PETER V. LEGARTH fra Menighedsfakultetet forsøger i Kristeligt Dagblad den 14. februar at tage til genmæle over for min kronik i avisen den 10. februar, "Skriften, kirken og homoseksuelle". Det slipper han ikke godt fra.

I stedet for at diskutere med mig ud fra Skriften, som jeg har gjort det i kronikken, taler han om offsideregler og AGF. Det sømmer sig ikke, at en, der vil kalde sig for en luthersk teolog, ikke fører diskussionen på Skriftens grund.

Kun et sted indfører Legarth Skriften, og det er med Jesu ord om manden, der forlader sin far og mor og binder sig til sin hustru (Matt. 19, 5). Her mener Legarth at have hørt, at jeg siger, at manden "for eksempel" kunne binde sig til en kvinde. Hvor har Legarth hørt, jeg har sagt det? Og hvad er det for en lemfældig omgang med både min kronik og sandelig også den hellige Skrift?

Jeg kunne ikke drømme om at anfægte dette skriftsted, og Jesus siger, at når en mand binder sig til en hustru, så skal de blive et kød, og det kalder vi et ægteskab. Hvis Legarth ville læse min kronik igen, så anfægter jeg heri intet sted ægteskabet. Men jeg fastholder, at den homoseksuelle har fuldgyldigt hjemsted i den kristne menighed (hvilket Legarth faktisk også siger, når han siger, at der ikke er grænser for Guds kærlighed – her begynder man at tænke på, om Legarth mon også er tilhænger af læren om alles frelse?), og jeg siger, at det homoseksuelle forhold kan være en lige så god varetagelse af næstens tarv som ægteskabet. Og at dette forhold derfor kan velsignes.