Det er bestemt ikke ligetil hverken at forklare eller forstå. Og det skal man da netop heller ikke kunne. Mon ikke det er akkurat her, det er kørt af sporet i Snekkersten. Af bar iver for at forklare og forstå, har man gjort dåben til et teater, en tegnhandling, der egentlig ikke forandrer noget.

Det er det calvinistiske dåbssyn, der stikker hovedet frem – et dåbssyn, som er mere udbredt i folkekirken, end de fleste vist gør sig klart. Det er på færde, hver gang man upåtalt lader en lettere blasert barnefar sige til storesøsteren: "Nå, nu skal lillebror hen i kirken og have vand i hovedet!" Og det mere end stikker hovedet frem, når man nu altså lader børnene få Bamse og Dukkelise døbt i kirken, ved døbefonten, i en form, der ligger så tæt på dåbsritualet som muligt – sådan som præsten i Snekkersten har udtalt, at hun gør.

Men mankan pædagogisere det hellige så meget, at man kommer til at handle ilde med det.

Dåben er et sakramente, hvilket vil sige en hellig handling. Dem sparer vi på i den evangelisk-lutherske kirke. Katolikkerne har syv sakramenter. Vi har kun to: dåben og nadveren – som vi til gengæld sætter særlig højt, fordi vi tror og forkynder, at her handler Gud med og midt blandt mennesker.

DA LUTHER LUGEDE UD i de katolske traditioner, var han især på vagt over for kirkehandlinger, der havde en usund overvægt af, hvad mennesker kan præstere. I et sakramente er det Gud, der gør gerningen. Luther henviste til kirkefaderen Augustin, som katolikkerne udmærket kendte: Accedit verbum ad elementum fit sacramentum. (Når ordet føjes til den ydre ting, har man sakramente).

Altså: "Dåben er ikke bare vand, men den er vandet, indesluttet i Guds befaling og forbundet med Guds ord" – som Luther udtrykker det i "Den Lille Katekismus", som vel at mærke er et af folkekirkens bekendelsesskrifter, og det kan læses af enhver bag i Salmebogen.

Befalingen, der sigtes til, er Jesu ord i Det Nye Testamente om at gøre alle mennesker til hans disciple ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og lære dem hans ord (Matt. 28, 18-20).

Man kan i øvrigt passende lægge mærke til, at alle de steder, hvor Det Nye Testamente beretter om dåb, er der tale om, at det er levende mennesker, der døbes! Dåbshandlingens forbundethed med det, Luther kalder "Guds ord", udtrykkes, hver gang kirken holder dåb, og der læses såvel de nævnte ord fra Matthæus og fortællingen om Jesus og de små børn fra Markusevangeliet.

Ordet er afgørende, for, som Luther understreger i katekismen: "Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet."

Troen kommer af det, der høres, og man må være bekymret for, hvilken tro børn i bamsealderen går hjem fra kirke med i Sthens Sogn i Snekkersten, når de har både set og hørt bamsen blive døbt – og oven i købet fået kordegnens attest på det!

SAKRAMENTET ER IKKE et tegn eller symbol på noget andet, der så er det virkelige. Sakramentet er selv virkelighed, en handling, der formidler det hellige ved at skabe en ny forbindelse mellem den levende Gud og det menneske, der er skabt i Hans billede.

Jamen, er det så galt? Det er nemt bare at lade forargelsen få frit løb. Biskoppen udtaler, at hun føler sig overbevist om, at præsten ved, at "folkekirken ikke døber ting", og en lektor fra Præstehøjskolen påpeger, at man jo heller ikke døber døde mennesker. Men er det dåbens genstand, dette her drejer sig om?

Uanset om præsten i Snekkersten har optrådt i præstekjole eller ej, brugt eller undladt vand ved bamsedåben, frit genfortalt eller nøje fulgt dåbsritualet i folkekirkens ritualbog, så er det ikke det afgørende. Luthersk set afhænger sakramentets kraft ikke af den, der udfører det – det mener katolikkerne, ikke vi. Sakramentet afhænger heller ikke af, om den, der modtager det, nu besidder ret åndelighed eller kristeligt sindelag. Nærmest tværtimod.

Det, der her er mere end betænkeligt, er, at sakramentet bliver gjort til leg og teater. Noget udvendigt, en handling som er et tegn på noget andet, og som derfor ikke for alvor betyder noget i sig selv.

Man kunne jo spørge: Vil sognepræsten i Sthens Kirke også give Bamse og Dukkelise nadveren? Hvis svaret er nej, hvorfor så døbe dem – uanset hvor meget det er på skrømt og for sjov? Skulle svaret, Gud forbyde det, være bekræftende, ja, så er bamsedøberiet jo afsløret som det, præsteløftet kalder "misbrug af nådens hellige midler". Den slags misbrug har sognepræsten i Snekkersten ligesom alle præster i folkekirken skrevet under på efter evne at ville modarbejde.

De teologiske grunde til at lade være med den slags burde ligge lige for: Troslæremæssigt (dogmatisk), strider dåb af ting mod den evangelisk-lutherske sakramenteforståelse. I bibelsk henseende (eksegetisk), kan der ikke hentes støtte til dåb af døde ting, tværtimod. Og hvad kirkens ret og orden angår (embedsteologisk), er der derfor tale om misbrug af nådens hellige midler, hvilket er et brud på folkekirkens præsteløfte.

Som sakramente er dåben et af nådens midler, som kirken er i verden for at række videre til dem, der har behov for det – og det har vi alle, skrøbelige, syndige og svage som vi er.

Hos og i os virker sakramentet syndernes forladelse og opholder os i en sand tro til det evige liv. Dét giver ingen som helst mening for en tøjbamse eller en barbiedukke!

Derfor er bamsedåbsgudstjeneste at gøre børnene en bjørnetjeneste, hvor hittepåsom, den end kan tage sig ud. Inviter langt hellere børnene, ikke til bamse-, men en rigtig barnedåb, som altid gør en kirkesøndag til en ægte festdag – og lad dem da for Guds skyld bare tage deres bamser og dukker med.

Jørgen Kjærgaard er lektor og stiftskonsulent i liturgi og salmekundskab