Der må undervisning til

Mantraet om, at Danmarks vigtigste råstof er vores gode hoveder, klinger efterhånden hult, som det kommer frem, at antallet af timer i folkeskolen er faldende og frafaldet på ungdomsuddannelserne højt, og at de studerende på landets videregående uddannelser får kortere og kortere semestre og meget lidt undervisning hver uge.

Det er ikke længere kun håndens arbejde, vi konkurrerer på med de flittige asiater. Også job, der kræver videregående uddannelse, risikerer vi at miste i takt med, at der globalt set bliver uddannet stadig flere, og i takt med at vores eget uddannelsessystem forvitrer.

På flere universitetsfag, blandt andet humaniora, er semestrene nu nede på 12 uger. Det giver unægtelig et helt nyt perspektiv på, hvor hurtigt man kan få unge mennesker gennem uddannelsessystemet. Således er en femårig kandidatuddannelse reelt kun tre undervisningsår.

Naturligvis kan og skal studerende selv læse og sætte sig ind i stoffet. Men der hersker ingen tvivl om, at udbyttet af timerne med bøgerne stiger, hvis stoffet også formidles af kompetente undervisere. Ikke alt kan klares ved selvstudium og fordybelse. For eksempel er det i sidste uge kommet frem, at russiskstuderende ved Københavns Universitet kun har to undervisningstimer om ugen. Ikke meget undervisning til at lære et fremmedsprog, vil de fleste vel mene. På kandidatdelen af arkæologi er der reelt tale om selvstudium, idet timetallet her er nede på nul. Og tankevækkende er det da også, at der på mange af disse timefattige fag er et meget stort frafald. Den manglende undervisning gør det unødigt svært for unge – navnlig fra ikke-boglige hjem – at fuldføre en videregående uddannelse. En uddannelse, som samfundet har god brug for.

De studerende, som uddannelsesinstitutionerne sjofler i disse år, er morgendagens undervisere på landets folkeskoler og gymnasier – og så kan man godt blive bekymret ved tanken om, at de har fået meget lidt uddannelse.

Paradoksalt er det, at de afsnappede studier er kommet samtidig med, at de såkaldte taxameterpenge, som universiteterne modtager pr. studerende, er steget – netop for at sikre mere undervisning på eksempelvis humaniora og samfundsfag. Disse penge er tilsyneladende i vidt omfang blevet brugt til andre ting, blandt andet vejledning, som der vel alt andet lige ville være mindre behov for, hvis der var mere katederundervisning. Universiteterne hævder, at det er de samme krav, de stiller ved eksaminer som hidtil. Men spørgsmålet er, om ikke barren er sat for lavt, hvis man kan bestå et universitetsstudium, hvor man reelt kun er blevet undervist i tre år. Og så har vi for alvor råstofproblemer.

kdh