18. februar 2011
Gæster fra Rusland får Kristeligt Dagblads skribent til at overveje sin egen opfattelse af danskhed
Når man har besøg af folk fra udlandet eller på anden vis møder andre nationaliteters syn på Danmark, er det ofte underholdende.
Vi luner os gerne ved deres betragtninger om danskhedens karakteristika, som samtidig ofte er noget, vi er lidt stolte af – for eksempel rugbrød, cykelstier og vores flittige brug af det rød-hvide flag. Andre gange kan besøgende hæfte sig ved ting, man aldrig selv tænker over. Og indimellem kan de sætte pegefingeren så hårdt på noget, at det gør ondt helt ind i (folke)sjælen.
Det ramte mig, da jeg forleden havde en russisk delegation på visit. De var i Danmark og Sverige for at studere vores sociale systemer og besøgte blandt andet en række danske medier. De havde mange spørgsmål med, og det var bestemt ikke kongehuset og vores fodboldhold, de spurgte til. De ville for eksempel høre, hvorfor selvmordsraten i Danmark er så høj, hvorfor vi får børn så sent, at det ofte er for sent, og hvorfor jeg havde valgt at arbejde, når jeg havde tre mindre børn?
Indimellem rystede de på hovedet og lo lidt ad svarene – også på tidspunkter, hvor jeg ikke selv syntes, jeg havde sagt noget morsomt. Blandt andet da jeg fortalte, at danske journalister ikke får ballade med deres chef, hvis de stiller kritiske spørgsmål til en minister. For dem er pressefrihed sansynligvis, ja, nok bogstaveligt talt en by i Rusland.
Da de var gået, tænkte jeg på, hvilket billede de mon havde fået med hjem til Arkhangelsk. Syntes de, Danmark var et misundelsesværdigt land? Eller havde vi i deres øjne indrettet os aldeles forkert?
For 20 år siden boede jeg i Italien, hvor jeg studerede og arbejdede. Efterfølgende kvitterede venner dernedefra med et besøg. Jeg fremviste Tivoli og havfruen, diskede op med smørrebrød og lånte dem cykler. Og de syntes godt om Danmark. Men én ting undrede de sig meget over: Hvorfor mødte man så mange åbenlyst berusede mennesker i gaderne om aftenen? Ikke mindst helt unge. Hvorfor fik de lov til det?
En anden gang bemærkede min veninde fra England, at børnene i Danmark først lærer at læse, når de er seks år gamle. Hendes datter på fire var godt i gang med bogstaver på daværende tidspunkt. Hvorfor? "Vi vil gerne give børnene lov til at lege," forklarede jeg. "Men hvad forhindrer dem i at lege med bogstaver?", lød modspørgsmålet. Sandt nok.
Og så var der amerikaneren, som besøgte vores familie og fik forklaret vores skattesystem og det deraf følgende gratis sundhedssystem, skolevæsen og meget mere. Han nikkede og spurgte til sidst: "Der er bare en ting, jeg ikke forstår: Hvordan i al verden får man folk til at betale alle de penge?".
Indikationerne på danskhed er altså ikke altid dem, vi ynder at fremhæve, og de forandrer sig også over tid. Det kan man blandt andet læse i en helt ny bog "Being Danish", skrevet af den britiske sociolog Richard Jenkins, som i 15 år har studeret danskerne – blandt andet i Skive. Hans påstand er, at vi faktisk ikke er særligt homogene eller lige i Danmark. Av. Og at vi i øvrigt til stadighed adopterer skikke udefra. Det eksemplificerer han med et citat fra en teenager, han interviewede i forbindelse med bogen. Adspurgt om de danske nationalretter svarede drengen: "Flæskesteg og pølser". Hvorefter han tilføjede "... og pizza og lasagne".
Danskheden er med andre ord ikke, hvad den har været. Men den er stadig langt fra en by i Rusland.
vaaben@k.dk