Kaldelsesretten er en udmøntning af det almindelige præstedømme, det vil sige det teologiske begreb, at alle døbte kristne er præster. Det almindelige præstedømmes interesser varetages lokalt af et folkevalgt menighedsråd, der handler på menighedens vegne. Det almindelige præstedømme plejer man at karakterisere som en af folkekirkens to søjler for at understrege dets fundamentale betydning.

Den anden søjle er det kirkelige embede, som præsterne er uddannede og udvalgte (kaldede) til at varetage. Konsekvensen af det påtænkte politiske indhug i den teologisk begrundede kaldelsesret er, at menighedssøjlens fundament svækkes.

Der er intet til hinder for, at et menighedsråd kan indgå en aftale med stiftets biskop om i solidaritetens og ansvarlighedens navn at være modtagersogn for en konfliktpræst fra et andet sogn. Men i betragtning af, at intet menighedsråd kan tabe sin kaldelsesret, bør denne ret heller ikke kunne indskrænkes tvangsmæssigt, og da slet ikke i forhold til et sogn, som ikke har nogen andel i den pågældende konflikt. I værste fald kan en tvungen præsteforflyttelse selv for en mindre periode medføre to ødelagte menigheder i stedet for en.

Og hvad konfliktpræsten angår, er det svært at få øje på den fordel, det skulle være for vedkommende at lade sig midlertidigt forflytte til et sogn, hvis menighedsråd ønsker at modsætte sig ordningen.

NÅR SAMARBEJDET mellem præst og menighedsråd/menighed er ved at gå i hårdknude, må konflikten løses på vilkår, der ansporer samarbejdsviljen. Jeg tænker ikke alene på indgåelse af gensidigt forpligtende samarbejdsaftaler med inddragelse af en repræsentant for stiftsøvrigheden til at overvære menighedsrådsmøder og løbende kirkevisitatser til retablering af den nødvendige samarbejdsånd. Jeg forestiller mig også, at kvartalsvise menighedsmøder, hvor sogneforhold lægges åbent frem til drøftelse, kan virke befordrende eller afklarende.

Hvis en præst ønsker at skifte stilling, skal der etableres våbenhvile i konflikten, så præsten har reel mulighed for at opnå anden ansættelse, eventuelt ved – som en mellemstation – at blive konstitueret i et andet embede.

Vist skal der findes nye redskaber til at løse konflikter med, men en ophævelse af menighedsrådets vetoret bør ikke komme i den kirkelige værktøjskasse.

Kristine Garde,

seniorforsker, ph.d.

Frederiksgade 4, 2. tv.,

Hillerød