Melisa ved lokal- og socialpsykiatrien i Skanderborgs lokaler, hvor hun stadig er tilknyttet. Efter et mangeårigt forløb med medicinsk og terapeutisk behandling af skizofreni er hun i dag langt mere velfungerende.
- Lars Aarø/Fokus.
Louise Graa Christensen |
21. februar 2011
31-årige Melisa Blaabjerg har forgæves forsøgt at finde arbejde efter at have fået det bedre oven på et langt sygdomsforløb. Når arbejdsgiverne hører om hendes skizofreni, bakker de ud
Det var lige før en af de afsluttende eksamener, at det gik galt. En eksamen, der skulle opfylde Melisa Blaa-bjergs drøm om blive markedsføringsøkonom.
Hun husker ikke selv forløbet særlig godt, hun har i dag problemer med hukommelsen. Men hun ved fra andre og fra sin meget tykke journal, at hun forlod eksaminationen, gik hjem, endevendte sin lejlighed og skar i sig selv. Hun havde fået en psykose og blev som 23-årig indlagt på en psykiatrisk afdeling for første gang.
Når hun i dag kigger tilbage på sin barndom og sine teenageår, kan hun godt se, at hun allerede dengang led af visse vrangforestillinger og hørte stemmer. Men hun voksede op i en almindelig kernefamilie, og først da presset for at præstere på uddannelsen blev for stort, blev sygdommen udløst.
De efterfølgende år blev hun indlagt på Risskov Psykiatrisk Hospital flere gange i helt op til ni måneder ad gangen. Hun modtog behandling med elektrochok og fik flere slags antidepressiv medicin. Men hun blev ved med at være så syg, at hun ikke kunne føre et normalt liv og måtte gå på førtidspension.
Melisa Blaabjerg fortæller, at de psykiatere og læger, hun mødte, havde svært ved at stille en diagnose, men blot formodede, at hun havde en svær depression. Først da en ny psykiater besluttede sig for at gennemgå hendes sag fra ende til anden, blev hendes diagnose som skizofren stillet, og herefter gik det lige så langsomt fremad.
Men det var ikke altid lige let at holde modet oppe, for selvom Melisa følte sig udmærket i stand til at varetage et skånejob, var hun ikke eftertragtet på arbejdsmarkedet.
"Jeg var ærlig omkring min sygdom i mine ansøgninger, og jeg er helt sikker på, at det var det, der gjorde, at jeg ikke fik svar. Senere skrev jeg det meget indirekte og blev så kaldt til jobsamtaler, hvor det gik rigtig godt. Men når jeg fortalte, at jeg havde haft en psykisk lidelse, fik jeg ingen ansættelse," fortæller hun.
"Jeg tror, det bunder i, at folk er bange for, at man lige pludselig flipper ud og opfører sig mærkeligt. De ved intet om sygdommen og blander rundt i fakta. Nogle tror for eksempel, at psykopati og psykose er det samme."
I dag er Melisa velfungerende og har arbejde som tjener på Café Den Hvide Hest i Horsens, som er en arbejdsplads for folk med psykisk lidelser. Hun drømmer på sigt om et liv med et almindeligt job i en butik og mindre tilknytning til det psykiatriske system.
"Mit forløb har gjort, at jeg kender mig selv rigtig godt og måske også bedre end andre, der ikke fejler noget, kender sig selv. Jeg ved, hvor mine grænser er og kan mærke det, hvis noget begynder at stresse mig. Jeg synes også, at jeg er blevet meget rummelig og tolerant over for andre, fordi jeg har lært, at dette kan ske for alle, og at langt de fleste har perioder, hvor de ikke fungerer normalt. Men vi skal alle sammen være her."
Snart lukker Café Den Hvide Hest, og det er Melisa meget ked af.
"Arbejde er meget vigtigt, fordi det er, når jeg tager på arbejde, at jeg har fri. Så foregår der nogle andre ting oppe i hovedet på mig. Jeg er en person med en skizofrenilidelse, men jeg kan faktisk ret mange ting, og det at arbejde hjælper mig til at vide, at jeg er god nok, siger hun."
graa@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad