Et godt maleri er mærket af en ukendt hånd

Lars Dan sidder ved den lune ovn i et hjørne af atelieret. Kristine Dan har sørget for stempelkaffe, mælk i en kande og hjemmebagte småkager. Han spørger, om han må læse noget op. Og rygende på en cigaret af mærket Savoy læser han højt fra tæt beskrevne ark med refleksioner over sit maleri, om Leonard Cohen, Ulf Lundell og Neil Young, om Strindberg, Byron og Freud, Van Gogh, Tizian og Rembrandt. Om søvnløshed. En barndom, der er som en hest, der har stået ude i voldsomt regnvejr hele sit liv. Og om, hvornår han ved, at et billede er færdigt.

"Da jeg var ung, følte jeg eufori, men nu er det mere en dyb indre tilfredsstillelse. Som stod jeg ude på kanten af verden ved Bovbjerg," lyder det ovre fra stolen og mere endnu:

"Et godt maleri er mærket af en ukendt hånd."

I udstillingskataloget til "Oil Paintings" står der, at for Lars Dan repræsenterer værkerne et vendepunkt og en ny begyndelse i hans kunstpraksis. Hvordan?

"Jeg er blevet afholdsmand. For godt tre år siden holdt jeg op med at drikke alkohol. Jeg har ligesom fået mit andet liv af den årsag. Jeg drak mere end de fleste og havde gjort det siden teenageårene. Med to måneders mellemrum satte jeg mig i en stol, og så lå der forude 20 dage og lige så mange nætter tunge af druk, som en indre smerte var vævet ind i."

"Jeg holdt op, fordi jeg valgte livet. Jeg har et sind, der svinger fra den ene yderlighed til den anden. Enten taler jeg som en hvirvelvind, eller også siger jeg intet. Jeg har i peroder været invaliderende depressiv, hvor jeg i otte-ni måneder ad gangen lå i sengen og ikke kunne rede mit hår eller tage telefonen. I andre perioder var jeg manisk. Konsekvensen har været, at jeg i mange år har isoleret mig i sygelig grad. Der kunne gå måneder, hvor jeg ikke kom uden for havelågen. Jeg har nok brugt alkohol som en slags selvmedicinering," siger Lars Dan.

For nogle år siden fik han stillet diagnosen maniodepressiv. En række forskellige antidepressive mediciner blev forsøgt, men det var først, da en læge for et halvt år siden fandt ud af at give ham det antidepressive middel lithium, at han fik, hvad han kalder et helt andet liv.

"Det hjælper helt utroligt."

Gennem årene har rigtig mange kvinder, venner, læger, psykologer og psykiatere prøvet at hjælpe ham ud af alkoholens helvede. Men da han kom ind i AA, netværket af Anonyme Alkoholikere, holdt han op med at drikke. Han tror i dag, at kun ædru alkoholikere kan hjælpe alkoholikere. For de ved, hvad de snakker om, og man kan ikke løbe om hjørner med dem.

"I AA har vi de 12 trin, der gør, at man kan leve et liv som ædru, og der er stor forskel på at være ædru og tørlagt. Forskellen er, at de 12 trin blandt andet bygger på, at man skal finde sig en højere magt i livet. For rigtig mange af os er det Gud. Men det kan også være en bestemt træstub ude i en skov. Noget af det vigtige i de 12 trin er den daglige selvransagelse. Hvis du gør det – nu er der jo ikke noget, der er sikkert i denne verden – så åbner du ikke en flaske vin."

"Her i huset er der altid vin. Kristine drikker altid et glas, når hun laver mad. Men trangen til alkohol er fuldstændig taget fra mig. Sidste år oplevede jeg at tabe en stor retssag til en håndværker, og jeg mistede min mor. Før i tiden ville jeg have åbnet en flaske, men tanken end ikke strejfede mig."

I et år gik Lars Dan jævnligt til møder i AA. Derefter erstattede han møderne med gudstjenester.

