Hvor uenig jeg end er med Thomas Reinholdt Rasmussen, så ser jeg hans kronik "Skriften, kirken og homoseksualitet", bragt her i Kristeligt Dagblad 10. februar, som forsøg på livtag med Skriften. Ja, hans anliggende er netop at modgå højrefløjens påstand om brud på det lutherske skriftprincip i spørgsmålet om velsignelse af registrerede partnerskaber.

LUTHER CITERES for at sige, at Skriften "skal drive på Kristus", og det er let at istemme for en luthersk teolog, men det leder ikke den gamle lærefader til samme konklusioner som Thomas Reinholdt Rasmussen. Sidstnævnte mener nemlig, at Paulus? negative omtale af homoseksualitet (Rom. 1, 26-27, 1. Kor. 6, 9, og 1. Tim. 1, 10), den eneste i Det Nye Testamente, er apostlens personlige tolkning af evangeliet. Naturligvis er det en personlig tolkning, men det er også et apostolsk vidnesbyrd.

Man får det indtryk, at Paulus bare er en fortolker blandt andre, som ikke taler med større vægt end de efterfølgende fortolkere – deriblandt Thomas Reinholdt Rasmussen selv. I sin kommentar til Første Mosebog tøver Luther imidlertid ikke med at referere netop til 1. Kor. 6, 9 i sin undsigelse af homoseksuel praksis. Det lutherske skriftprincip driver altså ikke Luther bort fra Paulus? opfattelse af homoseksualitet.

Det burde dog gøre et vist indtryk på en luthersk teolog, at samtlige bibelske udsagn om homoseksualitet er entydigt negative og i øvrigt en følgerigtig konsekvens af det grundlæggende syn på seksualitet og samliv. Men Thomas Reinholdt Rasmussen tyer til Jesus, som ganske vist ikke mæler et eneste overleveret ord om homoseksualitet, men så er man jo desto mere fri til at lufte egne spekulationer. Jesus rækker hånden ud til udstødte og stigmatiserede. Han overskrider grænserne for borgerlig anstændighed, og skulle det ikke mane til eftertanke?

Ifølge Thomas Reinholdt Rasmussen ville Jesu holdning til emnet være ganske klar, hvis vi skiftede ordet "homoseksuelle" ud med "spedalske", men sammenligningen er ikke den heldigste for kronikørens anliggende. Spedalskhed var og er som bekendt en forfærdelig og forkrøblende sygdom, som Jesus renser mennesker for, ikke en tilstand, han velsigner. Ve den, som nu om stunder taler sådan om homoseksualitet.

UAGTET DET malplacerede eksempel er Jesu omgang med mennesker uden for det gode selskab bestemt evangelisk kernestof. Fine fornemmelser kan man dårligt beskylde ham for, lige så lidt som han kan anklages for rygklapperi. Jesus spiser frimodigt med syndere og toldere, tilgiver skøgen og ægteskabsbryderen, men han bekræfter ikke mennesker i synd og skørlevned. Da Jesus har reddet kvinden, som var grebet i ægteskabsbrud, fra steningsdøden, siger han ikke: "Fortsæt, hvor du slap", han siger: "Synd fra nu af ikke mere".

Vender vi os igen til Paulus, fortæller han i Romerbrevet, hvorledes Gud lader mennesker løbe linen ud og prisgiver dem i deres hjertes begær, så ugudeligheden kommer til at bære straffen i sig selv. Med ryggen til Gud går der nemlig kaos i livet. Det er i den forbindelse, at Paulus nævner homoseksualitet som et illustrativt eksempel på, hvordan alting vendes på hovedet, når Gud prisgiver mennesker til deres eget begær.

Ingen skal dog tro, at homoseksualitet er den eneste konsekvens. Andre bitre frugter er eksempelvis griskhed, misundelse, hovmod og pral, som så sandelig findes på tværs af seksuel orientering. Nej, der er ingen retfærdige, heller ikke blandt jøderne, som ellers fik Guds bud mejslet i sten, og alle som en er vi afhængige af Guds nåde i Jesus Kristus. Gud ske lov får Guds prisgivelse ikke det sidste ord. Det gør Jesu hengivelse til kors og død for vores skyld.

I det sidste er Thomas Reinholdt Rasmussen og jeg givet enige, men det kniber med min forståelse, når han skriver: "Hos Paulus er homoseksualitet syndens konsekvens, men kan vi virkelig sige det i dag?" Hvorfor kan vi egentlig ikke det? Er "i dag" blevet kanon? Eller er det simpelthen for anstrengende at være usamtidig?

Thomas Reinholdt Rasmussen betoner, at man ikke skal pukke på – og da slet ikke bukke for – tre skriftsteder hos Paulus over for hele Jesu helende gerning og stiller det retoriske spørgsmål, om man i fastholdelsen af den bibelske problematisering af homoseksualitet "i virkeligheden står evangeliet imod?". Det er nok værd at holde selvkritikken levende ved at spørge sådan, men spørgsmålet er en boomerang, som vender tilbage til spørgeren. Man kan også spørge, hvad den kirke, som begår radikalt traditionsbrud og hæver sig over Skriftens enstemmige vidnesbyrd ved at velsigne homoseksuelle forhold, gør sig skyldig i.Hvor nogle ser forfald, ser Thomas Reinholdt Rasmussen evangeliets stille gerning og tidens modning til sand inkludering af de homoseksuelle i fællesskabet. Det kan nu ske på flere måder, men med sin fremhævelse af den lutherske kirke i Estland, som støtter velsignelse af homoseksuelle, må man formode, at Thomas Reinholdt Rasmussen, selv bifalder et sådant tiltag. Er det tilfældet, har han også undergået en modningsproces. I 2004 kunne han skrive: "Ligesom andre menneskelige foreteelser så som venskab og forældreforhold heller ikke velsignes i kirken, således heller ikke homoseksuelle forhold. Kun ægteskabet er indstiftet af Gud og lader sig velsigne". (Tidehverv, december 2004).

Nuvel, det kan godt være, at tiden er moden, men det er kun, fordi kirken er blevet mør.

Jesper Bacher er sognepræst