Peter V. Legarth |
22. februar 2011
"At Jesus rakte hånden ud imod prostituerede, betød ikke at han velsignede prostitutionen. Vi kan simpelthen ikke behandle evangelierne på den måde (...) En sådan form for argumentation er ikke i stand til at legitimere en kirkelig vielse eller velsignelse af homoseksuelle par" mener Peter V. Legarth, professor i Det Nye Testamente ved Menighedsfakultetet
THOMAS REINHOLDT Rasmussen efterlyser i Kristeligt Dagblad den 17. februar en bibelsk argumentation for det klassiske syn på homoseksuel praksis. Det er lidt overraskende for mig at lytte til dette ønske, al den stund udgangspunktet for min debat med Rasmussen er en kronik, hvor jeg har redegjort for forskellige tolkninger af Paulus? udsagn om den sag i Romerbrevet, kapitel 1.
I øvrigt har det ikke skortet på bibelsk argumentation fra bibeltro hold. Et af de vægtigste dokumenter er i den forbindelse det responsum, som for en halv snes år siden blev udgivet under titlen "Kærligheden glæder sig ikke over uretten".
Jeg deler Rasmussens efterlysning af en debat, der tager stilling til de eksegetiske spørgsmål om denne sag, men Rasmussen gør sig sagen for let ved simpelthen at se bort fra Paulus' ord om homoseksuel praksis.
Rasmussen mener, at vi på det punkt skal følge Jesu eksempel. Vi kan bare skifte ordet "spedalske" ud med ordet "homoseksuelle". Så vil Jesu holdning til emnet være klar, hedder det hos Rasmussen. Mon ikke han selv kan se, at han her er ude på gyngende grund? Jesus rakte hånden ud imod spedalske, men Jesus velsignede ikke spedalskhed. Han rakte hånden ud imod prostituerede, men han velsignede ikke prostitutionen. Han rakte hånden ud imod toldere, men han velsignede ikke skattesnyd og pengegriskhed.
Vi kan simpelthen ikke behandle evangelierne på den måde. Det indebærer en utilbørlig vilkårlighed. En sådan form for argumentation er ikke i stand til at legitimere en kirkelig vielse eller velsignelse af homoseksuelle par.
Det vil føre for vidt at reagere på alle Thomas Reinholdt Rasmussens vredladne og insinuerende udsagn, men jeg må fastholde, at vi ikke har beføjelse til at gøre kirkens lære og forkyndelse konform med folkeopinionen.
Peter V. Legarth,
professor i Det Nye Testamente ved Menighedsfakultetet,
Katrinebjergvej 75, Århus N