"Jeg får trøst og kraft ved at gå til gudstjeneste. Jeg har altid været troende, men har slet ikke gået i kirke før på samme måde. For nogle år siden blev Kristine og jeg borgerligt gift. Det blev utroligt vigtigt for mig at få Guds velsignelse, så vi blev gift igen i Høsterkøb Kirke."

"Når jeg føler uro indeni, er der noget helende ved gudstjenesten. Når jeg kommer ind i kirkerummet, føler jeg en meget stor ro. I vores kirke tage præsterne hver søndag et emne fra den forgangne uge op i deres prædikener. Et eksempel er rydningen forrige sommer af Brorsons Kirke for irakere, der søgte asyl. Jeg er ellers ret forhærdet med hensyn til nyheder i tv. Men da jeg så det, græd jeg. Grunden til, at jeg også græd, var at se oppositionen misse en historisk chance for at træde i karakter. Jeg opsøgte Foreningen Kirkeasyl og tilbød min hjælp og meldte mig for første gang ind i et politisk parti."

"I situationer, hvor det hele kan virke så håbløst og inhumant, finder jeg en samhørighed og trøst ved at høre prædikenen," siger Lars Dan.

Hans hverdage følger det samme mønster.

"De fleste vil nok mene, at jeg lever et kedeligt liv. Jeg går fra seng til atelier og fra atelier til seng for at læse. Min store lidenskab er at læse. Jeg æder bøger. Lige nu læser jeg den svenske krimiforfatter Karin Alvtegen. Hun er fremragende og helt klart den bedste af hele den bande. Når jeg går i gang med en forfatter, læser jeg alt i forfatterskabet. Inden for det sidste år har de største oplevelser været Gabriel Garcia Marquez og Tolstoj."

"At læse er nogle gange det eneste, vi har. Jo mere jeg læser, jo mere går det op for mig, hvor lidt jeg ved. Selvom jeg bliver 100 år, når jeg ikke at få læst en promille af verdenslitteraturen. Jeg læser også meget poesi og hører musik. Det, jeg får ud af det, er trøst og kræfter til at gå videre. Det skal kunst kunne."

Lars Dan har aldrig drukket alkohol, når han malede. Men når han så drak, så han en middelmådighed i sine egne billeder. Det hører også med til hans beslutning om at blive ædru.

"Jeg tænkte et par år før, jeg blev 50, at hvis jeg har endnu 20 år til at male de billeder, jeg har inden i mig, kræver det benhård selvjustits og livslang ædruelighed. Med de billeder, jeg har malet til udstillingen på Sophienholm, og de billeder, jeg er i gang med her, har jeg et ønske om at tage et fuldstændigt radikalt skridt – ellers kan det være lige meget. Det er også derfor, jeg beundrer folk som filminstruktøren Lars von Trier og kunstneren Christian Lemmerz. De tager meget radikale skridt og slår indimellem nogle skæve, men det er uforudsigeligt og spændende, når de møder op med noget nyt."

"Jeg vil gå planken ud med maleriet. Jeg interesserer mig ikke længere så meget for, om et maleri er smukt eller grimt, godt eller dårligt. Der er nogle rum bag den slags betegnelser, der er meget mere interessante. Det er et non-verbalt rum. Jeg tror ikke, jeg kan forklare, hvad det er. Men selvom jeg kunne, tror jeg ikke, at jeg vil. Jeg er en fuldblodsromantiker med hensyn til maleriet og har meget høje ambitioner," siger Lars Dan.

Han fortæller om en tilbagevendende drøm. Gud står ved hans sengegærde. Lars Dan siger: Jeg tror ikke på dig, Gud. Gud kigger ned på ham: Du har misforstået, Lars, det er mig, der ikke tror på dig.

"Der er hele tiden en kompleksitet. Jeg tror, at der kan ligge en meget stor fare ved at tro, at den hellige grav er velforvaret."

remar@k.dk