Samfundstrukturen i de kulturelt forskelligartede afrikanske stammer var oprindeligt præget af en hierarkisk opbygning, der kunne minde om det indiske kastesystem. De laveste sociale klasser arbejdede i en form for livegenskab. De blev respekteret og betragtedes ofte som en del af værtsfamilien.

Denne samfundsopbygning ændredes i takt med de arabiske muslimers fremmarch på det afrikanske kontinent. Muslimerne foretog voldelige røveriske overfald på landsbyer, som de satte ild til. De overlevende blev taget til fange og ført ud til handelsstationer på Afrikas nordkyst og østkyst. Overfaldene tog gradvist til i omfang og blev systematiserede.
Muslimerne udbyggede det oprindelige livegenskabssystem, men de ændrede fuldstændig dets karakter. De fik hjælp af lokale, der som menneskejægere tjente på samarbejdet, og ud over griskhed blev nogle hjælpere motiveret af en fattigdom, der var forårsaget af afbrændingerne.

Der var dog også modige og karismatiske afrikanske modstandsfolk. Særlig kendt er afrikanernes oprør i det nuværende Irak i år 869. De nåede at oprette deres egen stat i området, inden oprøret blev slået ned. De påførte dog de muslimske magthavere store tab.

Det organiserede slaveri i Afrika tog sin begyndelse i Darfur i år 652, da den sudanske leder stiftede fred med invaderende muslimer under ydmygende fredsbetingelser. Der blev underskrevet en fredsaftale, der forpligtede ham til en årlig leverance af flere hundrede slaver til de muslimske magthavere.

Hermed blev grunden lagt for de arabiske muslimers institutionaliserede slaveri i Afrika, og slaveriet foregår stadigvæk i Darfur den dag i dag, uden at det internationale samfund sætter effektivt ind over for det (takket være Sydsudans nylige afstemning om en formel løsrivelse fra det muslimsk dominerede nord, der blev vedtaget med overvældende flertal, har kristne og animistiske sudanere nu udsigt til et tiltrængt helle i den del af landet). Det har således stået på i omkring 1400 år.

Islam bredte sig ved sin begyndelse med stor hast på den arabiske halvø – med dødstrusler, hvis man ikke underkastede sig, og løfter om krigsbytte, hvis man omvendte sig. Med muslimernes ekspansion på det afrikanske kontinent blev meddelagtighed i den indbringende slavehandel endnu en motivationsfaktor for at deltage i den islamiske jihad, ligesom afrikaneren i teorien kunne undgå at blive slave, hvis han omvendte sig til islam.

Det hed sig, at ingen muslim kunne trælbindes, men i praksis blev også sorte muslimer taget til fange og gjort til slaver. Dette skyldtes, at de arabiske muslimer i takt med slaveriets udbredelse udviklede en dyb foragt for de sorte afrikanere. Det arabiske ord abd, der betyder slave, brugtes også nedsættende om den sorte afrikaner.

Tidiane N'Diaye bringer i bogen gribende beretninger om den lange og ubarmhjertige transport af fanger fra kontinentets indre ud til Afrikas østkyst og nordpå igennem Saharas vidtstrakte ørken op til Afrikas nordkyst. Man kunne let følge slaveruterne, idet der lå menneskeknogler spredt i vejkanten.

Ved Tanganyikasøen observerede Stanley, hvordan mange lig lå og flød langs søens bredder. Da han spurgte en araber om grunden hertil, sagde denne nøgternt konstaterende, at ådselsæderne normalt spiste dem, men at der dette år havde været flere lig, end de kunne overkomme.

Gribende er også Antoine de Saint-Exupérys beretning om den stedlige slave, der når han engang blev for gammel til at være til nytte, ville blive smidt på porten, hvorefter han afkræftet og udsultet ville drage ud i ørkenen for at lægge sig til at dø. Muslimske mauriske børn ville så nysgerrigt iagttage ham i hans dødskamp, mens de legede ved siden af.

Tidiane N'Diaye nævner det paradoksale i, at mange amerikanere af afrikansk afstamning bekender sig til islam, når netop denne ideologi har påført deres forfædre så store lidelser. De afrikanske efterkommere ønsker tilsyneladende at fortrænge ydmygelsen, og det giver sig udslag i en reaktion, som forfatteren betegner som det afrikanske Stockholm-syndrom.

Herudover har flere grupperinger et ønske om at fastholde Vesten i skyldfølelse over europæernes andel i slavehandelen. Ved at påtage sig en offerrolle i denne forbindelse kan afrikanere og muslimer påberåbe sig moralsk overlegenhed over for vesterlændinge. Disse grupper får følgeskab af vestlige "oikofober", der foragter deres egen kultur, heriblandt også forskere.

De arabiske muslimers omfattende og grusomme udbytning af afrikanerne igennem 1400 år tilsløres, mens europæernes ansvar for den transatlantiske slavehandel er blevet udførligt beskrevet og beklaget. Der er aldrig sket et lignende selvopgør i den muslimske verden, idet den ikke er præget af skyldfølelse over overgrebene på de afrikanske folk.

Tidiane N'Diaye betegner de arabiske muslimers udbytning af afrikanerne som et folkemord. Han argumenterer for, at dette ikke er for stærkt et udtryk, men at det tværtimod er en dækkende beskrivelse af overgrebet. Man ønskede i den muslimske verden at have fuld kontrol over de tilfangetagne slaver. De blev derfor forhindret i at få efterkommere, både ved omfattende kastreringer og ved børnedrab.

Kastreringen foregik på systematisk vis på lokaliteter langs slaveruten frem mod kystens handelsstationer. Operationen fandt sted under primitive forhold og med stor dødelighed til følge. De overlevende indbragte en god pris og var efterspurgte som vagter ved de muslimske haremmer.

Det er vanskeligt at estimere det samlede antal ofre. Ud over de mange deporterede afrikanere, N'Diaye estimerer antallet til 17 millioner, døde ganske mange afrikanere under tilfangetagelserne og fangetransporterne.

Kirsten Valeur er oversætter