Hanne Pontoppidan |
21. februar 2011
Arbejdsgiverne burde gøre sig betydelige overvejelser om, hvordan de holder på de ældre medarbejdere, skriver Hanne Pontoppidan
FØRST VAR DET genopretningspakken, der halverede dagpengeperioden og forringede vilkårene for de ansattes deltagelse i uddannelse. Så kom finansloven, der strammede yderligere op, og nu også forringede vilkårene for de lediges deltagelse i uddannelse.
Nytårsdag skulle vi så lægge øre til yderligere tanker om stramninger på arbejdsmarkedsområdet. Nu var statsministerens appetit faldet på en hurtig afvikling af efterlønnen.
Helt ærligt, hvad er det for en virkelighed, de pågældende politikere lever i?
Nu og her oplever vi, at arbejdsløsheden er i vækst. Vi oplever, at de mange fyringer, der sker i kommunerne og staten, i særlig – og uhørt – grad rammer de ældre ansatte. Og vi har de seneste år oplevet en markant vækst af lærere, der må lade sig førtidspensionere, fordi de simpelthen ikke kan holde til arbejdspresset ude på skolerne.
Ja, vi kan jo også lade blikket løbe igennem en netop offentliggjort rapport fra OECD. Den giver Danmark en kedelig førsteplads som det land, hvor flest mennesker må forlade arbejdsmarkedet på grund af psykisk sygdom. Rapporten afslører, at hver fjerde dansker, som i 1995 fik førtidspension eller fik et fleksjob, fik det på grund af en psykisk sygdom. I dag gælder det hver anden. Jobbet slider.
I Lærernes a-kasse har man spurgt medlemmerne på efterløn, hvorfor de har truffet det valg. 79 procent svarer, at helbredsmæssige grunde var en medvirkende årsag, og 43 procent svarer, at det i meget høj grad var på grund af helbredet. 43 procent!
Videre angiver 78 procent, at arbejdspresset har været en direkte indvirkende faktor. Lærerjobbet er hårdt! Mange uden for lærerverdenen forestiller sig ikke hvor hårdt. Det er svært for udenforstående at forestille sig en hverdag på jobbet, hvor man skal forholde sig til unge mennesker med en eller flere diagnoser, unge mennesker med misbrugsproblemer og unge med dårlig opbakning fra hjemmet, samtidig med at man skal få en undervisning på et hold til at fungere, så de unge mennesker faktisk får lært noget.
SÅDAN ER virkeligheden imidlertid på en række danske uddannelsesinstitutioner. Det er noget, der slider. Og det er ikke underligt, at mange ældre kolleger får brug for at trække efterlønskortet.
Arbejdsgiverne burde gøre sig betydelige overvejelser om, hvordan de holder på de ældre medarbejdere. Der må etableres gode seniorpolitikker, og det bør alle steder være muligt at kombinere arbejde med gradvis tilbagetrækning – for eksempel gennem anvendelse af en kombination af efterløn og arbejde og senere måske gennem en hel eller delvis udskydelse af folkepensionen.
De lovgivningsmæssige muligheder eksisterer i dag, og overenskomsterne har rammeaftaler, der kan bruges til formålet. Men det er de færreste steder, man gør brug af dem.
Videre forekommer det fuldkommen grotesk, at vi her ved overenskomstforhandlingerne har skullet slide for at sikre, at seniordagene fortsætter, og det er endda ikke lykkedes på det statslige område. Hvis målet er, at de ældre skal blive på arbejdsmarkedet, så skal der altså sættes ind med understøttende tiltag. Det er ikke pisk, der er brug for.
Afslutningsvis synes jeg, der er grund til højlydt at undre sig over den samlede strategi for at sikre flere hænder og vidende ansatte på det offentlige arbejdsmarked. Findes sådan en strategi overhovedet?
Hanne Pontoppidan,
formand for Uddannelsesforbundet,
Nørre Farimagsgade 15,
København K
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad