Den vigtigste bøn i verden

En anekdote fra reformationstiden fortæller om en from mand, der fik stillet en hest i udsigt, såfremt han kunne bede fadervor så koncentreret, at ingen uvedkommende tanker blandede sig undervejs. Men da han kom til ordene: "Giv os i dag vort daglige brød", afbrød han sig selv og spurgte: "Følger der en sadel med?".

Og sandt er det, at fadervor som bøn betragtet ikke er helt enkel. Den bliver bedt af alle kristne, men den nævner ikke Kristus. Den bliver bedt i alle kirker, men den nævner ikke kirken. Den bliver bedt på alle søndage, men den nævner ikke søndagen. Og selvom den henvender sig til Gud – bliver Guds navn ikke brugt.

Men netop dette fravær af klare kristne kategorier gør fadervor til den vigtigste bøn i verden, hævder irskfødte John Dominic Crossan i en ny bog.

Hvem er John Dominic Crossan? Han er den måske mest navnkundige Jesus-forsker i dag. I en række bøger har den amerikanske professor i teologi og forhenværende katolske præst forsøgt at finde tilbage til den "historiske Jesus".

Crossans tese er, at Jesus var en bondeprofet eller en vandrefilosof, der med sin forkyndelse af Guds rige søgte at omkalfatre de undertrykkende forhold i Romerriget. Crossans tese er, at fadervor udsprang af jødedommen, bliver bedt af kristne, men i grunden henvender sig til ethvert menneske, fordi budskabet sigter mod en radikal forandring af verden.

Hos Markus og Paulus finder vi flere steder påkaldelsen af "abba", som er det aramæiske ord for familiens overhoved. De første kristne havde meget klare forestillinger om, hvordan forholdene i et godt hjem tog sig ud, fordi Gud for dem var det forbilledlige familieoverhoved. "Giv os i dag vort daglige brød" handler derfor ikke blot om mad, men nok så vigtigt om en retfærdig fordeling af maden. Hvad der optog de første kristne menigheder, var ikke, om samfundet var rigt eller fattigt, men hvorvidt fordelingen af goderne var retfærdig eller uretfærdig. Kan en familie trives, hvis nogen får i overflod, mens andre vansmægter?

Nej, sådan ville Gud ikke handle, og derfor kan mennesker heller ikke handle sådan. Crossan konkluderer, at når vi er skabt i Guds billede, er vi også forpligtet på at skabe retfærdighed og lighed i verden: "Gud befrier os fra uretfærdighed, og som arvinger til Guds rige arver vi den samme forpligtelse over for andre." Det er tydeligt, at Crossan vil ekvipere læseren med et sæt alternative opfattelser til dem, vi kender fra klassisk kristendom, hvor Guds rige netop ikke er af denne verden.