Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Da Italien blev en nation - næsten til din ven.
Da Italien blev en nation - næsten
Det afgørende slag for den italienske samling kommer først i 1860, da republikaneren Giuseppe Garibaldi efter mandat fra Camillo Cavour, minister i det sardiske kongedømme, stiller sig i spidsen for et ekspeditionskorps, der marcherer mod Napoli. Her har en ukendt kunstner fra Den Italienske Skole i det 19. århundrede malet mødet mellem Garibaldi og den sardiske kong Victor Emanuel II, der blev Italiens konge få måneder senere. Paven accepterede ikke Italien før efter Lateran-aftalen i 1929.
- The Bridgeman Art Library/Scanpix.
Emneord for denne artikel
Den 18. februar 1861 samledes det første italienske parlament i en samlet italiensk nation. Men Rom hørte endnu ikke til Italien, og italienerne vidste endnu ikke, at de var et folk. 150 år senere er den italienske nationsbygning endnu ikke fuldendt. Og bliver det måske aldrig
"Italien eksisterer nu kun som et geografisk udtryk".
Ordene er den østrigske fyrst Metternichs, og han udtalte dem i 1847, flere år efter at han under Wienerkongressen havde sørget for at genoprette det kludetæppe af mindre kongedømmer, flere af dem under østrigsk åg, som Napoleon midlertidigt havde samlet med sine erobringer.
Den italienske halvø havde siden højmiddelalderen været splittet i bystater og fyrstedømmer og siden renæssancen været offer for rivalisering mellem de europæiske stormagter. Frankrig, Spanien og siden Østrig tilkæmpede sig på skift lunser af kernen i romernes og kristenhedens gamle rige.
Da Metternich frakendte Italien enhver status af stat og nation, bestod halvøen af det napolitanske kongedømme, der dækkede Sicilien og det meste af Syditalien, og som hørte under det spanske kongehus. Der var Venetien og Lombardiet, der hørte under Østrig, der var Toscana og adskillige bystater, men også de pavelige stater, resterne af det kristne teokrati, der dækkede en god bid midt på den italienske halvø. Og så var der det sardiske kongerige med Sardinien og et godt stykke af fastlandet med Piemonte og Torino som politisk centrum.
Annonce
Det var netop her, i Torino, at Metternichs ord blev gjort til skamme. Den 18. februar 1861 – i fredags for 150 år siden – samledes det første italienske parlament i Torino, og samme dag proklamerede Victor Emanuel II, konge af Piemonte, Savoyen og Sardinien sig som konge af Italien.
Ordene er den østrigske fyrst Metternichs, og han udtalte dem i 1847, flere år efter at han under Wienerkongressen havde sørget for at genoprette det kludetæppe af mindre kongedømmer, flere af dem under østrigsk åg, som Napoleon midlertidigt havde samlet med sine erobringer.
Den italienske halvø havde siden højmiddelalderen været splittet i bystater og fyrstedømmer og siden renæssancen været offer for rivalisering mellem de europæiske stormagter. Frankrig, Spanien og siden Østrig tilkæmpede sig på skift lunser af kernen i romernes og kristenhedens gamle rige.
Da Metternich frakendte Italien enhver status af stat og nation, bestod halvøen af det napolitanske kongedømme, der dækkede Sicilien og det meste af Syditalien, og som hørte under det spanske kongehus. Der var Venetien og Lombardiet, der hørte under Østrig, der var Toscana og adskillige bystater, men også de pavelige stater, resterne af det kristne teokrati, der dækkede en god bid midt på den italienske halvø. Og så var der det sardiske kongerige med Sardinien og et godt stykke af fastlandet med Piemonte og Torino som politisk centrum.
Det var kulminationen på to uafhængighedskrige mod Østrig. Men der skulle en tredje krig og yderligere ni år til, før den italienske foreningsproces blev fuldført, i geografisk forstand, da de pavelige stater og Rom blev indlemmet i det nye Italien. Og endnu længere før Italien som nation begyndte at se dagens lys.
"Italien har ret beset aldrig eksisteret som et forenet land med en national historie, der er generelt accepteret af alle. Og alligevel kan vi i dag tale om en italiensk nation, selvom der stadig er huller i nationalfølelsen," siger Walter Barberis, professor i historie og kommissær på udstillingen "Fare gli Italiani" ved Officine Grandi Riparizioni-museet i Torino, som i anledning af 150-året for dannelsen af den italienske stat fortæller historien om, hvordan italienerne blev til italienere.
Det er i vid udstrækning modstanden mod den østrigske tilstedeværelse, der opflammer den spirende nationalisme. Førende i denne bevægelse er Camillo Cavour, minister i det sardiske kongedømme. Cavour er arkitekten bag det konstitutionelle monarki, der først ind-føres i det sardiske kongedømme og derefter bliver model for det nye Italien.
Det sardiske kongedømme lancerer den militære offensiv mod Østrig i 1848 i kølvandet på de revolutionære bevægelser, der kendetegner Europa. Men det afgørende slag for den italienske samling kommer først i 1860, da republikaneren Giuseppe Garibaldi efter mandat fra Camillo Cavour stiller sig i spidsen for et ekspeditionskorps, der marcherer mod Napoli.
