Efter den totalitære socialismens død i øst er der dermed forhåbentlig udsigt til, at verdens sidste store totalitære ideologi, islamismen, kan få det afgørende grundstød. For islamismen næres navnlig blandt radikaliserede muslimer i disse lande – og i Pakistan og Afghanistan. I mindst lige så høj grad, som den bliver næret af reaktionen på stigende vestlig kritik af islam og muslimske ekstremister.

Man kan ikke lade være med at drage paralleller. Mellem Østeuropa dengang i slutfirserne og Mellemøsten i dag.

Det begyndte som bekendt i Tunesien, som vi på vore breddegrader kun hørte om som et populært turistrejsemål. Senere bredte det sig til Algeriet, som for år tilbage har haft demokratiske valg, men som ulykkeligvis gav det radikalt islamistiske parti PIK flertal. Hvorefter militæret atter tog magten og i dag udøver massiv undertrykkelse.

Oprøret i Tunesien og dets succes indtil videre smittede af på oppositionen i det folkerige Ægypten, hvor Hosni Mubarak har siddet uafbrudt på magten i 30 år. Nu er han blevet væltet, og en vidtrækkende demokratisk og økonomisk reformproces kan forhåbentlig blive sat i værk. Allerhelst med et massivt folkeligt mandat, for det vil i overgangsfasen komme til at blive ubehagelig også for den almindelige ægypter. Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag!

Det, som angiveligt er det helt nye ved de folkelige opstande i Mellemøsten lige nu, er, at islam som ideologi ikke spiller den hovedrolle, som den ellers tidligere har spillet. Demonstranterne er rekrutteret fra et langt bredere folkeligt grundlag, for hvem islam ikke er hovedsagen. Siges der af folk med forstand på den slags forhold.

Men man skal naturligvis være agtpågivende. For når Vesten og USA hidtil har været meget tøvende og tvetydige i deres støtte til de folkelige protestbevægelser i disse mellemøstlige lande, så skyldes det, at aggressivt og fjendtligt indstillede islamistiske imamer og organisationer som PIK i Algeriet, Det muslimske Broderskab i Ægypten, Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza og på Vestbredden og diktatorerne i Iran har stået i kulissen og orkesteret optøjerne med hadefulde slagord mod Vesten og USA.

Men det er på alle leder og kanter kun i vores interesse, at landene i Mellemøsten omsider opnår både demokratisk, politisk og økonomisk stabilitet. Det er nemlig den eneste måde, hvorpå vækstlaget for den terroristiske islamisme kan blive revet op og på lang sigt give befolkningerne og deres lande en bedre fremtid i fællesskab og samarbejde med os i den vestlige verden.