Europæere, asiater og nordamerikanere skal hvert forår tage afstand fra kristenforfølgelser. Sådan lyder et forslag fra den europæiske sikkerhedsorganisation OSCE. Forslaget får blandet modtagelse
Et opsigtsvækkende forslag skal nu forstærke opmærksomheden på kristenforfølgelser overalt i verden. Forslaget er, at den 7. maj hvert år skal være mindedag for "moderne kristne martyrer" i OSCE-lande i Europa, Centralasien og Nordamerika.
Bag initiativet står italieneren Massimo Introvigne, som er nyudnævnt repræsentant for bekæmpelse af diskrimination med særligt ansvar for kristne hos Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE.
"Der er en tendens til at undervurdere forfølgelserne af kristne, som om de var mindre alvorlige end andre religiøse forfølgelser. Tanken er, at det ikke er kirkerne, der skal mindes de kristne martyrer, men stater, byer og skoler, fordi forfølgelse af kristne er et problem, der vedkommer alle. Jeg håber, at enkeltstater vil tage idéen op og derved skabe en sneboldeffekt, og jeg har allerede modtaget positive reaktioner fra Italien," siger han til Kristeligt Dagblad.
Forslaget kommer i kølvandet på måneder med historier om forfulgte kristne i specielt Irak og Afghanistan. Senest kom det frem, at Egyptens kristne mindretal efter al sandsynlighed står isoleret på sidelinjen, når en ny regering skal etableres efter præsident Hosni Mubaraks fald. Derfor er forslaget særdeles kærkomment, mener Jørn Blohm Knudsen, dansk generalsekretær i den internationale organisation Åbne Døre, der arbejder for verdens forfulgte kristne.
"Det er en god idé og et skridt i den rigtige retning, at politikere og befolkninger får øjnene op for, at der sker kristenforfølgelser. Øjnene har været lukkede i 20 år, og herhjemme er forfølgelserne et ukendt begreb for borgerne, mens politikerne har berøringsangst over for det."
Også forskningsleder Eva Maria Lassen fra Institut for Menneskerettigheder ser positivt på forslaget, men hun aner faldgruber.
"Set fra et menneskeretsligt synspunkt bør man bruge alle tilgængelige redskaber til at stoppe forfølgelser. Men man kan frygte, at en mindedag specifikt til forfulgte kristne kan give bagslag i den forstand, at det nok vil undre nogen, hvorfor det netop er de kristne, der skal have en mindedag. Hvorfor ikke eksempelvis forfulgte jøder og muslimer? Signalværdien kan være problematisk," siger hun.
Inden for Danmarks grænser er fokus på forfulgte kristne også skærpet. Blandt andet holdt Københavns Stift i januar et topmøde mellem kristne og muslimske ledere fra Irak, mens udenrigsminister Lene Espersen (K) gentagne gange har indskærpet over for Afghanistans udenrigsminister, Zalmai Rassoul, at kristenforfølgelser skal stoppes.
Forhenværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) finder OSCE-forslaget interessant.
"Jeg er naturligvis imod enhver forfølgelse af både kristne i den arabiske verden og af muslimer i den europæiske kultur. Derfor er jeg nysgerrig efter at høre mere om det her initiativ, men den eventuelle virkning af forslaget forekommer mig uklar," siger han.
gehlert@k.dk