratiserende og udgiftstunge valgformer. Tanken blev da også luftet i den grønne betænkning nr. 1491 fra 2007 fra Kirkeministeriet (s. 253-256), og den blev udfoldet yderligere, da daværende generalsekretær for Kirkefondet Kaj Bollmann bloggede på Kristeligt Dagblad i september 2008 og forfægtede, at den nuværende lov for afvikling af valg af menighedsråd knytter an ved en urealistisk opfattelse af, hvordan lokalt demokrati fungerer.
I skolebestyrelser, idrætsforeninger og vandværksbestyrelser gør vi heller ikke et stort nummer ud af at få folk til at gruppere sig, stille op på lister og gå til stemmeurner. Valgordningen udpeger konstant en pseudoproblematik, mente han, fordi den tager sit udgangspunkt i det atypiske (kampvalg) og antyder, at det typiske (aftalevalg) er problematisk.
Indre Missions daværende formand Anders Dalgaard havde på det tidspunkt for længst meldt ud, at han slet ikke mente, der skulle være kampvalg, men at en generalforsamling passende kunne ligge en søndag i forlængelse af gudstjenesten: " På den måde bliver det den aktive del af menigheden, som også får ansvaret og bliver den direkte bærende faktor i et menighedsråd," udtalte Anders Dalgaard til Kristeligt Dagblad den 6. maj 2008.
Her påpeges ligefrem et andet og mere positivt argument for at undlade det gængse menighedsrådsvalg end det sædvanlige "mangelargument" (der bliver alligevel aldrig valg, og når der endelig gør, er der ingen, der stemmer), nemlig at det kunne blive et mere "rigtigt" menighedsråd, hvis valget blev afviklet blandt den gudstjenestefejrende menighed.
Men det er selvfølgelig også netop det argument, der kan aktivere bekymringerne i forbindelse med generalforsamlingsmodellen. Nemlig at menighedsrådet bliver valgt blandt de fremmødte og dermed særligt aktive og engagerede, som måske slet ikke er repræsentative for kirkens medlemmer – lokalt eller i det hele taget.
Og selvom der vel ikke findes mange sammenhænge, hvor man gør en dyd ud af at få fat i dem, der ikke gider, kan generalforsamlingsmodellen unægteligt true med at give bedre plads til kirkefolket end til folkekirken, og det bør selvfølgelig give anledning til nøje overvejelser.
I GRUNDTVIGSK FORUMS kirkepolitiske udvalg har vi drøftet denne problematik gennem længere tid. Her er vi enige om, at en valgform, der kunne medvirke til at minde folkekirkemedlemmet om sit medlemskab og sin mulige indflydelse på den lokale kirke, nok kan være både besvær og udgifter værd. Men vi mener ikke, at den nuværende valgform tilgodeser disse hensyn særlig effektivt.
Vi kunne derfor ønske, at man ved næste menighedsrådsvalg i nogle få sogne fik afprøvet nogle alternative valgformer.
1. En (dyr) form kunne bestå i, at samtlige husstande med folkekirkemedlemmer fik tilsendt en skrivelse fra deres lokale sogn med en kort overordnet introduktion til folkekirke og en lokal henvendelse, forfattet af det siddende menighedsråd, om hidtidigt og kommende arbejde. Brevet kunne desuden indeholde en opstillingsblanket til indsendelse for interesserede.
Herefter offentliggøres listen over opstillede, og der gives mulighed for valgmøde i sognegården og valgkamp i medierne. Herefter afstemning – eventuelt sideløbende med brev og med NEM-ID, som allerede er foreslået tages i brug ved menighedsrådsvalget i 2011.
2. En (dyrere) form kunne bestå i en ordning, der ligner ovenstående, men indeholder endnu et oplysende led, der består i omsendelsen af opstillingslister, hvor alle, der ønsker at opstille, får lejlighed til at præsentere sig selv og sine synspunkter.
Den overordnede idé med både forslag et og to er, at omsendelsen af oplysninger og opfordringer til opstilling og valg kommer ud til det enkelte folkekirkemedlem, så ingen kan være i tvivl om, at det kommer det enkelte folkekirkemedlem ved. Dette ville så ske under alle omstændigheder og ikke kun, hvis der er kampvalg, og den lokale dimension vil med en sådan model blive meget tydelig.
3. Samtidig kunne det være oplagt at afprøve generalforsamlingsmodellen på forskellig vis. Altså en model, hvor opstillingsmødet samtidig bliver afstemningsmødet.
Her kunne der også eksperimenteres med, i hvilken sammenhæng og på hvilket tidspunkt generalforsamlingen kunne afholdes. Skal det være, når 80 minikonfirmander med forældre er til afslutningsgudstjeneste? Eller skal det være tirsdag aften klokken 20, hvor alle småbørnsforældre er ved at putte deres børn, mens efterlønnerne er klar til det glas rødvin?
Det vil selvfølgelig også være væsentligt, hvordan der indbydes til generalforsamling. Her kunne man måske kombinere generalforsamlingsmodellen med omsendelsen af indbydelse og materiale til hver enkelt husstand med folkekirkemedlem? Blev det for dyrt, kunne man nøjes med at sende indbydelse til de ikke helt få folkekirkemedlemmer, der er kommet til at figurere i kirkebogen den forløbne periode? Det ville nemlig sige dem, der har kontakten med kirken i frisk erindring, måske også som kirkens brugere i en anden forstand end den faste søndagsmenighed! For mangfoldighedens skyld.
Samtidig kunne andet end selve valgformen kalde på forsøg. For eksempel kunne muligheden for kortere valgperiode og mulighed for suppleringsvalg med stor sandsynlighed betyde noget for opstillingslysten. Tilsvarende kunne administrativ aflastning af menighedsrådene unægteligt kalde på forsøg.
Mulighederne for at blive klogere er mange. Hermed indbydes foreningerne for menighedsrådsmedlemmer, præster og provster, biskopperne, de kirkelige retninger, ministerium, kirkeudvalg, stifter og stiftsråd til snarest at tænke med. Så vi kan få stoppet piloterne i cockpittet og komme i luften, inden valget efter valget venter.
Ulla Morre Bidstrup er lektor og medlem af Grundtvigsk Forums kirkepolitiske udvalg
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad