Døden skal have en årsag

Patienter og pårørende har fået sværere ved at acceptere døden. Sådan lyder det fra ledelse og læger på Hvidovre Hospital. Ikke mindst for de ældre patienter fører det til en uværdig overbehandling

"Vi behandler meget intensivt og hiver mennesker igennem, hvor jeg godt mener, man kan diskutere, om vi gør for meget," siger Jens Ole Nielsen, professor og overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital.
"Vi behandler meget intensivt og hiver mennesker igennem, hvor jeg godt mener, man kan diskutere, om vi gør for meget," siger Jens Ole Nielsen, professor og overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital. . Foto: Leif Tuxen.

Det er en helt almindelig hverdagsformiddag på lungemedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital. Læge Oli Dalsgard er på stuegang og lægger blandt andet vejen forbi Lone Holm, som lider af lungesygdommen KOL, og som bliver udskrevet i dag. Den ældre dame ligger med hovedet hvilende på puden og grønne slanger i næsen, der sørger for at give hende ekstra ilt.

"Jeg ville lige sige farvel," siger Oli Dalgaard. "Hvordan har du det?".

"Det er hårdt," siger hun.

"Ja, det har været en turbulent tid. Nu trænger du til at komme hjem. God rejse."

Lone Holm ved godt selv, at hun er dødeligt syg, og at lægerne ikke kan gøre mere for hende. Alligevel bliver hun gang på gang indskrevet på hospitalet som akut patient fra plejehjemmet, fordi hun pludselig bliver meget dårlig, og de ansatte ikke kan få kontakt med hende.

"Når hun sover ind, er det en uundgåelig konsekvens af hendes svære og uhelbredelige lungesygdom. Desværre er det blevet vanskeligere for plejehjem og pårørende at håndtere den uundgåelige død, og det ansvar, det måtte medføre. Ofte bliver den type svært kronisk syge patienter indlagt akut igen og igen uden at man kan bedre tilstanden andet end i bedste fald ganske kortvarigt. I mine øjne vil en rolig og god sidste tid i ens eget hjem være at foretrække."

Lone Holm er et eksempel på en type patienter, som hospitalerne oplever i stigende grad bliver indlagt unødigt. Og som ifølge lægerne får en kaotisk sidste tid i livet.

"Vi lever i et højteknologisk samfund, og man hører hele tiden om, at man snart kan leve evigt. Vi vil gerne udskyde døden længst muligt, men hvis man har en svær sygdom, så sker det altså tidligere end gennemsnittet. Og det skal ske værdigt. Men det bliver desværre ikke altid så fredeligt, fordi mange har urealistiske forventinger, og de pårørende hele tiden er bange for, at der ikke er blevet gjort nok," siger Oli Dalsgard.

I ledelsen på hospitalet er man enig. Torben Mogensen, vicedirektør, formulerer det på denne måde:

"Det er, som om det med, at nu er kun døden tilbage, ikke længere er acceptabelt. Det er klart blevet værre, og det bliver italesat på en måde, som om læger bestemmer over liv og død. Men der er altså tidspunkter, hvor det ikke gavner nogen ikke at se døden i øjnene. Og det skal vi diskutere med befolkningen."

Men skal lægen spille Gud og bestemme, hvad der er en værdig død?

"Man kan vende den om og sige, at mange i dag faktisk nærmest tror, lægen er Gud, som kan lave mirakler. Men når man kommer til erkendelse af, at man ikke kan gøre mere, er man nødt til at stoppe. Det er da ikke nogen rar erkendelse som fagperson, at nu kan jeg ikke gøre mere. Men efter min mening, er det et større problem, at man i nogle tilfælde går for langt."

Jens Ole Nielsen er professor og overlæge på infektionsmedicinsk afdeling. Den høje, hvidkitlede mand har netop forladt en stue på afdelingen på Hvidovre Hospital efter at have tilset en patient, som formodentlig har hjernebetændelse.

"Infektioner er som regel det, der tager livet folk. Både kræftpatienter og ældre mennesker dør typisk af en lungebetændelse," siger han.

Infektioner er hans speciale, og den 67-årige overlæge har været i sundhedssystemet i over 40 år. Han var med til at starte den infektionsmedicinske afdeling her på hospitalet for 25 år siden, hvor aids ramte Danmark, og døden pludselig blev en stor del af arbejdslivet for Jens Ole Nielsen:

"Dengang havde vores patienter en middellevetid på ni måneder, fra de fik stillet diagnosen. Vi havde ingen helbredende behandling. Mange af vores patienter var unge, velinformerede mennesker, og en del af debatten gik dengang på, hvor aktiv man måtte være i forhold til at medicinere dem og dermed forkorte deres liv. ?Hvis jeg var en hund, ville du så tage livet af mig??, blev jeg blandt andet spurgt. Jeg kunne godt forstå, hvorfor han spurgte, for det var nogle meget barske forløb, hvor patienterne virkelig led."

Siden kom medicinen mod hiv, og i dag er sygdommen et ambulant speciale, hvor patienterne ikke er indlagt, og de færreste dør af sygdommen. Afdelingen tager sig i dag af patienter med meningitis, tropesygdomme og tuberkulose. Og man oplever stadig mange dødsfald, men i dag er det hovedsageligt ældre patienter med forskellige infektioner, der passerer gennem afdelingen.

Og i lighed med mange andre kolleger på hospitalet mener Jens Ole Nielsen, at det er et stigende problem, at mange døende ældre bliver indlagt på hospitalet, når deres liv nærmer sig afslutningen, frem for at ende deres dage hjemme eller på plejehjemmet.

"Vi får gentagne gange sengeliggende patienter ind, som hverken kan høre eller se. Og når de er behandlet og udskrevet, kommer de igen 14 dage efter. Ofte lider de af infektioner eller væsketab, man lige så godt kunne behandle hjemme. Men i stedet bliver de genstand for en uværdig transport rundt i sundhedsvæsnet den sidste del af deres liv, hvor de bliver undersøgt i alle kanter på forskellige afdelinger."

Han peger på flere mulige årsager.

"Jeg tror, det skyldes, at man ikke længere har sundhedsuddannet personale på bosteder og plejehjem, som kender de ældre mennesker. Samtidig oplever vi også, at de pårørende står på ryggen af lægerne og kræver, at der bliver gjort noget mere. Hospitalerne skal behandle, men vi skal også sørge for en værdig afslutning, når der ikke er mere at gøre. Tidligere havde man mere en opfattelse af, at livet er begrænset. Men hvis en 88-årig dør efter et langt liv i dag, kan man risikere at få en klagesag, for det må da bestemt skyldes lægesjusk eller fejlbehandling."

Og den holdning får mange læger til at behandle for en sikkerheds skyld.

"Lægerne er bange for at blive beskyldt for ikke at have gjort nok. Der er en stigende tendens til at være bekymret for kritiske pårørende, og alene af den grund laver vi alt for mange undersøgelser."

Jens Ole Nielsen vil gerne rejse en diskussion af, hvorvidt vi overbehandler i det danske sundhedsvæsen:

"Vi behandler længere ud, end folk nok tror. Vi behandler meget intensivt og hiver mennesker igennem, hvor jeg godt mener, man kan diskutere, om vi gør for meget. Vi bliver jo nødt til at spørge os selv: Kan vi bringe personen tilbage til en tilværelse uden for hospitalet? Eller er det en lang mavelanding ned ad banen?".

Også han mener, at både patienter og pårørendes forventninger til, hvad lægevidenskaben kan, er urealistisk:

"Man tror, lægerne kan langt mere, end vi faktisk kan – for eksempel i kræftbehandlingen. Og nogle gange forsøger folk sig med ting, som er langt ude på det terapeutiske overdrev. Man jager håbet – nogle gange helt om på den anden side af kloden. Og det kan jeg godt forstå. Men hvis håbet er urealistisk, er det med til at give folk en hektisk sidste tid. I mine øjne er det optimale forløb, når patient og pårørende har indset, at løbet er kørt, og man sammen får noget ud af den sidste tid."

vaaben@k.dk