Else Marie Bukdahl synes, at de skabende kunstnere fortjener mere opmærksomhed. Uden billedkunstnere og forfattere ville museerne ikke have kunst at udstille og forlagene ingen bøger at udgive.
- Leif Tuxen.
Helle Sahl Madsen |
21. februar 2011
Det Nye Testamente er den bog, der har gjort størst indtryk på tidligere rektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Else Marie Bukdahl. Også Dostojevskijs forfatterskab har været med til at forme hende
Hvad er din seneste store læseoplevelse?
"Det er Birgithe Kosovics roman 'Det dobbelte land', som jeg lige har læst, og som gik lige i hjertet på mig. Den handler ikke bare om det splittede land Jugoslavien, den har også et alment menneskeligt perspektiv. Hovedpersonen er Milovan, som har haft en frygtelig barndom. Som voksen går han gennem de begivenheder, der til sidst fører til Jugoslaviens splittelse. På en smertefuld måde kommer han til at se virkeligheden i øjnene."
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?"Det har Det Nye Testamente, som jeg har læst mange gange. I Det Nye Testamente dominerer ydmygheden, selvforglemmelsen og kærligheden."
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?"Så vil jeg gerne anbefale en udstilling på Brandts i Odense med Bianca Maria Barmen. Hun laver nogle fantastiske skulpturer helt i hvidt. De fastholder kroppens dimensioner og intensitet. Hendes kunst er et eksempel på, at det billedkunstneriske formsprog både kan få fat i det store perspektiv og de små nuancer, som verbalsproget enten ikke kan indfange på samme måde eller slet ikke kan få fat i."
Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?"Det har Dostojevskijs forfatterskab. Han er den, der bedst af alle formår at afdække de dybeste, mest uhyggelige og forfærdelige lag i mennesket. Samtidig er han en forfatter, som utrolig intenst og virkelighedsnært kan skildre, hvordan Guds kærlighed kan oprejse det syndige og fortvivlede menneske.
Han beskriver også, hvordan menneskers selvforglemmende kærlighed kan rive mennesket ud af ondskabens cirkel. Det kommer for eksempel meget tydeligt frem i 'Forbrydelse og straf', som jeg for nylig har set som teaterstykke på Det Kongelige Teater."
Hvad betyder kultur for dig?"Under Anden Verdenskrig ønskede Winston Churchills finansminister at skære i kunststøtten for at finansiere krigsindsatsen. Churchills svar var: "Men hvad kæmper vi så for?"
Kultur betyder med andre ord utroligt meget, også for mig. Der har altid været kultur. Ved de første spor af mennesket var der også spor af kultur. Mennesket har til alle tider forsøgt at forstå meningen med livet og døden ved hjælp af kultur. Der har altid været ritualer og fortolkninger, så man kan leve med vilkår, som man dybest set ikke forstår."
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?"Jeg synes, at de skabende kunstnere fortjener mere opmærksomhed. Altså blandt andre billedkunstnere, digtere, forfattere og komponister. Den gruppe er ofte den fattigste inden for kunst- og kulturverdenen, men det er trods alt dem, der er først i fødekæden. Hvis ikke de skabende kunstnere fandtes, ville der jo ikke være noget for museerne at udstille og ingen bøger for forlagene at udgive."
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?"Nej, det er der faktisk ikke. Jeg kan både lide det klassiske og det grænseoverskridende nye."
madsen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad