Jeg har i mit tidligere arbejde erfaret, at børn udvikler sprog, når de kommunikerer med de nære voksne, faktisk helt fra fødslen. Det passive ordforråd udvikler sig normalt eksplosivt, særligt fra 5-7 års alderen, hvor ordforrådet fordobles fra cirka 5000 til knap 10.000 opslagsord.

Disse ord mangedobles med afledninger og sammensætninger, og bag disse ord ligger en viden, som betyder, at de kommer til at forstå, hvad der sker i skolen.

Ordene kommer bare ikke af sig selv. De kommer primært i samværet med forældre, søskende og andre familiemedlemmer. Senere, når børnene selv kommer i gang med at læse, stiger væksten i ordforrådet igen. Man lærer flere ord og får større viden ved at læse end ved at se tv.

Drenge fra miljøer, der er indvandret fra områder med ringe boglige traditioner, har kun lidt kommunikation med forældrene. Det skyldes, at kvinder spiser for sig, og mænd for sig. Spisesituationer er normalt vældig sprogudviklende. Tilmed må mødrene ikke tale om andet end børn og husholdning, når der er mænd til stede.

Fra femårsalderen har drengene ansvar for kvinderne i familien – også for moderen – og har dermed også besluttende myndighed. Hvordan skal moderen kunne være model for drengene herefter?

Før midten af forrige århundrede kom børns sprog først og fremmest fra moderen. I min tid som døvelærer har mine erfaringer bekræftet dette. Det er nok ikke helt ved siden af, at det primære sprog kaldes "modersmålet."

Børn med et godt modersmål ved skolegangens begyndelse får – alt andet lige – ikke problemer med deres uddannelse, selvom undervisningen foregår på et fremmedsprog som dansk. Det viser alle erfaringer.

Børn af veluddannede forældre, der kommer hertil fra for eksempel Iran, får sjældent problemer med deres uddannelse i Danmark. Det, som forældre snakker med deres barn om, og det, som de fortæller eller læser højt for barnet, får betydning for barnet resten af livet.

Det er ligegyldigt, hvilket sprog der er modersmålet. Det vigtigste er, at kommunikationen i familien er sikker og engageret fra alle sider, både fra børn og voksne.

I et forsøg på at følge lederskribentens opsang til forældrene op stiller jeg spørgsmålet: Hvordan lærer man forældre, der generation efter generation følger kulturen fra det indre Pakistan eller Tyrkiet, at det er vigtigt at snakke med deres børn, så de udvikler et godt sprog? Kan det lade sig gøre, er det virkelig vigtigt, for en god, spændende samtale indebærer også opdragelse.

Heine Schmidt,

tidligere døvelærer, tale-, høre- og læsepædagog,