Kritikere frygter kritik

Men det gælder på en mere subtil måde også dens skildring af det velstillede borgerskab i Hellerup og dens slutning, som ligner en happy end. Kan man tillade sig sådan noget anno 2010? Det kan man kun, hvis man ser ironisk på det, og det er angiveligt det, Zangenberg gør. Han kalder det "avantgarde" at skildre netop den slags mennesker og at tillade, at deres konflikter faktisk ser ud til at kunne finde en løsning. At man kan kalde det for avantgarde beror på, at man generelt ikke gouterer skildringer af advokatfruers problemer og da slet ikke lykkelige slutninger.

Kun ved at se romanen som et avantgardistisk eksperiment kan Zangenberg rundhåndet dele stjerner ud. Men hans kritik bliver da ifølge Skyum-Nielsen udtryk for en "eksperimentalistisk fundamentalisme" og et "avantgardistisk bagstræb". Fordommen er, at kun den kunst, der er formelt eksperimenterende, kan gælde for – kunst. Alt andet er flødeskum og Alt for damerne-læsning.

Skyum-Nielsen havde dog ikke behøvet at bevæge sig uden for sin egen avis, Information, for at finde et eksempel på, hvordan fordomme og smagshierarkier fungerer.

Lilian Munk Rösing gav nemlig også en stærkt tvetydig anmeldelse af Grøndahls roman. Men hun viste dog tydeligt, hvori hendes dilemma bestod.

Under rubrikken "Man må ikke hylde Grøndahls romankunst. Men den kan heller ikke affejes" skrev hun: "Det er da også satans, at Jens Christian Grøndahl altid et eller andet sted skal skrive noget, som rammer mig i hjertekulen, når det nu er lige det, jeg ikke må skrive, at han gør (sidst jeg skrev det, kom jeg i gabestok på Lars Bukdahls blog)."

Det er selvfølgelig selvironisk ment, men lad os alligevel antage, at der er noget om både det ene og det andet. Man må ikke rose Grøndahl, og gør man det, får man med smagspolitiet at gøre. Så kommer man i Bukdahls gabe-blog og bliver udstillet til spot og spe. Grøndahl er ikke god, kan ikke være god, og den, der måtte mene det, har diskvalificeret sig selv som kritiker og kan søge arbejde på et dameblad.

Det gode ved Rösings anmeldelse er, at fordommene lægges frem, det mindre gode ved Zangenbergs er, at de ikke gør.

Men fælles for dem er, at deres æstetiske og sociale ubehag ikke lader sig adskille, og at deres domme præges af dette forhold.

De har det ikke godt med det københavnske kulturborgerskab, som Grøndahl så præcist skildrer, og som de begge – ligesom jeg selv – er fuldgyldige medlemmer af.

De er begge universitetslektorer og bosatte i København. Specielt Rösing giver ironisk udtryk for en selvforagt, som – og det gælder også ironien – er en norm for netop dette borgerskab. Uden ironi går det ikke, og derfor er den alvorlige Grøndahl en stadig torn i øjet, som man lettest håndterer med hån og latterliggørelse og gabestok.

Men lige så afslørende og skarp ironien kan være, lige så tarvelig kan den også blive, hvis den bliver et dække for den, der ikke har sine meningers mod.

kultur@k.dk

I denne klumme skriver Kristeligt Dagblads litteraturanmeldere Liselotte Wiemer og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt.