Det må være nogle hede romantiske ånder, der har gennemtrumfet udgivelsen af Hölderlins "Hyperion" (1797-1799) i en dobbeltsproget udgave med tysk tekst på venstre side og en fremragende dansk oversættelse ved Hans Christian Fink på højre. For der findes vel meget få læsere i dag, der kan udholde eller finde vej i en så voldsom, romantisk prosa, der bader sig i superlativer som den mest benyttede stilistiske forstærkning af sproget. Det er hele tiden det ypperste, det dejligste, det dybeste , det højeste, det mest vidunderlige og så videre.
Hölderlin blev (1807) sindssyg midt i sit liv, men skrev fortsat digte, som han underskrev med navnet Scardanelli. Om disse digte skrev Højholt i novellen "Scardanelli", at de ubetvivleligt er digte, men at de intet synes at omtale.
Når man har pløjet sig igennem "Hyperion", er man lige ved at sige, at der er ingen forskel på Hölderlin før og efter sindssygen. Prosaen i "Hyperion" har ubetvivleligt en stærk position som kunstnerisk praksis på sit tidspunkt cirka 1800, men hvad den taler om, er man hyppigst i tvivl om. Sin høje rang som prosa får den ved i uovertruffen grad at formidle ekstasen i ren form til læseren. Et eksempel: Hyperion skriver til vennen Bellarmin: "Som Jupiters ørn lytter til musernes sang, således lytter jeg til den underfulde uendelige vellyd, der er i mig. Uanfægtet af sans og sjæl, stærk og fro, med smilende alvor, leger jeg i ånden med skæbnen og dens tre søstre, de hellige parcer. Fuld af guddommelig ungdom jubler hele mit væsen over sig selv, over alt. Som stjernehimlen er jeg stille og bevæget".
Her står med mange ord , hvordan et jeg er ekstatisk bøjet over sig selv og sin ungdoms sindsbevægelser.
Den handlingsgang, der trods alt lader sig udskille af lignende sjælsbeskrivelser gennem den cirka 100 store siders tekst, er følgende: Hyperion vender i cirka 1770 tilbage sin barndoms Grækenland og konstaterer både afstanden til antikkens Grækenland og muligheden for at genopvække den antikke ånd i sig ved at hengive sig til naturens skønhed.
Hans ekstatiske besyngelser af den kalder en ung pige til, som han bliver kæreste med, og som han kalder Diotima. Imidlertid mener han, at hans store begejstring må have politiske konsekvenser, og han melder sig til den begyndende græske modstand mod tyrkerne. I denne kamp skuffes han voldsomt over folkenes manglende entusiasme for frihedskampen og såret skiller han sig fra Diotima og rejser nordpå til tyskerne, til vennen Bellarmin.
Men også tyskernes manglende begejstring skuffer ham, hvorpå han vender tilbage til Grækenland, lyset, naturen og Diotimas ånd (hun har begået selvmord for sætte Hyperion fri til de store opgaver, hun venter, han skal løse).
Det er en sej brevroman fra Hyperion til Bellarmin at komme igennem selv for en interesseret læser. På den anden side ved man med fuldkommen sikkerhed bagefter, hvad romantisk ånd er. Den flyvende , flydende bevidsthed, der letter fra jeget og krydser alle horisonter og begrænsninger, tider og steder for at finde billedsprog til sin indre kraft. Og man ville være et skarn, hvis man ikke blev rørt af sådanne beskrivelser som denne af den elskede Diotima: "Fremme ved randen af bjergtinden stod vi nu og skuede ud i det uendelige Østen. Diotima spærrede øjnene op, og stille, som en knop, der springer ud, åbnede det kære lille ansigt sig for himlens luftninger, blev lutter sprog og sjæl, og som begyndte den sjælen flugten op i skyerne, stod hele hendes skikkelse blødt strakt i vejret i let majestæt og rørte knap jorden med fødderne".
Friedrich Hölderlin: Hyperion – eller Eremitten i Grækenland. Med tysk originaltekst. Oversat af Hans Christian Fink. Efterskrift af Peter Laugesen. Illustreret af Per Kirkeby. 208 sider. 298 kroner. Forlaget politisk revy (Rævens sorte bibliotek).