Det er de såkaldte I Mille, de tusind mænd, som får kongedømmet Napoli til at falde og slutte sig til Cavours nye forenede Italien.
De italienske nationalisters eget ord for denne vision om et forenet Italien var risorgimento, genopstandelse. Og det, som skulle genopstå, var antikkens og renæssancens storhedstid.
Giuseppe Mazzini, en af risorgimentoens åndelige fædre, drømte om "et tredje Italien" som arvingen efter det romerske og det kristne Italien. Historiske romaner hyldede den glorværdige fortid, og samme tema tages op i operaerne som i Verdis "Nabucco", hvor fangekoret synger om drømmen om at genfinde det tabte fædreland.
"Men det var den intellektuelle elite, der besang den glorværdige fortid i skikkelse af litteraturen, kunsten og bystaternes magt og velstand. De besang kulturen som det, der tidligere havde forenet Italien, og som nu skulle legitimere den politiske forening med den påstand, at Italien altid havde eksisteret. Men denne vision havde meget lille gennemslagskraft uden for den kulturelle og politiske elite," påpeger Walter Barberis.
Den folkelige opbakning til projektet kunne faktisk ligge på et meget lille sted.
Især i Syditalien var der udpræget mistillid til den nye stat. Oprør mod den nye stat blev slået ned med hård hånd. Andre flygtede op i bjergene til det såkaldte "brigantaggio" eller banditvæsen, som var med til at så kimen til mafiavæsenet som en statsfjendtlig institution.
"Da det napolitanske kongedømme brød sammen, blev der ganske vist holdt en folkeafstemning, men meget få fik lov at deltage. Det er en proces, der blev tvunget igennem fra oven, fra en stat, som befolkningen ikke ønskede og ikke havde indflydelse på," påpeger lektor Gert Sørensen fra Romansk Institut ved Københavns Universitet, som blandt andet er specialist i italiensk identitetshistorie.
"Tilmed kostede krigene mod Østrig dyrt, og den nye stærkt forgældede stat begyndte at indkræve høje skatter. Samtidig blev grunden til den økonomiske deling mellem Nord- og Syditalien lagt. Det økonomiske centrum flyttede mod de store byer i nord, der tiltrak investeringerne på bekostning af Syditalien," påpeger Gert Sørensen.
Dertil kom, at den nye italienske stat fra starten fik paven og den katolske kirke imod sig. Paven er statsleder i pavestaterne, og skabelsen af et samlet Italien var en bombe under pavens verdslige magt. Pius IX gik så langt som til at forbyde katolikkerne i det nye forenede Italien at deltage i de nye institutioner og endog stemme ved de folkeafstemninger, der blev holdt.
"Netop som paven troede, at modreformationen havde fået enhver trussel mod kirkens verdslige magt på afstand, dukkede truslen op igen og tilmed meget tæt på," understreger Gert Sørensen.
Det unge italienske kongedømme var ikke meget for at føre krig mod paven, og paven kunne desuden regne med den franske kejser, Napoleon III?s, militære beskyttelse. Men efter Frankrigs nederlag til Bismarck i 1870 gik de italienske styrker ind i Rom, der overgav sig næsten uden kamp.
Pavestaten blev indlemmet i Italien, og Pius IX trak sig tilbage til Vatikanet, hvor han erklærede sig for fange. Han nægtede at anerkende den garantilov, som det italienske parlament vedtog i 1871, og som gav paven en række privilegier. Men uden at anerkende Vatikanet som en stat.
Først med Lateran-aftalen i 1929 blev der fred mellem Vatikanet og Italien.
"Den katolske kirke virkede som en splittende faktor i forhold til den italienske samling," påpeger Walter Barberis.
"Men ét var den officielle kirke. Noget andet var trosfællesskabet mellem italienerne i hverdagen. Her har den fælles katolske tro formentlig været med til at udvikle en fælles national identitet," mener den italienske historiker.
Det var Første Verdenskrig, som for alvor fik italienerne til at føle sig som en nation med et skæbnefællesskab.
"Italienerne var pludselig fælles i sorgen over deres døde," siger Barberis, som peger på, at fortællingen om italienernes fælles storladne fortid, som kun havde beskeden indflydelse på risorgimentoen, senere blev taget op i skolerne.
"Her var den med til at præge udviklingen af en nationalfølelse. Men denne fokusering på den nationale stolthed var også med til at favorisere fascismen og indgik i Mussolinis propaganda," påpeger Barberis.
150 år efter Italiens fødsel er italienerne nok blevet til italienere, mener han.
"Men der er stadig splittelse mellem Nord- og Syditalien. Sydpå beskylder man Norditalien for at have stjålet naturressourcerne, nordpå beskylder man det fattigere Syditalien for at koste nordita- lienerne for dyrt i skat," siger Walter Barberis.
Men uden at gå som langt som til at give Metternich ret, på 150 års afstand, og erklære Italien for et rent geografisk fænomen.
"Italien har måske ikke en national fortælling, der accepteres af alle. Men Italien er en historisk og kulturel realitet. Med mange ansigter."
historie@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
